Når enden er god, er alting godt!

Så er tiden i Kigoma for alvor ved at være slut! Der er kun få dage tilbage, og vi er begyndt at sige farvel til alle de herlige mennesker vi har mødt og brugt tid sammen med. Det er mærkeligt at tænke på, at det som har været min hverdag de sidste 10 måneder, pludselig snart er slut.

Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det har været, at være udsendt som volontør! Der er sket så mange ting som jeg aldrig vil glemme – både på godt og ondt. Jeg er blevet udfordret på så mange måder, som jeg aldrig ville være blevet det i Danmark. Jeg har mødt mennesker, som har gjort særligt indtryk ved at være helt dem selv! Jeg har set og oplevet steder, som bare har understreget, hvor stort Guds skaberværk er.

Når folk spørger mig, hvad den bedste ting har været, har jeg svært ved at svare. Jeg kan ikke bare nævne én ting. Der er så mange ting, som jeg er taknemlig for. Det har været noget helt specielt at blive en del af den tanzanianske kultur. Når man rejser rundt som turist, får man mange gode oplevelser – men det kan bestemt ikke sammenlignes, med de oplevelser som man får, når man bor et sted i næsten et år. Mange ting i den tanzanianske/afrikanske kultur har jeg fået større forståelse for. Andre ting synes jeg stadig, virker helt ude i skoven…

Det at blive en del af en anden kultur har gjort, at jeg har fået øjnene op for mange ting i min egen kultur. Jeg er blevet opmærksom på, hvor fantastisk et land Danmark er! Der er så mange værdier og ting, som er blevet en selvfølge; tillid, troværdighed, at holde hvad man lover, ingen korruption (i hvert fald ikke hvad jeg ved af…), mulighed for at få en GOD uddannelse og muligheden for at få god behandling, når man er syg. Tanzania er et dejligt land, men der er mange ting, som jeg aldrig helt vil kunne komme til at forstå og acceptere. Jeg er hvid og er vokset op et helt andet sted.

Fællesskabet med de lokale unge i ungdomsgruppen har på mange måder været berigende. At mærke de unges frimodighed, åbenhed og ærlighed har været stort! De fortæller åbent vidnesbyrd og om oplevelser i deres liv. De ser værdien i at have et kristent fællesskab at komme i. Det tror jeg også, at mange i Danmark gør, men jeg tænker nogle gange, om man udnytter det nok.

Sidste lørdag med ungdomsgruppe!

Noget af det, som for mig bliver aller sværest af rejse fra, er det fællesskab som vi har fået med de andre missionærer og volontører her i Kigoma. Det har været fedt at lære så mange unge at kende fra andre lande og dermed også lære noget om deres kultur. Vi har brugt mange timer sammen med hygge på stranden, spilleaftener, filmaftener, ture og set fodboldkampe.

En god eftermiddag på stranden i selskab med dejlige mennesker!

Både i forhold til ungdomsgruppen og fællesskabet med missionærer og volontører har det været fedt at opleve, hvordan man kan være sammen som kristne brødre og søstre på tværs af kirkeretninger. Der har været folk fra pinsekirken, den lutherske kirke, katolikker og mange andre. Man bliver klar over, at det som virkelig betyder noget, er vores fælles tro på Frelseren! Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en sætning jeg har hørt: Enighed i det væsentlige, uenighed i det uvæsentlige, kærlighed i alle forhold!

Til bibelkreds. Et dejligt fællesskab med folk fra forskellige lande og kirkesammenhænge.

Specielt to ting håber jeg, at kunne tage med mig tilbage til Danmark; taknemlighed og ikke at bekymre og ærgre mig over unødvendige ting. Når man ikke har så meget, er man ofte mere taknemlig for det man får – både store og små ting. Det har været dejligt at opleve, hvor stor glæde små ting kan bringe. At se børnene i Simbo smile så det stråler, når de leger med sæbebobler – det er så fantastisk. Og at høre vores hushjælps taknemlighed, når man forærer hende noget, man selv synes er ”skrammel” og bare skal ud; ”Tusind tak. Dette er en fantastisk dag. Gud er stor!”

I forhold til det med at bekymre sig, er jeg blevet opmærksom på, at jeg i bund og grund nok ikke har så meget at bekymre mig og brokke mig over. Når man har set, hvordan nogle her lever og hvilke ting de går i gennem, kan man godt få lidt dårlig samvittighed, når det eneste man har at bekymre sig om, er, om de nu har flere af de nye sko til 900 kr. i min størrelse…

Jeg tror ikke, at hele mit liv ændrer sig nu, fordi jeg har været i Afrika. Men jeg tror og håber, at nogle ting vil være anderledes!

Jeg tror, at jeg mister meget af min ”berømmelse” når jeg kommer hjem. Det bliver dejligt at kunne gå på gaden, uden at folk glor, råber efter én og sender lidt for kærlige blikke. Ordet ”mzungu” vil jeg i hvert fald ikke savne lige med det første…

Til slut vil jeg dele et vers, som en ven sendte til Merethe og jeg aftenen inden vi rejste til Tanzania:

”Foran mig er en sti, hvorom jeg intet ved. Men ét jeg ved – mit liv er i Guds hænder lagt, og Gud er evig kærlighed!”

Jeg takker Gud, for 10 FANTASTISKE måneder i Tanzania!

Medarbejderne hos Susanne og Just. Fra venstre: Mama Baraka (hushjælp), Merethe,
Baraka (praktisk arbejde udendørs), Witness ("vaskekone"), Mette og Alfons (nattevagt). Vi havde medarbejderfest i dag, med tanzaniansk festmåltid, stoledans og en masse andet sjov!

Merethe, Samuel og jeg. Samuel er på vores alder og har det sidste halve år været afsted på
skole for at blive uddannet som lærer. Samuel er en fantastisk dreng! Han er et stort forbillede og går foran
i mange ting - især søndagsskolearbejdet. Børnene elsker ham!

BUNKE!!!

Billeder fra den sidste tid

Søndagsskole i Mwanga

Faldskærmen er et hit!

 

"Alle sammen - ind under!"



Det er dejligt, at blive fotograferet...

 

Så skal der trommes!



Butikker i Kigoma

En hyggelig lørdag!



Merethe og jeg passer børn – pandekager til morgenmad.

Annas kommentar: ”I er bare de bedste børnepassere…”



På vej hjem fra stranden. Vi sad på taget af bilen (noget af vejen!) og følte nærmest at vi var på safari. Vi var da også så heldige at se zebraerne!

Just, pigerne, nabobørnene, Michael (tysk volontør), Merethe og jeg.



Som at finde en nål i en høstak!

Fredag aften besøgte Merethe og jeg en lokal familie – Phoebe og Sylvester og deres to børn Christoffer og Helen. I begyndelsen af vores ophold hernede, underviste vi en gang i ugen Christoffer og pigerne på engelsk.

Christoffer, Helen, Sylvester og Phoebe

Denne familie er noget langt ud over det sædvanlige! De har som nogle af de få valgt at sætte spørgsmålstegn og lave ændringer i forhold til kulturen. Man kan helt uden at snakke med dem, se, at de har noget, som gør dem anderledes end andre lokale. Da vi besøgte dem, fik Merethe og jeg en rigtig dejlig snak med dem om alt muligt. Det var rigtig spændende at høre dem fortælle om, hvordan de har valgt at leve deres liv. De er altid åbne og ærlige og de viser respekt og forståelse for vores holdninger og meninger.

Når man i Tanzania skal giftes, er det normalt at manden betaler en brudepris til kvindens familie. Brudeprisen består af 5-10 køer. For nogle, giver det rigtig store problemer, da de ikke har pengene til at skaffe så mange køer. De kan derfor ikke blive gift, hvilket medfører, at nogle stikker af fra familie og venner for at blive gift. Phoebe og Sylvester var allerede ved deres bryllup anderledes end de fleste andre. De snakkede meget sammen inden brylluppet om hvordan, de ønskede at deres liv skulle forme sig i forhold til børn, bosted og så meget andet. Det er meget atypisk hernede, da man normalt bare bliver gift, får en masse børn og manden bestemmer det hele. Sylvester viser Phoebe respekt og accepterer hendes holdninger og ideer.

Da de begyndte at lægge bryllupsplaner, ville Phoebe og hendes familie ikke have nogen brudepris. Sylvester var godt tilfreds, da han heller ikke kunne se nogen mening med det – de elskede jo hinanden! Folk omkring dem – selv deres nærmeste familie og venner – synes det var helt uhørt.

Årene efter brylluppet medførte også undrende blikke fra menneskene omkring dem. De fik ikke børn lige da de var blevet gift. Folk spurgte dem om der var noget galt og foreslog at de tog på hospitalet for at få hjælp. Sylvester grinede over hele femøren da han fortalte det! De ønskede nogle år alene inden det med børn kom på banen.

Efter at have været gift nogle år fik de Christoffer og lidt senere Helen. Sylvester hjalp med at passe dem, vaskede deres bleer og ordnede deres tøj. Folk troede, at han var blevet sindssyg. Nogle spurgte endda, om Phoebe havde givet ham noget medicin eller snakket med en heksedoktor. Det forventes at kvinden klarer ALT husholdningen og børnepasningen, mens manden dagen lang kan sidde og spille ”dam” med alle de andre mænd som heller ikke laver noget…

Børnenes opdragelse har Phoebe og Sylvester også tacklet på en helt anden måde end andre mennesker hernede. De snakker engelsk i hjemmet hvilket gør, at begge børn taler flydende engelsk! Det er en fantastisk gave, som man i Danmark ikke forstår betydningen af. Hvis du ikke kan tale engelsk, er det umuligt for dig at få en uddannelse. Har vist skrevet om det i et tidligere blogindlæg, men de første 7 år i skolen foregår på swahili. Man har engelskundervisning, hvor læreren står ved tavlen og eleverne sidder og gentager. Når man begynder i secondary school foregår al undervisningen på engelsk. De fleste kan næsten ingenting, og kan derfor slet ikke følge med. En lille procentdel består og har mulighed for mere uddannelse. At Helen og Christoffer kan tale engelsk, er derfor en kæmpe hjælp i forhold til deres fremtid.

Phoebe underviser børnene hjemme, så de får ordentlig undervisning og dermed kan gå en fremtid i møde med muligheder frem for begrænsninger.

Som jeg nævnte i starten, kan man se at de er anderledes bare ved at kigge på dem. Sylvester slår ikke Phoebe, men ære og respektere hende. De slår ikke deres børn, men lytter til dem og bruger tid sammen med dem. Sylvester går hver dag en tur sammen med børnene, hvilket naboerne synes er noget mærkeligt noget. Først og fremmest at bruge tid sammen med sine børn på den måde, men mest af alt fordi han er en mand. De taler alle pænt til hinanden og er på lige fod. Sylvester er manden i familien men han klarer opgaven ved at elske sin familie og tjene dem som ligestillede.

Phoebe og Sylvester er et stort vidnesbyrd for andre. Man kan ikke undgå at opdage, at der er en kærlighed omkring dem, som er noget helt specielt. De fortæller selv, at de ønsker at folk skal tage ved lære af dem. De ønsker, at andre skal se hvordan de lever deres liv med hinanden og med Kristus på en helt naturlig måde.

For år tilbage boede de i nærheden af en muslim. Sylvester hilste på ham hver dag når han gik forbi, hvilket gjorde et stort indtryk på manden. Han snakkede med Sylvester og sagde, at han ønskede at få det som Sylvester havde. Manden er i dag kristen!

På trods af, at Phoebe og Sylvester har et helt anderledes liv og klarer sig godt, er de ydmyge. De fører sig ikke frem, men lever som resten af lokalbefolkningen. Phoebe og Sylvester er noget helt specielt! De går imod strømmen og står fast ved deres holdninger og beslutninger, selv om det er svært. At finde en familie som dem, er som at finde en nål i en høstak!

Inden Phoebe og Sylvester flyttede til Kigoma, boede de i Dar Es Salaam. En aften kom en pytonslange og dræbte og slugte to hundehvalpe. Sylvester og nogle andre mænd dræbte slangen og Sylvester har skindet – knap 5 meter langt og 40 cm bredt!

Slangeskind fra en pyton

Når der lukkes en dør, åbnes et vindue

Hvad er Guds mening med, at lige netop jeg skal være i Tanzania? Det spørgsmål har nogle gange kørt rundt i mit hoved i løbet af de sidste 10 måneder. Den ene dag har jeg følt, at jeg lige præcis har kunne se Guds plan, den næste dag har jeg overvejet, om Gud overhovedet har lavet en plan over lige præcis mit liv…

Merethe og jeg har i løbet af den tid vi har været udsendt, forlænget vores ophold et par gange. Vi har langt fra hver gang været sikre, inden beslutningen blev taget. Er det Guds som ønsker, at jeg skal blive, eller er det en skør ide, jeg selv har fået? Jeg tror på, at det er Guds ide. Hvis der har været problemer eller spørgsmål ved at skulle blive længere, har Gud løst problemerne og besvaret vores spørgsmål.

På trods af, at vi har følt, at det har været Guds plan med os, har der stadig nogle gange været tvivl. Da vi kom i august, var vi hver mandag sammen med en gruppe unge lokale. Vi startede med at undervise dem i engelsk, men hverken Merethe eller jeg følte os helt tilpas i det. Det gik mig rigtig meget på, og påvirkede resten af det arbejde jeg lavede hernede. Vi var ved at være nået dertil, at vi ikke kunne se så meget mening i at fortsætte, da Susanne foreslog at vi bare var sammen med dem og hyggede os med dem ved at spille spil og volleyball og på den måde forberede deres engelsk. Vi prøvede ideen og det virkede perfekt! Tak Gud!

Det gik godt nogle måneder, men så begyndte deltagerantallet af falde. Vi blev igen frustrerede, men valgte at sige, at hvis det ikke var Guds mening, at det skulle fortsætte, måtte vi stole på at det var hans plan.



Alle mine venner...

I forbindelse med, at vi ikke længere havde noget mandag eftermiddag med de unge, stoppede vi med at male på det hospital, hvor vi har hjulpet et amerikansk missionærpar. Merethe og jeg snakkede en del om det, og synes pludselig det var lidt svært at se meningen med at vi skulle være her 1½ måned mere, uden noget at lave hver eftermiddag. Gud havde lukket en dør, men vi oplevede, at han derefter åbnede et vindue!

En aften kom Merethe til at snakke med Casey, en amerikansk missionær, om at hun godt kunne bruge hjælp til at få orden i det bibliotek som tilhører organisationen hun arbejder for. Det var lige, hvad vi havde brug for! Vi havde bedt Gud om, at han måtte vise os, hvad vi nu skulle (og vi kom med et lille ønske til Ham om, at det måtte være noget praktisk… J) og han besvarede vores bøn.

Casey, Merethe og jeg rydder op i biblioteket!

Jeg har oplevet, at Gud virkelig har vist os, hvad det er, at Han ønsker, vi skal lave. Men så har et nyt spørgsmål rejst sig; er det arbejde jeg gør godt nok? Burde jeg starte nogen nye ting op, frem for bare at hoppe med på vognen hos de andre missionærer? Når jeg kommer hjem fra Tanzania, vil folk så tro, at jeg bare har siddet og gloet ud i luften halvdelen af tiden? Det håber jeg ikke J Vi har oplevet, at kunne være til hjælp og velsignelse for andre, når vores egne planer og ideer ikke helt er gået, som vi håbede på.

Alt har langt fra været perfekt og gået som jeg regnede med i løbet af den tid jeg har været hernede – men jeg har valgt at stole på, at det er Guds ønske, at jeg skal være her og lave det jeg gør, indtil Han har givet mig en anden ide og vej jeg skal gå. Hvis jeg vælger at fokusere på de rigtige ting, givet det hele pludselig meget mere mening!

Gud har sendt mig til Tanzania og Han har vist mig, at det lige præcis var en del af den plan, Han har for mig!

Computeren til reparation

Min 5 år gamle computer gik for halvanden måned siden i stykker! Hvilket held at der her i Kigoma så er en alle tiders computer-/elektronik”fundi” (håndværker), Christopher.

Vi har før været forbi med diverse apparater som ikke længere fungerede – alt fra kogekedel til cd-afspiller og computeroplader. Christopher har hver gang formået at reparere så det igen virker uden problemer. Han har førhen arbejdet som flymekaniker, så uddannelse og erfaring er ikke noget han mangler!

I Danmark ville man uden at tænke over det, smide en ødelagt cd-afspiller eller computeroplader ud, da det ikke kan betale sig at reparere. Hernede er det anderledes. Det er dejligt at opleve, at man kan lave tingene i stedet for altid bare at smide ud, når der er noget i vejen! Det gælder elektronik såvel som sko og tøj. Det er måske ikke altid det bliver lige smukt, men det fungere, så det er som det skal være!

Jeg gik en eftermiddag ned med min computer til Christopher. Merethe og jeg kom op til hans kontor/værksted og blev budt velkommen af hans sekretær (som sad og spillede computer, som om det var det mest almindelig at gøre, når man nu er på arbejde…). Rummet vi kom ind i var kæmpe stort og der var ikke andet end to skriveborde og en lille reol (typisk for kontorer hernede – kæmpe rum uden nogle møbler!)



Dejligt med meget gulvplads...



Vi snakkede lidt med Christopher, og han lovede at kigge på det og se om han kunne gøre noget. Vi fik besked om, at vi kunne komme tilbage en uge efter.

Der gik en uge, og jeg kom tilbage – han havde kigget på det, men han havde ikke helt fundet problemet endnu. Han forklarede på engelsk hvad der var galt, mens jeg stod og nikkede og sagde ”yes, yes” som om jeg forstod det hele... Han havde skruet computeren helt fra hinanden og stod mod de forskellige stumper og dele og forklarede og pegede.

Efter et kig over i hjørnet af rummet, hvor jeg så en MASE rod, var det pludselig ikke så betryggende at se sin computer skruet fuldstændig fra hinanden…

En smule rod...

Jeg gav ham nogle uger til at kigge mere på det, da jeg ikke havde mulighed for at komme forbi inden.
Ugerne gik, og jeg kom igen ned på hans kontor. Denne gang var det ikke sekretæren, men Christopher selv som sad og spillede computer.

Computerspillet er sat på pause.

Han satte spillet på pause og fortalte, at han havde lavet noget på computeren, men det virkede stadig ikke. Han manglede en lille del, som han skulle have fundet hos en anden mand. Han sagde, at han lige skulle bruge 5 dage mere. Jeg stod pænt og smilte og sagde okay (inderst inde var jeg dog ved at blive vanvittig – han havde haft computeren i 1½ måned og var ikke færdig – måske computerspillet havde lidt med det at gøre!?). Christopher er rigtig dygtig til sit arbejde, men arbejdsmoralen ligner på nogle punkter mange andre tanzanieres. Ofte er det nødvendigt man står og puster dem i nakken før de laver noget. For nogle er det en selvfølge, at man selvfølgelig ikke arbejder videre, når personen som har sat en i arbejde er gået. Så sætter man sig ned og glor ud i luften og slapper af som om det er den mest normale ting i verden! Det er nogle gange til at få pip af! Langt fra alle er dog sådan – der findes hårdtarbejdende og troværdige tanzanianere som man kan blive ved at glæde sig over!

Jeg har ikke fået computeren endnu, men skal ned forbi i næste uge og se hvordan arbejdet skrider (frem?). Man kan håbe på det bedste! Er vist nået dertil, hvor jeg bliver glad bare jeg får computeren igen – uanset om den virker eller ej…

Lidt blandede billeder fra livet i Kigoma!

Emnedag om Tanzania. Esther klarer det lige så godt som de lokale!

En meget seriøs krea-time... Esther, Thea og Anna.

Gåtur ved stranden. Nabobørnene, Casper og Jackie, og jeg leger i "kviksand".

Regnvejrsdag i Kigoma! Langs vejene er de dybe grøfter - det er bestemt også nødvendigt i regntiden, hvor der nogle gange strømmer store mængder vand! Længere fremme leger nogle børn.

En tre-benet gekko. Firbenene som er inde i husene.

En hyggelig spilleaften med unge volontører og missionærer i Kigoma.




Vi sov på trampolinen med myggenet og stjernehimmel! Vagten syntes vist, at vi var en smule skøre...

Anderledes dag på stranden... Fantastisk syn!

Merethe springer ud fra "White Tip". Hun er for sej!

Guds skaberværk er FANTASTISK!

Merethe nyder de sidste solstråler.



Glade børn i Simbo!

I dag var det igen tid til søndagsskole i Simbo. Fire unge drenge var med og stod for leg, sang og undervisning. Ham som skulle undervise var blevet syg og kom ikke, hvilket Prosper havde hørt. Prosper havde så forberedt det som skulle undervises og gjorde det i stedet – så dejligt! Man kan blive ved med at glæde sig over Prosper – han er en af de få som tør gå mod strømmen og som virkelig har fundet ud af hvad det vil sige at være kristen og leve sit liv efter det.

Vi kom til Simbo og blev modtaget af børnene, som stod og hoppede og dansede i vejkanten. Det var tre uger siden, vi sidst havde været der, så børnene var i ekstra godt humør i dag! Skønt at sidde i bilen og se børnene løbe ved siden af, mens deres smil bare blev større og større.

Prosper startede med at lege med børnene. Han havde forberedt forskellige lege – bl.a. en stafet, hvor børnene skulle balancere med en sten på en ske og dyste mod hinanden to og to. Flere af de lidt større børn prøvede og til slut to af de mindste. En dreng og en pige på 2-3 år stillede sig begge op var klar til start! Legen blev sat i gang og de begyndte begge at løbe – dog på lidt forskellige måder… Den lille pige fulgte reglerne og gik lige så stille fremad med skeen i den ene hånd. Drengen brugte lidt andre metoder – han tog fat om stenen med den frie hånd og løb derefter hele vejen ned i den anden ende! Det kan man vist kalde snyd med stort S! Alle børnene klappede og heppede, og de to deltager grinede og væltede rundt i græsset. Et dejligt syn og et godt grin. J

Det blev tid til sang og Nahumu, en af de unge, begyndte med et par sange. Efter kort tid kom en af de små drenge ind i midten af rundkredsen og skulle synge for. Han klappede i hænderne (dog ikke helt i takt med os andre) og sang så godt han kunne – det var herligt! Vi har gjort det før, og man ser hver gang, hvordan de små børn lige vokser et par centimeter når de får lov at stå der midt i rundkredsen og nyde al opmærksomheden. Mens vi sang sad 5-6 børn rundt om den lille tromme og hamrede løs.

Efter undervisningen fik alle børnene hver udleveret et stykke slik og en ballon. Ballonerne bragte stor glæde! De stod alle udenfor og prøvede at puste deres ballon op. De store børn fik hurtigt held med det og lukkede derefter luften ud så der var høje pibetoner overalt! De mindre børn pustede så deres kinder var helt store, men der kom desværre ikke luft i ballonen. Efter kort tid stod 10 små børn foran Susanne med deres ballon og ville have hjælp til at puste den op. Ballonerne var savlet godt til og mange af dem havde været nede på jorden mere end én gang. Mmm…

En skøn dag i Simbo. Dejligt at være sammen med børnene og mærke deres glæde – både over de, i deres verden, store ting, som at få en ballon, og de små ting som at få en smule opmærksomhed.