søndag den 14. august 2011

Gud rejser med!

Det var hvad en veninde skrev til mig få dage før jeg skulle af sted. Efter at være kommet til Kigoma, kan jeg kun sige at hun havde ret! Togturen til Køge og Kastrup, flyveturen til London og Dar Es Salaam og køreturen til Kigoma – Gud var virkelig med os!
Jeg har i det tidligere blogindlæg fortalt lidt om selve turen, så vil ikke komme mere ind på det.
Just og Thea stod klar i lufthavnen til at tage imod os. Vi fik læsset alt vores bagage i bilen, hvilket var ret meget! Vi havde lidt problemer i Danmark da vi skulle ind og ud af togene, og tog på hovedbanegården også en tur ekstra ned i elevatoren da vi ikke helt nåede ud inden dørene lukkede i igen. De kiggede lidt da vi kom ned igen og stadig stod derinde...
Vi sagde farvel til de andre volontører og kørte ud til et hotel i Dar Es Salaam, hvor vi skulle hente Tim (en amerikansk missionær fra Kigoma) og Aron (en lokal). De havde sammen med Thea og Just været i Dar ca. en uge. Turen i bil gennem Dar var noget af en oplevelse! Lyskrydsene (de som fungerede) ligner egentlig dem herhjemme, men hvordan man skal bruge dem er vi vist ikke helt enige om. Tanzanianerne kører overfor rødt hvis der er (næsten) fri bane. Generelt er trafikken i de større byer ret kaotisk – især når man ikke har vænnet sig til at man hernede kører i venstre side.
Da vi kom ud til Tim og Aron opdagede vi at det ene hjul var punkteret. Det skulle skiftes og vi kom derfor lidt senere af sted end hvad der var meningen. Da vi begyndte at køre, skulle vi selvfølgelig bede for turen. Tim bad en kort bøn og vi kunne så fortsætte. En rigtig god oplevelse!
Vi kørte hele dagen og kom ca. kl. 21.00 til et hotel hvor vi skulle overnatte. Jeg sov utrolig godt efter en nat i fly og en hel dag i bil!
Lørdag morgen kl. lidt over syv kørte vi videre mod Kigoma. Omkring kl. 10.00 begyndte de dejlige afrikanske grusveje! Det hoppede, rystede og støvede mere end man kan forestille sig, men efter et par timer sådan, havde man efterhånden vænnet sig til det. Et par gange så vi små aber rende over vejen – i Danmark er det katte, her er det aber! Ca. 30 km før Kigoma kom der igen asfaltvej, hvilket var skønt! Vi satte Tim og Aron af og kørte hjem til Susanne og Just. På porten ind til deres hus hang et stort skilt hvor Esther og Anna havde skrevet ”Velkommen.” Susanne havde lavet aftensmad til os – kartofler og brun sovs! Vi kom over på vores værelse, fik pakket lidt ud, vasket tæer og gik derefter i seng. På vores bord lagde velkomst-tegninger fra Esther, Anna og to nabobørn (Casper og Jackie), et kort og lidt slik. Dejligt med en så god velkomst!
Vi har fra tidligere volontører og Susanne og Just hørt om de forskellige dyr vi kan være ”heldige” at finde på værelset. Gekkoer (små firben som er indenfor) skulle efter sigende være noget man ser dagligt. Merethe gik den første aften og ledte på værelse i håb om at finde en – hvorfor forstår jeg ikke helt. J
Søndag var Merethe og jeg med Just i kirke. Han mente, at det var rart for os, at være med nu, så vi kunne blive præsenteret og folk kunne se hvem vi var. Lidt inde i gudstjenesten skulle de nye rejse sig op. Eftersom vores ordforråd på swahili stadig er meget småt, præsenterede Just os. Gudstjenesten tog et par timer, og Just sad under prædiken og oversatte hovedpointerne. Når man i Danmark ændre tonelejet er det ofte fordi man har en vigtig pointe man vil frem med. Hele prædikenen foregik højt og hurtigt, så alt det han sagde, må have været meget vigtigt!

Jeg har i løbet af de få dage jeg har været her oplevet en masse! Mange af de ting man tænker og forestiller sig om afrikanere er sande, men mindst ligeså mange ting er overraskende og anderledes. Lige nu glæder jeg mig bare til at lære lidt mere swahili så man kan snakke med de mange venlige og imødekommende tanzanianere man møder.
Den største oplevelse har indtil videre været at mærke hvor meget bøn kan gøre! Dagene før jeg tog af sted, skrev mange af mine venner en sms og ønskede mig en god rejse og fortalte at jeg var med i deres forbøn. Det har virkelig betydet meget! Som min veninde skrev – Gud rejser med!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar