De sidste to dage har budt på mange oplevelser!
Søndag eftermiddag var Merethe og jeg med Susanne og ungdomsgruppen til børneklub i en landsby, Simbo, ikke langt fra Kigoma. Der skulle syv unge med – nogle stod for forkyndelse, andre for leg og nogle for sang. Vi skulle køre fra Kigoma mellem 14.20 og 14.30. Da klokken blev halv tre, var de tre der stod for forkyndelsen ikke dukket på. Hvis nogle skulle være i tvivl, har ordet ”tid” en helt anden betydning i Tanzania. Aftaler man et tidspunkt at mødes på, kan man være ret sikker på at kun nogle få, hvis ikke ingen, kommer til det aftalte tidspunkt. Da klokken blev lidt i tre kom to af de tre, og vi kørte. I bilen på vej til Simbo sad Merethe og jeg sammen med tre andre unge bagi. Vi havde en tromme med, som en af dem begyndte at spille på. De sang nogle sange på swahili (sange med gang i!), vi sang nogle sammen på engelsk (sange med knap så meget gang i) og vi sang en for dem på engelsk de ikke kendte (meget stille og rolig). Det var rigtig hyggeligt og dejligt at synge sammen med dem. Da vi kom til Simbo og gik vi op hvor vi skulle være, kom børnene en efter en. Nogle var generte og andre kom frimodigt. Det var første gang Merethe og jeg var med, så mange af de små børn var ikke helt trygge ved os endnu. Vi legede og sang sammen og sluttede af med at høre forkyndelse fra to af de unge. Mange af børnene havde meget slidt tøj på og en lille dreng kom hen og satte sig ved siden af mig, løftede den ene fod og viste mig et grimt sår. Det var første gang i løbet af den tid jeg har været i Tanzania, at jeg var så tæt på den fattigdom der mange steder er et stort problem! Trods fattigdommen og de anderledes levevilkår var børnene glade. De løb rundt og grinede, pjattede og skreg da vi legede! Det var skønt.
Da vi kom hjem fra Simbo sad jeg med meget blandede følelser. Jeg var meget overvældet over, at have set den måde de lever på og samtidig have mærket børnenes glæde.
Mandag skulle Merethe og jeg for første gang undervise unge i engelsk. Vi havde besluttet os for, at lege og lære hinanden at kende den første gang. Vi var meget spændte og lidt nervøse for det så vi bad sammen om at det måtte gå godt. Da kl. blev 16.00 og vi skulle begynde, gik vi ud og fandt bænke frem og satte os ned. Klokken blev 16.00, den blev 16.10 og den blev 16.20 inden de første tre drenge kom. Vi præsenterede os, snakkede lidt sammen og legede nogle enkle lege. Da klokken blev lidt i fem (knap en time senere end det begyndte) kom der 7-8 stykker mere. Vi havde egentlig tænkt at vi var ved at være færdige og kunne spille volleyball (plejer vi at gøre sammen med de unge efter engelskundervisningen). Vi spurgte de unge om de havde nogle ideer til emner vi kunne diskutere næste gang. De ville gerne snakke om uddannelse og penge og hvad der er vigtigst af de to – og de ville gerne diskutere det nu. Merethe og jeg troede vi var færdige, de troede lige vi var begyndt! Vi delte os op i to grupper og skulle forsvare en af de to ting. Drengene var rigtig gode til at komme med argumenter og stille kritiske spørgsmål til de andre. Da klokken blev lidt over seks spillede vi volleyball sammen. Mange af drengene var rigtig gode, (hvilket gjorde det endnu tydeligere hvor dårlig jeg er!) og der var meget spil i det. Merethe og jeg kom hjem i godt humør! Gud har endnu en gang hjulpet os og besvaret vores bøn!
Søndag eftermiddag var Merethe og jeg med Susanne og ungdomsgruppen til børneklub i en landsby, Simbo, ikke langt fra Kigoma. Der skulle syv unge med – nogle stod for forkyndelse, andre for leg og nogle for sang. Vi skulle køre fra Kigoma mellem 14.20 og 14.30. Da klokken blev halv tre, var de tre der stod for forkyndelsen ikke dukket på. Hvis nogle skulle være i tvivl, har ordet ”tid” en helt anden betydning i Tanzania. Aftaler man et tidspunkt at mødes på, kan man være ret sikker på at kun nogle få, hvis ikke ingen, kommer til det aftalte tidspunkt. Da klokken blev lidt i tre kom to af de tre, og vi kørte. I bilen på vej til Simbo sad Merethe og jeg sammen med tre andre unge bagi. Vi havde en tromme med, som en af dem begyndte at spille på. De sang nogle sange på swahili (sange med gang i!), vi sang nogle sammen på engelsk (sange med knap så meget gang i) og vi sang en for dem på engelsk de ikke kendte (meget stille og rolig). Det var rigtig hyggeligt og dejligt at synge sammen med dem. Da vi kom til Simbo og gik vi op hvor vi skulle være, kom børnene en efter en. Nogle var generte og andre kom frimodigt. Det var første gang Merethe og jeg var med, så mange af de små børn var ikke helt trygge ved os endnu. Vi legede og sang sammen og sluttede af med at høre forkyndelse fra to af de unge. Mange af børnene havde meget slidt tøj på og en lille dreng kom hen og satte sig ved siden af mig, løftede den ene fod og viste mig et grimt sår. Det var første gang i løbet af den tid jeg har været i Tanzania, at jeg var så tæt på den fattigdom der mange steder er et stort problem! Trods fattigdommen og de anderledes levevilkår var børnene glade. De løb rundt og grinede, pjattede og skreg da vi legede! Det var skønt.
Da vi kom hjem fra Simbo sad jeg med meget blandede følelser. Jeg var meget overvældet over, at have set den måde de lever på og samtidig have mærket børnenes glæde.
Mandag skulle Merethe og jeg for første gang undervise unge i engelsk. Vi havde besluttet os for, at lege og lære hinanden at kende den første gang. Vi var meget spændte og lidt nervøse for det så vi bad sammen om at det måtte gå godt. Da kl. blev 16.00 og vi skulle begynde, gik vi ud og fandt bænke frem og satte os ned. Klokken blev 16.00, den blev 16.10 og den blev 16.20 inden de første tre drenge kom. Vi præsenterede os, snakkede lidt sammen og legede nogle enkle lege. Da klokken blev lidt i fem (knap en time senere end det begyndte) kom der 7-8 stykker mere. Vi havde egentlig tænkt at vi var ved at være færdige og kunne spille volleyball (plejer vi at gøre sammen med de unge efter engelskundervisningen). Vi spurgte de unge om de havde nogle ideer til emner vi kunne diskutere næste gang. De ville gerne snakke om uddannelse og penge og hvad der er vigtigst af de to – og de ville gerne diskutere det nu. Merethe og jeg troede vi var færdige, de troede lige vi var begyndt! Vi delte os op i to grupper og skulle forsvare en af de to ting. Drengene var rigtig gode til at komme med argumenter og stille kritiske spørgsmål til de andre. Da klokken blev lidt over seks spillede vi volleyball sammen. Mange af drengene var rigtig gode, (hvilket gjorde det endnu tydeligere hvor dårlig jeg er!) og der var meget spil i det. Merethe og jeg kom hjem i godt humør! Gud har endnu en gang hjulpet os og besvaret vores bøn!
Beklager der ikke er så mange billeder. Der skal nok komme nogle! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar