torsdag den 20. oktober 2011

Engelskundervisning = ludo, uno og kinaskak!

(Skrevet mandag d. 17. oktober)
Hver mandag underviser Merethe og jeg unge drenge i engelsk. Vi har indtil nu undervist ud fra bøger, sange og haft diskussioner om forskellige emner. Vi var kørt lidt fast i det, da det kan være svært at undervise, da deres niveau er MEGET forskelligt. Nogle kan lige så meget som vi kan, andre kan nærmest ingenting. Vi har erfaret, at de fleste er gode til at skrive og stave, men har meget svært ved at snakke og formulere sig. Derudover har gruppen været meget ustabil, hvilket har gjort det svært at forberede sig. Vi havde snakket med hinanden om, hvad vi kunne gøre, for at få mere lyst til at undervise og føle, at de fik noget ud af det. Susanne foreslog, at vi prøvede at tage nogle spil med og ellers bare sad og snakkede og hyggede. Vi tog forskellige spil med og valgte at prøve og se hvordan det ville gå. Da vi satte os ud foran porten omkring kl 16, så nogle gadebørn os. De havde i går været med til søndagsskole, og troede at det også var for dem nu. Vi hentede Susanne, som forklarede, at det ikke var søndagsskole. Vi sad og spillede lidt med dem indtil de første unge kom. Der kom 6 unge og spillede sammen med os og det fungerede rigtig godt! Vi hyggede os med det og fik snakket en masse engelsk. De fortalte om forskellige kortspil de ville lære os. Inden de forklarede dem, fortalte de først om to spil – i det ene spil skal man slå hinanden, det andet kan man ende med at skulle gifte sig med en af de andre spillere! Vi blev ret hurtige enige om, at det nok ikke lige var et af dem vi skulle spille… Vi spillede et kortspil, som vi efter noget tid fandt ud af var det samme som uno. Som vi plejer, sluttede vi af med at spille volleyball. Nabodrengen Casper og en tidligere ansat spillede sammen med os. Han skulle egentlig øve med koret i kirken, men synes nok at det var mere spændende at spille volley. Mens vi spillede, stod han og dansede på banen, da han kunne se de andre stå udenfor kirken og øve sig.
Det er rigtig rart at mærke, hvordan man kommer tættere og tættere på de unge – vi kan gøre grin med hinanden og bare have det sjovt. På et tidspunkt ramte jeg bolden lidt (meget) skævt. En af drengene grinede helt vild, kiggede på mig og rakte tommeltotten i vejret mens han fortsatte med at grine…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar