Gudstjeneste i Kasulu Memba

I går var jeg til gudstjeneste i en landsby ca. en times kørsel fra Kigoma. Det har været planlagt længe, og ungdomsgruppen havde forberedt et dramastykke de skulle vise. Det var et Merethe og jeg havde fundet på nettet, som vi så hjalp dem med at øve. Det regnede lidt søndag morgen, så vi var spændte på om de 7 drenge ville komme kl. 8.00 som planlagt. De kom alle sammen og vi kørte ca. 8.30! Overraskende tidligt… Katale og hans kone Rachel var med sammen med Susanne, de 7 unge, mig og to mænd fra en landsby på vejen der ud – 13 mennesker i bilen. Der var godt klemt.J

Vi kom derud lidt i 10.00 og tænkte, at nu ville gudstjenesten nok snart begynde (eller det var, hvad jeg tænkte – de lokale og Susanne kender det ret godt, så de vidste godt, at der ville gå noget tid…). Vi blev budt ind i den lille kirke og satte os på bænkene. Efter lidt tid, besluttede vi at gå ud og lege med børnene udenfor, for at bruge tiden lidt fornuftigt. Ligesom vi var kommet ud, blev vi hentet ind igen – så er der te! Susanne, Katale og Rachel, de to fra landsbyen og jeg blev vist op foran i kirken. Vi fik vasket vores hænder og begyndte at spise chapati (pandekager med en masse olie) og drikke te. Mens vi sad os spiste, bøvsede og smaskede de lokale lidt en gang i mellem – et tegn på at de godt kan lide maden.

Klokken blev 10.45, og gudstjenesten begyndte. Koret sang nogle sange, hvilket lød rigtig godt! (lille landsby og ingen strøm = ingen larm fra keyboard og guitar – man kunne rent faktisk høre hvad de sangJ). Efter koret havde sunget, var drengene fra ungdomsgruppen oppe at synge lidt.

Ungdomsgruppen der synger

Der blev læst nogle bibeltekster, sunget, læst, sunget, læst, sunget osv. Når man hernede synes noget lyder godt, laver man tungetriller – hvilket blev brugt meget! En af gangene koret sang og der var godt gang i den, gik nogle fra ungdomsgruppen op for at danse/synge med. Vi sad nogle stykker tilbage og kiggede og klappede, da en mand fra koret kommer hen mod mig. Jeg prøvede ihærdigt at kigge væk, mens jeg undersøgte mulige flugtveje – det var desværre for sent! Han tog min hånd og trak mig med op. Så kunne jeg ellers bare begynde at synge en sang jeg ikke kendt og danse lidt frem og tilbage (havde kort tid forinden siddet og tænkt, at de trin da så lette ud – det var de bestemt ikke!). Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, er det at danse og stå foran mange mennesker – så det var jo bare helt perfekt! J

Når man er gæst i en kirke, skal man gerne sige lidt. Mama Katale rejste sig op og fortalte om hendes familie osv. Hun sagde så, at hun ville give nogle penge til koret. Så gik de ellers amok! Hele koret begyndte at synge/skrige og danse helt vildt. Mange fra menigheden kom med op og dansede med. Gulvet i de fleste kirker er sand, så det støvede helt vildt. De fik danset færdig og Mama Katale sagde så, at hun også ville give penge til at døren blev lavet. Så kom hele forestillingen igen...J

Sang og dans efter nyheden om at de fik penge til koret

Drengene viste deres dramastykke, hvilket gik rigtig godt! De er rigtig gode til at leve sig ind i det og bare gøre det sjovt at se på. De brugte noget tid på at forklare det både før og efter, hvilket nogle gange kan være nødvendigt hernede. Meget af det som vi tænker, er en selvfølgelig eller simpelt, kan de have meget svært ved at forstå, da det for dem ikke er noget de oplever i hverdagen. Pointen med stykket var, at man ikke kommer i himlen ved gode gerninger, men ved nåden! Man kan ikke vide, hvor meget de i virkeligheden forstod, men man kan håbe på det bedste!

Vi havde inden gudstjenesten aftalt med præsten, at vi skulle køre kl. 12.00, da vi skulle hjem forbi, inden vi skulle til børneklub i Simbo. Da klokken blev 12.15 begyndte prædikenen! Den tog ca. en time og gudstjenesten var færdig 13.30. Jeg troede så, at det var tid til at tage hjem. Men nej, vi skulle da lige have lidt at spise inden vi kørte, vi var jo gæster! (de var udmærket godt klar over, at vi skulle køre tidligt da vi skulle nå hjem – alligevel laver de mad…) Vi blev vist over i et hus ved siden af kirken og satte os på bænke rundt langs muren. Vi fik vasket vores fingrer, og der kom tallerkener ind med mad. En STOR portion ris med spinat og noget kød. Jeg kiggede lidt på kødet – det lignede absolut ikke noget jeg havde set før. Jeg sad ved siden af Susanne og spurgte hende, hvad det var for noget. Hun prøvede at lade være at grine og svarede så: KOMAVE! Jeg sad lidt uden at sige noget. Mama Katale forstod, hvad vi snakkede om, så hun byttede min tallerken med en tallerken med ”normalt” kød. Tak! Vi sad længe og grinede af den lidt komiske situation.

Vi fik spist færdig og sagde farvel til dem alle sammen. Gang på gang blev der sagt ”karibu tena” (velkommen igen)! Skønt at mærke deres oprigtige glæde og utrolige gæstfrihed. Deres store hvide smil i deres mørke ansigter – man kan ikke andet end at blive glad!

En rigtig god oplevelse trods en tre timer lang gudstjeneste! J