En FANTASTISK tur til Kipili!

Onsdag eftermiddag kørte Susanne Merethe og jeg ned til havnen. Færgen Liemba sejler hver anden uge fra Kigoma, hele vejen ned af Tanganyikasøen, til Zambia og tilbage igen. De fleste af de andre volontører som er udsendt af BDM, bor hos Knud i Kipili, en lille landsby ud til søen. Vi ville ned at besøge dem, og valgte at tage den godt 30 timer lange sejltur.

Merethe har flere gange været nede på billetkontoret her i byen for at bestille billetter – dog uden held. Enten har der været en meget lang kø, ham som sælger billetterne har ikke lige været der (typisk tanzaniansk – de går fra deres arbejde på de mærkeligste tidspunkter!) eller der har været noget andet galt. Hun fik dog til sidst billetten til turen derned. Returbilletten købte vi inden færgen sejlede. I løbet af den time vi stod i kø blev vi to gange spurgt af de som sælger billetterne, om vi ikke ville op foran. Det er nogle gange skræmmende, hvor meget forskel der blive gjort på mennesker bare fordi hudfarven er anderledes.

Vi kom ombord på Liemba, fik vist vores kahyt og satte os op på dækket og nød udsigten ind over byen. 2½ time efter planmæssig afgang sejlede vi (båden havde lagt i havnen over en uge – alligevel var den forsinket…).

På vejen til Zambia stopper Liemba en del gange. Den ligger stille i vandet noget tid mens små både sejler fra landsbyerne ud til færgen med passagerer og varer. I løbet af de måneder jeg har været her i Tanzania, har jeg mange gange oplevet at de lokale har meget god tid – tingene foregår ikke altid så hurtigt og effektivt som man er vant til hjemme. På turen med Liemba fik man set folk i et meget hurtigt og kaotisk tempo! De folk som i landsbyerne er bedste venner, bliver i de små både fjender. Det handler om at komme først ud til færgen, få læsset af og på igen. At stå oppe på dækket og kigge ned i de små og store træbåde der blev læsset af og på kunne til tider godt være lidt nervepirrende. Kæmpe sække, dunke, sofaer, stole, mamaer med børn på ryggen og kufferter på hovedet skulle op og ned i bådene.

Klokken blev midnat og vi kom frem til Kipili. Arne, Rebekka og Thomas, volontører i Kipili, kom ud for at hente os i en af Knuds både. Vi havde fået besked på, at vi skulle gå ud i venstre side, men da vi kom ned under dækket, viste det sig ikke at være så nemt. Der var proppet med mennesker! Merethe og jeg havde hver vores rygsæk og en kasse med guitarer som Knud skulle have. Vi kom frem og blev dirigeret til højre. Jeg prøvede at forklare, at vi altså skulle til venstre – det ville de ikke rigtig høre på, og vi kom frem til hullet ned til bådene. Vi kiggede efter Knuds båd, men kunne ikke finde den nogle steder. En mand tog kassen min kasse med guitarer og ville smide den ned i en båd. Jeg hev den tilbage og forklarede, at jeg altså ikke skulle med den båd. Vi fik mast os over i den anden side og fik øje på nogle hvide hoveder ude i mørket – hvilken lettelse!

Fredag var vi med Amalie, Rebekka, Theresa og Thomas i Cheke Chea – et førskoleprojekt for knap 40 børn. Vi fik den dejligste velkomst af de søde børn! De var rigtig frimodige og synes det var spændende med gæster. Dagen startede ud med lidt sang. Derefter fik børnene forklæder på og spiste en kopfuld grød. Bagefter skulle de alle ud og have børstet deres tænder! Et sjovt syn at se 40 børn og 2 lærere stå og børste deres tænder…

Efter tandbørstning og pause gik vi alle ned til søen. Børnene skulle bade, og Rebekka havde fået den ide at tage noget shampoo med derned – hvilket var en succes!  Efter at have vasket en masse af børnene, siger Rebekka til mig: ”Mette, hende der er altså blev vasket tre gange…” Det var ikke så nemt at kende forskel på de mange børn J

Sidst på eftermiddagen gik vi med Anna Elisabeth op til en gammel klosterruin. Der var rigtig smukt, og udsigten deroppe fra var fantastisk! Vi gik derefter om til en fin lodge som ligger et par kilometer fra Kipili. De andre kom og vi badede og sluttede af med at spiste den lækreste 3-retters menu! Ret kontrastfuldt hvordan der på den ene side af bjerget ligger en meget fin lodge og på den anden side en fattig landsby.

Vi stop op lørdag morgen med en forventning om at Liemba ville komme en gang inden middag. Man kan ikke gå ud fra nogen rejseplan, da det er meget forskelligt hvor lang tid det tager at læsse af og på de forskellige steder. Vores plan om at skulle fra Kipili lørdag formiddag endte med at blive til lørdag aften – det betød endnu en dag med masser af oplevelser! Vi gik lørdag formiddag en tur for at finde et ”kloster”, hvor der skulle bo nogle søstre. Vi fandt det og blev budt velkommen med smil og åbne arme! Tre kvinder boede sammen og forsørgede sig selv ved at dyrke grøntsager og have lidt dyr. De viste os rundt i deres lille ”paradis”. Har aldrig mødt så venlige og kærlige mennesker som de tre søstre! De plukkede nogle af deres grøntsager vi kunne få som gave. Det var fantastisk at se deres mark/køkkenhave bestående af ananas, bønner, appelsin, majs, banan, papaya, squash, salat og meget mere!

Mens vi spiste aftensmad så vi lysene fra Liemba ude på søen. Vi fik pakket det sidste, gik ned til molen og satte os i båden. Arne trak snoren for at starte motoren – den sprang! Der gik en smule panik i mig, selv om jeg godt var klar over, at Liemba ikke ville sejle med det samme. De fik fundet en ny motor og vi kom ud til båden. Vi vinkede farvel og Merethe og jeg lagde os derefter op på dækket. Der var den mest fantastiske stjernehimmel! At ligge der og vugge lige så stille frem og tilbage i den lune aftenluft med udsigten til millioner af stjerner var ret ubeskrivelig!

Hele søndag blev brugt på færgen. Efter at have sat os i restauranten for at spise aftensmad, satte en ung mand sig overfor mig. Jeg sad og lavede lidt sudoku, hvilket han fulgte meget med. Jeg prøvede på swahili at forklare ham det, og han prøvede at lave en selv (det lykkedes med lidt hjælp en gang i mellem…). Han sluttede af med at skrive sit navn og nummer ved siden af – hvis jeg lige skulle få brug for det. J Til aftensmad bestilte vi fisk og ris. Lige inden maden kom, kom vi til at snakke om, om der mon kom en hel fisk på tallerkenen – sandelig om der ikke gjorde! Vi kiggede lidt efter en anden mand ved bordet og så hvordan han spiste sin fisk. Da vi efter noget tid kiggede på hans tallerken igen, var kun halen tilbage! Så meget fik vi dog ikke helt spist.

Mandag morgen kom vi til Kigoma og kunne gå i land efter en FANTASTISK tur til Kipili! Dejligt at opleve et tanzaniansk landsbysamfund helt tæt på, med alt hvad det indebærer. Fattigdommen var på mange måder mere tydelig – men ligeså var glæden og gæstfriheden!