500 mørke hoveder vendt mod ét lærred!

I lørdags var Merethe og jeg med Just, Katale og Casper ude at holde seminar og vise Jesus-film i en landsby ikke langt fra Kigoma. Jeg vidste på forhånd ikke så meget om det ud over at Katale skulle holde et seminar, og vi skulle derefter se en film om Jesu liv fra fødslen til hans himmelfart. Vi kom frem 15.30 og steg ud af bilen. Så stod der ellers 25 små børn en meter fra os og gloede. I de små landsbyer, er de ikke ligefrem vant til, at der kommer hvide forbi! Jeg troede, at der efter kort tid ville være seminar, men Just sagde lidt i sjov, at vi da lige skulle over under et træ og sidde og snakke lidt først… Han havde ret! Kort tid efter sad vi alle sammen under et træ og snakkede. De havde fundet stole til os gæster. Man kan nogle gange når man kommer ud i landsbyerne blive behandlet som en eller anden berømt person. Det er ikke altid så behageligt. Mens vi sad der, sad en masse børn rundt omkring. Når de kom lidt for tæt på, kom en lidt større dreng med en pind og truede ad dem. Jeg synes egentlig bare at det var hyggeligt at de var der, men det synes man ikke altid hernede. Man kan også opleve i kirken, at børnene som står nede i døråbningen og kigger ind, bliver jaget væk.

Bedst som vi sidder og snakker, kommer en af lederne fra kirken hen og byder og velkomne til at komme ind i kirken og spise. Ikke lige hvad vi havde regnet med på det tidspunkt. Vi havde egentlig lige spist hjemmefra, men en kæmpe portion ris og bønner kan man vel altid klemme ned!?

Vi satte os ud og var klar til seminaret Katale skulle holde. Men koret skulle selvfølgelig først lige optræde. Og inden de skulle synge, skulle der jo lige være ”lydprøve”. Musikken i kirkerne hernede (de steder hvor der er strøm) er et keyboard som spiller en rytme samtidig med, at der en som sidder og trykker lidt på det en gang i mellem. De skruer (meget) højt op for lyden, og så kører det ellers bare der ud af. Når mikrofonerne skal prøves af, står der altid en og siger halleluja på 45 forskellige måder. Det kan nogle gange næsten være mere underholdende end selve koret! De fik ”stemt” det hele og var klar til at synge/danse – og det gjorde de så godt og grundigt. Efter ca. en halv time var det tid til Katales seminar.

Merethe og jeg havde taget en bog med, da vi ikke forstår så vildt meget swahili. Vi sad under seminaret og læste lidt en gang i mellem. På et tidspunkt sidder jeg fordybet i min bog, da Merethe pludselig hvisker – ”Mette, op med hånden!”. Jeg kiggede op, og så alle de andre sidde med hånden oppe. Fik hurtigt min op, og fik derefter en forklaring af Merethe om hvad det egentlig handlede om. Vil nogle gange gerne vide, hvad de lokale egentlig tænker om os ”skøre mzunguer”…

Mange kristne i Tanzania (især i landsbyerne) har svært ved at forstå hvad kristendommen virkelig handler om. Der er masser af liv i mange af kirkerne, men det helt grundlæggende er de ikke med på, da de på mange måder simpelthen mangler undervisning og nogle mennesker i menigheden som kan gå foran. En af de ting de har svært ved at forstå, er det med nåden. De tror, at deres gerninger og synder bestemmer om de bliver frelst. Katale (vores nabo) stillede dem et spørgsmål i forhold til det. Han startede med at spørge dem om, om en dreng som løber hjemmefra og gør forkerte ting i forhold til sin familie, stadig er søn af sin far. Svaret var det samme hele vejen rundt – selvfølgelig er han det! Når han så derefter spurgte dem om, om han ville komme i Himlen og fortsat være barn af Gud, hvis han stjal noget og lige efter blev bidt af en slange og døde. Svaret var igen det samme hele vejen rundt – selvfølgelig ikke. At de ikke kan se sammenhængen mellem de to eksempler kan være svært at forstå, men omvendt må man bare huske, at de ikke altid har haft helt de samme forhold og betingelser til at lære om kristendommen.

Efter knap to timers seminar var det tid til at sætte lærred, projektor og generator op. Mens vi satte op, begyndte flere og flere at komme til. Til seminaret var vi knap 100 med børn. Antallet voksede kraftigt inden vi begyndte filmen. Vi startede med at sætte noget kormusik på for at tiltrække flere mennesker. Just, som mange gange har været ude og vise filmen, har fortalt, at han nogle gange har oplevet, at folk er blevet skuffede, når musikken er slukket og filmen sat i gang – det viser lidt om hvor glade de er for deres kormusik!

Der var rigtig mange børn den aften, så lige inden filmen satte vi et lille indslag på for børn. Det var en bugtaler som lavede forskellige tryllekunstner og snakkede med sin dukke. Det var noget de kunne se det sjove i (voksne som børn).

Det blev helt mørkt og filmen begyndte. Flere og flere mennesker kom til, og det endte med, at vi minimum var 500 mennesker – kristne som muslimer!

Merethe, Casper og jeg kravlede op på taget af bilen og så film/kiggede på de uendeligt mange stjerner! At sidde der i mørket og kigge på de godt 500 ansigter alle vendt mod lærredet var en god oplevelse!

Billeder kommer senere! (der var lidt problemer med computeren)

Chimpanser HELT tæt på!

I fredags besøgte Merethe, Michael (Merethes bror) og jeg Gombe National Park 16 km nord for Kigoma. Parken er den mindste nationalpark i Tanzania, og man kan kun se chimpanser og andre aber der.

I torsdags var vi nede på kontoret her i Kigoma for at melde vores ankomst dagen efter. Vi blev vist op på et fint kontor, satte os ned og snakkede lidt frem og tilbage i forhold til parken. Vi fik at vide, at det var meget vigtigt, at vi vekslede nogle tanzanianske shillings til amerikanske dollars, da det var det eneste vi kunne betale med deroppe. Efterfølgende fik vi efter lidt besvær vekslet de penge vi skulle bruge.

Fredag morgen kl. 7.00 sejlede vi fra Kigoma. Vi havde fået at vide, at turen ville tage omkring en time – det endte med to, hvilket ikke overraskede nogle. Man har efterhånden lært de tanzanianske tider…

Båden vi sejlede med til Gombe

En båd vi kom forbi - godt fyldt!

Fiskere på vej ind

Turen derop bød allerede på de første ”abe-oplevelser”. Vi sejlede helt tæt på kysten, hvor der gik en masse bavianer og nogle få andre små aber.

Bavianer på stranden

Vi kom frem til Gombe, hvor vi blev taget godt imod! Da vi kom ind på kontoret og havde betalt med vores dollars, viste det sig, at de godt nok ikke lige havde nogle dollars at give tilbage. Så det endte med, at vi blev nød til at få shillings tilbage. Man kan så diskutere, om det var så vigtigt, at vi fik vekslet vores shillings til dollars inden vi tog af sted?

Efter at have snakket lidt med vores guide om forskellige ting vi måtte og ikke måtte, begyndte det at blæse op og tordne. Vi besluttede at gå ind i skoven alligevel.

Hver morgen sender de en mand ud i skoven, en trekker, for at finde ud af hvor chimpanserne er. Nogle gange skal man gå fire timer inden man finder dem, andre gange er de helt tæt på. Vores guide fik kontakt med manden ude i skoven, og fandt ud af, hvor vi skulle gå hen – det var heldigvis rigtig tæt på. Ligesom vi er kommet væk fra kontorbygningerne og går ind i skoven, springer en bavian op af et hul en meter fra os! Vi blev alle ret forskrækkede og sprang væk (2 minutter før havde vi fået at vide, at det var vigtigt, at man ikke lavede pludselige bevægelser nær aberne…).

Efter kort tid kom vi frem til trekkeren og så de første chimpanser – meget tæt på! Vi havde forinden læst, at man skulle holde en afstand på 10 meter fra dyrene. Den holdte vist ikke helt. Vi stod og kiggede på et par chimpanser i træerne, da der pludselig kom en gående hen mod os på stien. Vi gik lidt til side, og den gik lige så stille forbi!

Det begyndte at regne – meget! Vi blev helt gennemblødte, men guiden fortalte, at det var en fordel med regnen i forhold til chimpanserne, da de så ville forholde sig mere rolige og ikke bevæge sig langt væk.

Inden vi kom frem til Gombe, havde jeg troet, at man gik på en sti og var heldig, hvis man fik lov at se en chimpanse. Men nej, sådan foregik det ikke helt. Når chimpanserne hoppede videre i træerne, fulgte vi stierne rundt for at finde dem igen. Skoven i Gombe er en slags regnskov. Der er en del (stejle) bjerge, lianer og en masse høje træer. Det var rigtig frodigt og grønt det hele, og pga. regnvejret var det hele også meget vådt og glat. Det var derfor nogle gange lidt af en udfordring at gå op og ned ad de smalle stier.

Vi kunne nogle gange høre chimpanserne råbe/skrige helt vildt, og vidste derfor, hvor vi skulle finde dem. Vi gik på stierne og i skoven under træerne, mens chimpanserne sad lige oven over os. Vi stod igen på et tidspunkt og kiggede op i træerne, da tre chimpanser kommer løbende lige forbi os på stien mens de skriger helt vildt. Må indrømme, at hjertet sad oppe i halsen!

Vi nåede til sidst frem til et par store træer, hvor chimpanserne var begyndt at bygge ”reder” for at hvile sig. Vi stod noget tid lige under træet og kiggede på dem. Mens vi stod der, kunne man høre dem prutte højlydt, og nogle gange så man en tynd stråle tis komme ned. Jeg fik på et tidspunkt af vide af guiden, at jeg skulle flytte mig i tilfælde af at chimpansen lige over mig skulle tisse…

Chimpanserne var på mange måder præcis som man forestiller sig dem – de sad oppe i træerne og pillede lus på hinanden, bar rundt på små unger under maven og svingede sig fra gren til gren.

Så skal der pilles lus!

Klar til spring!

Vi forlod chimpanserne og gik videre rundt i skoven. Vi så en lille grøn slange, smukke sommerfugle, kæmpe biller og masser af chimpanselort…

Til slut så vi et 25 meter højt vandfald. Det var rigtig smukt! Lyden af vandet der bruser, insekter, fugle, chimpanser og andre dyrelyde gjorde det til en tur i regnskoven præcis som man forestiller sig det!

Ude godt, men hjemme bedst!

Nytår fejrede vi i Iringa – en by som ligger syd/øst for Kigoma ca. to dages kørsel herfra. Vi kørte fra Kigoma d. 27. december kl. 04.15 om morgenen. Vi nåede frem til Dodoma (Tanzanias hovedstad) om aftenen efter 16 timers køretur på elendig jordvej (på nær 130 km’s asfalt inden Dodoma). Jeg sov godt den efterfølgende nat…

En god tanzaniansk jordvej

Dagen efter ankom vi til Iringa, hvor vi skulle fejre nytår med en dansk familie som bor i Dar Es Salaam.

Klimaet i Iringa er lidt køligere end i Kigoma. Det var rigtig dejligt rent faktisk at have lyst til at tage en trøje og lange busker på!

I løbet af de 5 dage i Iringa fik vi oplevet lidt at hvert. Vi besøgte ”Neema Craft”, som er et sted, nogle englændere har startet, for at hjælpe fysisk handicappede. De handicappede laver mad til restauranten, væver, laver papir (ud af elefantlort!), smykker og meget andet.

I Iringa er der en del souvenirbutikker. Merethe og jeg fik besøgt de fleste og købt en masse ting! Et af de steder hvor man kan købe mange souvenirs er ”massai-gaden”. En masse massaier (en afrikansk stamme – de er bl.a. kendetegnet ved at have store smykker og meget store huller i ørerne) havde små butikker lige ved siden af hinanden.

Massai-dame. Hun mente, at jeg skulle have en af hendes fine halssmykker på...

 D. 31. december fejrede vi ”ganske normal” nytårsaften. Først på aftenen var vi med børnene ude og smide lidt knaldperler og tænde stjernekastere. Lidt i ni fik vi bildt dem ind at klokken var tolv. Vi talte ned fra 10 og hoppede ind i det nye år! Børnene kom i seng, vi læste dronningens nytårstale og hoppede ind i det nye år igen kl. 00.00!

Vores vilde "nytårskrudt"

Vi kørte fra Iringa d. 2. januar og var tilbage i Kigoma d. 4. januar og aftenen. Køreturen tilbage var lidt længere, men vi havde til gengæld noget mere tid på asfalt (man lærer virkelig at sætte pris på asfalt når man er hernede!).

Efter en dejlig ferie og 2200 km i bil er det dejligt at være hjemme igen! Ude godt, men hjemme bedst…

Gamle traditioner og nye oplevelser!

Så har det også været jul i Kigoma! Vores juleferie begyndte d. 21. december, hvor hele familien, Peter (en ven af Susanne og Just), Merethe og jeg tog ud til stranden. Nordmændene som har stranden var hjemme i julen, så vi kunne låne deres hus der ude – det var skønt! Merethe og jeg sov udenfor i et salgs ”luksustelt”. Det var skønt at kunne falde i søvn til lyden af bølger og aber der springer fra træ til træ!

Tiden ude på stranden blev brugt på ren afslapning; badning, puslespil, konfekt, læsning og film!

Her tilbragte jeg en god del af juleferien...

En aften omkring kl. 20.00 gik Just, Peter, Merethe og jeg ned og badede i bælgravende mørke (hernede bliver det mørkt omkring halv otte). Det var ret vildt. Det hele var sort, og selvfølgelig skulle Just komme med dårlige jokes og historier om krokodiller og flodheste…

I Tanzania fejrer man jul d. 25. december, så vi var ikke i kirke d. 24. december. Vi fik lækker julefrokost til middag bestående af makrel, torskerogn, frikadeller, æg, spegepølse og rugbrød! Om eftermiddagen var vi nede og bade. Ret vildt at kunne bade d. 24. december… Der kom lidt regn i dagene op til jul, men heldigvis var vejret helt perfekt d. 24.! Efter at have badet lavede vi aftensmad. Flæskesteg, brune kartofler og ris a la mande – det var fantastisk!

Vi gik rundt om et lille plastikjuletræ og sang nogle danske julesalmer. Vi fik pakket gaver op og brugte ellers resten af aftenen på at hygge os med hinanden.



Vores store juletræ...

D. 25. december tog nogle af os i kirke. Vi kom lidt efter gudstjenesten var begyndt og satte os udenfor, da der var propfyldt indenfor! Lille som stor havde det flotteste festtøj på, kirken var festligt pyntet og folk var i godt humør!

Vi kørte d. 26. december hjem ude fra stranden, pakkede ud og pakkede igen til vores nytårstur/-ferie.

På nogle måder var det en meget anderledes jul, og på andre måder lignede den det, man er vant til hjemme i Danmark. En dejlig blanding af gode gamle traditioner og nye sjove oplevelser.