fredag den 3. februar 2012

En tur gennem Tanzania!

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at der har været nyt på bloggen, så her kommer lidt.
Mange ting hernede bliver efterhånden hverdag og man glemmer at ligge mærke til alt det fantastiske omkring én. En ting som jeg for nylig blev opmærksom på, er det smukke landskab som er hernede! Da vi i nytåret kørte til Iringa – 2 dage i bil hver vej, så vi en masse fantastisk natur!
Når man hjemme i Danmark tænker på Afrika, er det billede de fleste har tørke, store områder uden vand og en masse visne træer. Da vi ankom i august var det også sådan her så ud, eftersom vi kom midt i tørtiden.
I Tanzania er der 2 regntider – en ”lille” i november/december og en stor i februar/marts. Lige nu er alt grønt og frodigt pga. regnen. På dage med meget regn, glemmer man helt, at man er i Afrika (indtil man kigger ud og får øje på en mama komme gående med en kurv på hovedet og et barn på ryggen!).

Vil prøve at beskrive hvordan en køretur gennem Tanzania kan se ud, da det er noget helt specielt!
Det første som skiller sig meget ud, er vejene i sig selv! Asfalten har ikke nået så mange dele af Tanzania endnu, så de fleste steder er der hullet jordvej. Når det lige har regnet bliver vejene endnu dårligere, så det kan være noget af en prøvelse at sidde i bilen og holde på hat og briller når Just pludselig siger – ”der kommet et hul!”. Alle letter 20 cm fra sædet og ligger tingene som faldt ned på plads igen.

Nå man kører en tur, ser man rigtig mange mennesker gå langs vejene. Noget man ofte ser, er en flok mamaer komme gående med en masse brænde på hovedet, som de har været langt væk for at hente. Noget andet man kan se er børn komme gående med en spand (nogle gange flere spande) vand på hovedet. Det er vildt hvor meget de små kroppe kan holde til at bære (spørgsmålet er, om de egentlig kan holde til det – mange børn bliver platfodede, da de går med en for stor vægt som presser deres fødder for hårdt). Skrev i en periode alt det ned jeg så nogle gå med på hovedet; rullekuffert, mursten, symaskine, spande, sukkerrør på flere meter, sodavandsflasker som står lodret op og ned, fisk og meget andet. Så en gang en mor skifte sit barn mens. Da hun tog tøjet af lagde hun det op på hovedet…
Cykler er der MANGE af i Tanzania. Længere inde midt i landet er der meget fladt, hvilket betyder, at det vrimler med cykler alle vegne. Når man hjemme i Danmark skal ned og handle, tager man bilen hvis man skal købe mere end 5 ting – det er jo ikke til at have på cyklen. Hernede må cyklerne være større, for de kan godt nok læsse meget på dem! Høns, 5 meter lange pinde de balancere med gennem trafikken, store sække kul, mange liter vand i dunke  – det vildeste jeg indtil nu har set har været en som kom cyklende med et bord og to stole!
Når man kører i flere dage af gangen, er det rart med noget liv ved vejene, da det gør hele turen lidt mere spændende. Noget som dog ikke er så spændende er de mange børn som leger ved vejene. Det er ikke bare de små veje, men også de store hvor biler og lastbiler kommer stærkt. De leger med deres plastiklåg eller cykelslanger som de skubber af sted med en pind, deres hjemmelavede løbehjul eller små biler.

Når man i Tanzania har køer eller geder, har man en lille flok som man går rundt med for at finde nyt og bedre græs. Det betyder, at man ofte når man kører i bil, må bremse hårdt op for at undvige en høne eller et lille gedekid som kommer halsende efter sin mor (det er ikke altid muligt at undvige…). En bestemt stamme i Tanzania er kendt for at have store kvægflokke. Det betyder, at de går over store afstande med deres flokke. Man ser ofte en lille dreng sidde med en kæp i hånden som ”fårehyrde” i skyggen under et stort træ.

Hernede foregår alt landbrug med håndkraft. Nogle steder bruges der køer til at trække en plov, men oftest ser man en stor flok mamaer stå og hakke. De dyrker ris, vin, majs, bønner og meget andet.
Risplantning
En anden ting man ser når man kører, er de mange dyr! Nogle gange ser man aber af forskellig slags hoppe rundt i træerne eller kravle langs vejen. Noget af det mere sjældne er slanger der krydser vejen eller kæmpe firben som på billeder nedenfor – den er dog død… Det andet firben er fra Iringa, hvor vi holdt nytår. Farverne er helt fantastiske!
I forhold til landsbyerne er det meget det samme man ser – børn der leger, folk der pumper vand ved brønden, en mand som sidder og lapper cykelslanger, en gruppe mænd som sidder og spiller ”dam” med kapsler, små ”restauranter” hvor man kan købe ris og bønner eller chipsmaiai (kartofler og æg stegt sammen) osv. Husene i de små landsbyer er røde murstenshuse/lerhuse med stråtag. Nogle steder er de så heldige at have bliktag.

At køre gennem Tanzania er en oplevelse for sig! Jeg bliver mange gange fascineret af tanzanianerne og deres måde at udnytte tingene på. Andre gang sidder jeg med en trist følelse på grund af den store fattigdom som mange steder findes. Fascination eller fattigdom – de møder altid én med et smil!

1 kommentar:

  1. Sådan en tur ville jeg godt nok gerne med på! Tak for turen med rundt :)

    SvarSlet