Taknemmelighed og glæde

I udkanten af Kigoma ligger en slags lejr/et område, hvor der bor spedalske. Nabopræsten og en række andre præster fra forskellige kirker i byen skulle ud og besøge dem. Vi tog i går med dem derud et par timer.

Vi kom ud til området, hvor de spedalske bor. Vi steg ud af bilen og blev hurtigt mødt med smil og ”karibu” (velkommen) – både fra de spedalske og andre fra lejren. Vi fik at vide, at der bor 45 voksne i lejren. Derudover har nogle af dem børn eller anden familie, som også bor der.

Efter at være blevet budt velkommen gik vi rundt og sagde goddag til de spedalske, som sad på gulvet. De var alle glade og bød os velkommen. Efterhånden som tiden gik, kom flere og flere til. Nogle kom i en kørestol, andre kom gående med krykker og nogle kom kravlende. Især én kvinde husker jeg – en lille slank dame med en indsunket næse, manglende tæer og fingre og et stort smil! Hun kom direkte hen til os, gav os hånden og udstrålede varme og gæstfrihed i allerhøjeste grad!

Vi blev vist hen til nogle bænke og satte os. Det blev hurtigt klart, at der langt fra var 45 til stede. De fortalte, at lejren egentlig er styret af regeringen. Desværre er der sket det, at de ikke giver ret mange penge til projektet mere, så mange af dem har det rigtig svært. Det betyder, at de som kan, går/kravler ind til byen for at tigge.

Præsterne sagde lidt forskelligt og begyndte så at finde en masse poser og sække frem, som de havde taget med. Det bragte stor jubel! Poserne var fulde af tøj, som præsterne i deres kirker havde samlet ind. Derudover var der indsamlet penge til at købe mad for. Det var virkelig fedt at opleve, hvordan kirkerne havde samlet penge ind, uden det var noget, de selv fik noget ud af. Indsamling har i de fleste kirker en meget stor plads i gudstjenesten, hvilket er rigtig fedt at se. Problemet er så bare desværre, at de har svært ved ikke at bruge pengene indenfor kirken og dermed ikke får rakt ud til dem, som måske i virkeligheden har brug for pengene (det er dog ikke tilfældet alle steder). Det var derfor en stor opmuntring at se, hvor meget de havde fået samlet sammen!

Tøjet blev delt op i bunker – mænd, kvinder og børn. De fik alle udleveret, til der ikke var mere! Man kunne se glæden og taknemmeligheden i deres ansigter – det var fedt!

Noget som gjorde stort indtryk, var at se, hvilken glæde de havde. På trods af, at mange af dem manglede fingre og tæer, ikke kunne gå, men skulle kravle og masse sig frem, havde de alligevel et smil på læben og var taknemmelige for det de havde og fik.

Krokodiller, slanger og en laaaaang bustur…

Påsken er også nået til Tanzania, hvilket har betydet nogle dage fri fra undervisningen. Merethe og jeg besluttede i sidste øjeblik, at vi ville tage til Burundi (et lille land nordvest for Tanzania). Vi tog af sted onsdag middag og nåede frem til Bujumbura (hovedstaden) sidst på eftermiddagen – en 5 timers køretur. Turen føltes ikke så lang, da der var asfaltvej det meste af vejen og naturen omkring var fantastisk! Bjergene var store og flotte – mange steder var toppene dækkede af skyer.

Efter stop ved 3 forskellige grænsekontrol kom vi ind i Burundi. På mange måder, er det ligesom Tanzania, men nogle forskelle kunne dog ses. Bl.a. de mange mennesker! Burundi er et lille land med rigtig mange mennesker! I løbet af de 3 timers kørsel vi havde fra grænsen til hovedstaden kunne man stort set hele tiden se mennesker gå langs vejene eller arbejde i deres små marker. En anden ting som skiller sig ud, er den måde alt jorden er opdyrket og udnyttet på – alt fra stejle bjergskråninger til små marker helt ned til vandet.

Bjerge dækket af skyer

Vi boede i Bujumbura ved ”Rainbow Centre” – et center for børn startet af amerikanere. Lige nu fungerer det som en slags børnehave, så da vi ankom, løb små børn rundt og legede. Vi fik vist vores værelse og mødte Rachel – en amerikaner som bor og arbejder i Bujumbura. I løbet af de tre dage vi havde i Burundi brugte vi en del tid sammen med hende. Hun hjalp med at finde rundt, anbefale gode restauranter og bare være sammen og hygge med os!

Torsdag formiddag (efter at have sovet længe – det skal jo nydes, at det er ferie…) tog vi en bus ind til byen. Jeg blev ret overrasket over at se hvor få mennesker der var i bussen – de havde ikke flere med, end der var sæder til. Noget som ikke finder sted i Kigoma. Her proppes de små minibusser så folk hænger ude af vinduerne og sidder oven på hinanden.

Vi kom ind til centrum og jeg blev igen overvældet af de mange mennesker! Man gik tæt, trafikken var sindssyg (et held at man ikke er blevet kørt ned…) og der var utrolig mange som tiggede. I Kigoma er der nogle, men ikke mange i sammenligning med Bujumbura. Mange børn kom løbende hen til én, tog en i armen og snakkede kirundi (minder om swahili) eller fransk. Man forstod ikke så meget, men hvad de ville, var klart – have penge. Det kan være svært at vurdere hvornår man skal hjælpe. Noget vi nogle gange snakker om, er, om det er godt at vænne børnene til bare at kunne få penge. Men så igen – hvis de virkelig har et behov, skulle man måske hjælpe dem.

”Living Museum”

Efter at have gået lidt rundt på et lille marked, besøgt en fotobutik og spist lækker frokost (der er nogle gode restauranter i Bujumbura!) gik vi ned til ”Living Museum”. Et museum med krokodiller, slanger, aber og lidt andre dyr. Vi betalte lidt penge for at komme ind (20 kr.) og bliv vist rundt af en guide. Vi startede ved krokodillerne. At stå på en meters afstand og kigge ned på en 2 meter lang krokodiller er vildt! De så absolut ikke levende ud, men lignede bare udstoppede dyr. Det eneste som bevægede sig, var krokodillernes næsebor. Et sted ville guiden vise os hvordan krokodillen reagerede når han plaskede med en pind i vandet. Den reagerede hurtigt og bed efter pinden. Er glad for, at jeg ikke stod og holdt pinden…

 Vi kom om til en af de største af krokodillerne og guiden sagde, at hvis vi ville, kunne vi gå ind og røre dens hale mens vi tog et billede. Han fortalte, at når krokodillen ikke er i vand, kan den ikke gøre så meget. Ingen af os synes det var en god ide, men da han selv gik der ind og rørte ved den, skulle vi alligevel prøve. Så ind med os, røre ved halen og hurtigt ud igen!

Vi kom nu ind i et lille hus med slanger. Guiden var igen hurtig til at finde en lille slange som vi kunne holde. Han forsikrede os om, at den ikke var farlig! 

Vi gik rundt og han fortalte om de forskellige slanger – alt fra pyton og kobra til en af verdens farligste slanger – en grøn mamba.

Grøn mamba

Burene som slangerne var i, var langt fra lige så sikre, som man ville have dem i Danmark. Et tyndt lag glas, en låge i den ene ende og gitter under bunden. I Danmark ville man nok heller ikke overveje at lade turisterne gå ind til krokodillerne eller tage meget giftige slanger ud af deres burer – men det gjorde han os. Han tog en pind, fik fat i slangen og lagde den ned på gulvet. Så kunne denne ellers kravle rundt der et par meter fra os! Da vi kom hjem og snakkede med Just om det, fortalte han, at den slange han havde taget ud af buret, er den slange som dræber allerflest mennesker i Afrika!

Puffadder

Jeg spurgte ham efterfølgende guiden om, hvor lang tid der går fra bid til man dør af giften. Han sagde, at ved nogle af dem, går der helt ned til 3 minutter! Han fortalte også, at man skal køres direkte på hospitalet – men det er dog ikke alle hospitaler der han modgiften. Godt vi ikke vidste det inden han tog dem ud af burene!

Udover slanger så vi en leopard, chimpanse, abe og lidt fisk. Det var rigtig spændende og vildt at opleve krokodiller og slanger så tæt på! Efterfølgende kan man så overveje, om det hele nu også var helt sikkert...

Er der mon noget at stjæle?

Inden vi kom til Bujumbura, havde vi fra flere hørt, at lommetyveri er et stort problem. Vi var meget opmærksomme på at gå med vores tasker sikkert og have pakket pengene godt at vejen. En eftermiddag gik jeg med en rygsæk på ryggen. Var godt klar over, at det langt fra var sikkert, men da den kun indeholdt bøger, tænkte jeg, at det var lige meget. Vi gik rundt inde på et kæmpe marked midt i byen! Små tætte ”gader”, MASSER af mennesker, larm og støj – rigtig markedsstemning. I løbet af tiden vi gik der inde, kom flere lokale og sagde til mig, at jeg skulle tage tasken om på maven, da der var rigtig mange tyve. Jeg forklarede dem, at det var bøger, men flere af dem rystede dog alligevel på hovedet og synes nok at jeg var tosset. I løbet af en eftermiddag mærkede jeg minimum 5 gange at nogle rørte ved min taske de steder hvor der gik mange mennesker – jeg tog den af og så hver gang en lynlås var blevet lynet op. En hvis komme gående med en rygsæk var for nogle alt for fristende. Vi fik heldigvis ikke stjålet noget.

Afrikansk bustur – med alt hvad det indebærer!

Lørdag morgen kl. 7.00 begyndte vores bustur hjem (vi startede ud med at være forsinkede – 1. tegn på at vi er i Afrika). Vi havde dagen forinden været og bestille vores billet, så der var styr på det der nu kunne være styr på. Vi havde købt lidt brød og noget chokolade, var i godt humør og glædede os til at skulle hjem – så der skulle meget til at slå os ud! Bussen vi skulle køre med, var en lille bus med plads til knap 20 personer. Eller det vil sige, at der reelt var plads til 15, men sæderne var små, så vi sad TÆT! (2. tegn på at vi er i Afrika). Jeg tænkte inden vi skulle køre, at jeg ikke håbede at alle havde lige så meget bagage med som os, da vi da så langt fra ville kunne være der. Vi havde hver en lidt stor rygsæk og en ekstra taske med penge, pas, mad og hvad vi ellers skulle bruge. Det viste sig, at vi nærmest var dem, der havde mindst bagage med! Store tasker blev skubbet ind under sæderne, hvilket betød, at man udover at skulle sidde tæt også skulle sidde med benene oven på en taske (3. tegn på at man er i Afrika). Tanken om at skulle køre i bus mere end 5 timer på den måde, virkede pludselig lidt uoverskuelig…

Eftersom Merethe og jeg nok var lidt forsigtige i forhold til mange af de andre, endte det med, at vi sad med den ene rygsæk på knæene. Efter at have kørt i en times tid fik vi den sat ned på gulvet foran et lille barn. Kort efter stoppede bussen og et par ekstra passagerer kom med. Det lille barn kom op til sin mor og vi fik vores taske igen. Damen sagde lidt efter, at tasken kunne stå mellem hendes ben – hun tog altså tasken og vi fik hendes barn! Merethe sad så med hendes 2-årige pige de næste timer. Vi blev mindet om, at på trods af, at man alle sidder elendigt og ikke kan bevæge benene, hjælper man hinanden og får det bedste ud af det (4. tegn på at man er i Afrika).

Merethe og Elisa hygger sig

I Bujumbura er der hver lørdag formiddag forbud mod at køre i byen. Regeringen har et ønske om, at folk skal bruge tiden på at gøre rent i byen og holde det hele pænt (det var vist desværre ikke virkeligheden), så det er kun tilladt at den mest nødvendige trafik finder sted. Forbuddet betød, at der var meget politi på gaden med vejspærringer. Vi blev på vejen ud af byen stoppet knap 10 gange! En af gangene så politiet Merethe og jeg. De kom hen til vinduet og snakkede lidt med os og ville se vores pas. De studerede dem lidt og vi fik dem igen. Alle de andre i bussen grinede lidt af det hele – inklusiv os selv, da der i virkeligheden ingen grund var til det (5. tegn på at man er i Afrika).

Vi kom efter ca. 3 timer frem til det første kontor ved grænsen. Vi fik vist vores pas og gjort hvad der ellers skulle ordnes. Det tog ikke mange minutter for hver enkel, men det endte alligevel med, at vi holdte der knap en time.

Vi havde i løbet af turen flere gange hørt mærkelig lyde fra udstødningsrøret og de havde også repareret lidt på det under en af pauserne. Da vi havde forladt det første kontor og havde kørt et kvarters tid faldt udstødningsrøret af og slæbte hen af jordvejen! (vi har ikke så meget forstand på biler, men tror, at det var udstødningsrøret). Vi befandt os et sted mellem Burundi og Tanzania – man kan vist roligt sige, at det var på langt ude på landet!

Minibussen

Vi blev alle siddende i bussen mens de gik ud og prøve at lave det. To mand lå under bussen mens 3 andre stod ved siden af og så kloge ud. Chaufføren satte sig ind og prøvede at starte, men der kom ikke andet en brummende/hostende lyd. (6. tegn på at man er i Afrika – de fleste busser er noget gammelt skrammel!) Efter 3 kvartes tid opgav de og chaufføren tog med en forbipasserende bil. Merethe og jeg kiggede lidt på hinanden og viste ikke helt hvad vi skulle gøre. En af de andre i bussen forklarede, at han var taget til grænsen for at finde nogle andre biler som kunne komme og hente os. Vi satte os ind i bussen igen for at finde skygge, læste og sov lidt.

Træt og klar til at komme hjem!

Efter en godt 3 kvarter kom to biler og hentede os. Vi fik al bagagen over i de nye biler og kørte af sted. Ved næste grænsekontor fandt vi dog ud af, at vi ikke helt havde fået al bagagen med. En mand fra bussen havde åbenbart ikke opdaget, at en af hans store tasker ikke var kommet med. Vi sad alle i bussen og var klar til at køre – men nej, han var absolut ikke klar! Han stod udenfor og råbte og lavede store armbevægelser. Chaufføren prøvede at forklare ham, at han nok skulle få sin taske igen. Der gik noget tid, men det endte med, at han var så overbevist at han ville sætte sig ind i bilen igen. Chaufføren og alle vi andre grinede lidt i smug. Vi sad i disse biler også ret tæt – 4 voksne mennesker på et smalt 3-personerssæde. Da han ville sætte sig ind i bilen ved siden af Merethe og to andre var der ikke så meget plads, og han satte sig lige i skødet på Merethe! Vi grinede alle – selv Merethe og den sure mand!

Resten af turen gik uden de store problemer! Inden vi nåede frem til det sidste grænsekontor i Tanzania stoppede bilen og to unge mænd hoppede ud. De gik over et bjerg og vi samlede dem op efter at have været inde på paskontoret. De havde vist ikke helt papirerne i orden!? Hver gang vi kom til steder, hvor der var politi, gik de ud af bilen og vi samlede dem op lidt senere. De sagde farvel lidt før Kigoma og en af dem gik om under førersædet, løftede måtten og tog en pung og nogle papirer op…

Efter 10 timer i bus kom vi frem til Kigoma! Tålmodigheden var mange gange i løbet af dagen kommet på prøvet (7. tegn på at man er i Afrika). Vi klarede overraskende nok at holde humøret oppe – selv da vi sad i ingenmandsland uden mobildækning og ikke anede hvordan vi ville komme videre! Dejligt at være tilbage efter en god påskeferie med mange sjove oplevelser. Dejligt at mærke Guds beskyttelse og nærvær, når tingene ikke altid gik som vi havde regnet med!

Engelsk/tanzaniansk bryllup

I lørdags var vi så heldige at være med til bryllup. Det var en rigtig festlig dag med mange sjove oplevelser. Nicola (engelsk missionær) skulle giftes med Freddy (lokal).

Thea, Esther og Anne var sammen med tre andre piger blevet udvalgt som brudepiger. Det var noget, de havde set frem til i lang tid! De havde alle fået syet fine hvide kjoler. Merethe og jeg skulle en dag ned på markedet for at finde nogle hvide sko de kunne bruge. Vi gik derned med 6 forskellige sko – så var opgaven ellers ”bare” at finde ens sko i den rette størrelse… Vi gik rundt og kiggede i alle skobutikkerne og fandt ét sted, hvor der var nok sko af samme slags!

I sidste uge fik Merethe og jeg vores bryllupsinvitation. Eller det vil sige, at vi fik en seddel hvorpå der stod, at vi var velkomne til bryllup, hvor og hvornår det skulle være, og hvor meget vi skulle betale for at deltage. Hernede er der ikke mange der har råd til at holde et stort bryllup, så man sørger for, at gæsterne selv betaler. Smart! Vi betalte hvad det kostede og fik derefter den rigtige invitation.

Vi var alle blevet inviteret til kirke kl. 10.00. Pigerne og Susanne var taget tidligere af sted, da de skulle fotograferes inden gudstjenesten. Lidt over ti tog Just, Merethe og jeg en taxa ned til kirken. Vi ankom 10.15, hvilket ikke gjorde det mindste, da der kun var kommet få gæster og brudeparret stadig ikke var kommet. Vi satte os ind i kirken og ventede. Og ventede… Kl. 11.15 kom Nicola. Hun gik op af kirkegulvet (i Tanzania plejer bruden og gommen at gå op sammen, så det var lidt svært at få de lokale med på ideen om at Freddy skulle stå oppe og vente på hende) sammen med brudepigerne og ceremonien kunne begynde. Korene sang og musikken var høj. Da de skulle sige ja til hinanden, blev først Freddy spurgt. Han svarede ja til det første spørgsmål, hvilket skabte stor jubel i kirken. Midt i det hele afbrød de, da de mente, at han skulle have en mikrofon, så alle kunne høre hans svar. De gentog derfor spørgsmålet og Freddy svarede igen – denne gang var jublen endnu større! Mamaerne trillede med tungerne og viftede deres tørklæder. Der blev klappet i stor stil.

Lidt over et var bryllupsceremonien ovre. Brudeparret gik ind i deres bil (stor flot bil med soltag, så de kunne stå op og kigge ud) og var klar til at køre ”bryllupskaravane”. I Tanzania er der tradition for, at brudeparret kører langsomt rundt i byen med en hel karavane af biler efter sig. Alle dytter og har slået katastrofeblinket til – for at gøre det hele lidt mere festligt… Vi kørte efter de andre biler og satte kursen mod et hotel, hvor der skulle tages flere billeder. Vi var omkring 20-25 biler som kørte rundt i byen sammen med brudeparret. Lige efter Nicola og Freddy kørte en ladbil, hvorpå der sad et helt orkester! Der blev slået på trommer og blæst i trompeter i takt med at alle bilerne dyttede – det var noget af en oplevelse!

Til lokale bryllupper må bruden ikke smile, da hun så viser, at hun er glad for at skulle væk fra sin familie. Til dette bryllup var det dog lidt anderledes – Nicola smilte det meste af dagen. Tænk sig, at skulle se ulykkelig ud på sin bryllupsdag!

Klokken halv fire kom vi hjem og tog hurtigt nået mad. En time senere kørte vi ned til festen, som skulle begynde kl. 16.00. Vi kom lidt i fem (man lærer efterhånden at tilpasse sig de tanzanianske tider…) og var langt fra de sidste. Vi gik hen til et bord udenfor den store sal for at vise vores indbydelse. De krydsede os af og vi fik udleveret vores madbilletter – 4 sodavand og 1 portion mad til hver. Så var der styr på at ingen spiste for meget.

Vi satte os ind til et bord sammen med de andre unge missionærer. Omkring klokken seks kom brudeparret. De satte sig ved deres bord oppe på scenen og festen kunne begynde – hvilket den så sandelig også gjorde! Musikken blev skruet højt op, så det var umuligt at snakke med den der sad overfor. Efter nogle timer, var det tid til gaveshow. Og det er vist ikke en underdrivelse at kalde det et show! Først gik familien op og afleverede deres gaver. Efterfølgende blev der i mikrofon sagt hvem det var sin tur. De kom til missionærerne og vi gik alle op i en lang række og afleverede vores gaver. Der var stor forskel på hvordan de lokale og vi afleverede vores gaver. De lokale kom dansende ind med gaven mens de klappede og sang. Vi gik lige så stille op og sagde tillykke og gik ned på vores plads igen. Kulturforskelle når de er størst!

Som det sidste fik vi vores mad. Klokken var omkring halv ni da maden blev gjord klar. Vi gik op med vores madbillet og fik udleveret vores tallerken – ris, bønner, chapatti (pandekage), kogebanener, kogt æg, vandmelon og kylling. Til dessert fik vi et stykke kage. Maden var god og alle var godt tilfredse. Efter at have spist gik folk hjem.

En rigtig sjov oplevelse at være med til bryllup – man oplevede virkelig de store kulturforskelle.

(beklager de manglende billeder)