I lørdags var vi så heldige at være med til bryllup. Det var en rigtig festlig dag med mange sjove oplevelser. Nicola (engelsk missionær) skulle giftes med Freddy (lokal).
Thea, Esther og Anne var sammen med tre andre piger blevet udvalgt som brudepiger. Det var noget, de havde set frem til i lang tid! De havde alle fået syet fine hvide kjoler. Merethe og jeg skulle en dag ned på markedet for at finde nogle hvide sko de kunne bruge. Vi gik derned med 6 forskellige sko – så var opgaven ellers ”bare” at finde ens sko i den rette størrelse… Vi gik rundt og kiggede i alle skobutikkerne og fandt ét sted, hvor der var nok sko af samme slags!
I sidste uge fik Merethe og jeg vores bryllupsinvitation. Eller det vil sige, at vi fik en seddel hvorpå der stod, at vi var velkomne til bryllup, hvor og hvornår det skulle være, og hvor meget vi skulle betale for at deltage. Hernede er der ikke mange der har råd til at holde et stort bryllup, så man sørger for, at gæsterne selv betaler. Smart! Vi betalte hvad det kostede og fik derefter den rigtige invitation.
Vi var alle blevet inviteret til kirke kl. 10.00. Pigerne og Susanne var taget tidligere af sted, da de skulle fotograferes inden gudstjenesten. Lidt over ti tog Just, Merethe og jeg en taxa ned til kirken. Vi ankom 10.15, hvilket ikke gjorde det mindste, da der kun var kommet få gæster og brudeparret stadig ikke var kommet. Vi satte os ind i kirken og ventede. Og ventede… Kl. 11.15 kom Nicola. Hun gik op af kirkegulvet (i Tanzania plejer bruden og gommen at gå op sammen, så det var lidt svært at få de lokale med på ideen om at Freddy skulle stå oppe og vente på hende) sammen med brudepigerne og ceremonien kunne begynde. Korene sang og musikken var høj. Da de skulle sige ja til hinanden, blev først Freddy spurgt. Han svarede ja til det første spørgsmål, hvilket skabte stor jubel i kirken. Midt i det hele afbrød de, da de mente, at han skulle have en mikrofon, så alle kunne høre hans svar. De gentog derfor spørgsmålet og Freddy svarede igen – denne gang var jublen endnu større! Mamaerne trillede med tungerne og viftede deres tørklæder. Der blev klappet i stor stil.
Lidt over et var bryllupsceremonien ovre. Brudeparret gik ind i deres bil (stor flot bil med soltag, så de kunne stå op og kigge ud) og var klar til at køre ”bryllupskaravane”. I Tanzania er der tradition for, at brudeparret kører langsomt rundt i byen med en hel karavane af biler efter sig. Alle dytter og har slået katastrofeblinket til – for at gøre det hele lidt mere festligt… Vi kørte efter de andre biler og satte kursen mod et hotel, hvor der skulle tages flere billeder. Vi var omkring 20-25 biler som kørte rundt i byen sammen med brudeparret. Lige efter Nicola og Freddy kørte en ladbil, hvorpå der sad et helt orkester! Der blev slået på trommer og blæst i trompeter i takt med at alle bilerne dyttede – det var noget af en oplevelse!
Til lokale bryllupper må bruden ikke smile, da hun så viser, at hun er glad for at skulle væk fra sin familie. Til dette bryllup var det dog lidt anderledes – Nicola smilte det meste af dagen. Tænk sig, at skulle se ulykkelig ud på sin bryllupsdag!
Klokken halv fire kom vi hjem og tog hurtigt nået mad. En time senere kørte vi ned til festen, som skulle begynde kl. 16.00. Vi kom lidt i fem (man lærer efterhånden at tilpasse sig de tanzanianske tider…) og var langt fra de sidste. Vi gik hen til et bord udenfor den store sal for at vise vores indbydelse. De krydsede os af og vi fik udleveret vores madbilletter – 4 sodavand og 1 portion mad til hver. Så var der styr på at ingen spiste for meget.
Vi satte os ind til et bord sammen med de andre unge missionærer. Omkring klokken seks kom brudeparret. De satte sig ved deres bord oppe på scenen og festen kunne begynde – hvilket den så sandelig også gjorde! Musikken blev skruet højt op, så det var umuligt at snakke med den der sad overfor. Efter nogle timer, var det tid til gaveshow. Og det er vist ikke en underdrivelse at kalde det et show! Først gik familien op og afleverede deres gaver. Efterfølgende blev der i mikrofon sagt hvem det var sin tur. De kom til missionærerne og vi gik alle op i en lang række og afleverede vores gaver. Der var stor forskel på hvordan de lokale og vi afleverede vores gaver. De lokale kom dansende ind med gaven mens de klappede og sang. Vi gik lige så stille op og sagde tillykke og gik ned på vores plads igen. Kulturforskelle når de er størst!
Som det sidste fik vi vores mad. Klokken var omkring halv ni da maden blev gjord klar. Vi gik op med vores madbillet og fik udleveret vores tallerken – ris, bønner, chapatti (pandekage), kogebanener, kogt æg, vandmelon og kylling. Til dessert fik vi et stykke kage. Maden var god og alle var godt tilfredse. Efter at have spist gik folk hjem.
En rigtig sjov oplevelse at være med til bryllup – man oplevede virkelig de store kulturforskelle.
(beklager de manglende billeder)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar