Taknemmelighed og glæde

I udkanten af Kigoma ligger en slags lejr/et område, hvor der bor spedalske. Nabopræsten og en række andre præster fra forskellige kirker i byen skulle ud og besøge dem. Vi tog i går med dem derud et par timer.

Vi kom ud til området, hvor de spedalske bor. Vi steg ud af bilen og blev hurtigt mødt med smil og ”karibu” (velkommen) – både fra de spedalske og andre fra lejren. Vi fik at vide, at der bor 45 voksne i lejren. Derudover har nogle af dem børn eller anden familie, som også bor der.

Efter at være blevet budt velkommen gik vi rundt og sagde goddag til de spedalske, som sad på gulvet. De var alle glade og bød os velkommen. Efterhånden som tiden gik, kom flere og flere til. Nogle kom i en kørestol, andre kom gående med krykker og nogle kom kravlende. Især én kvinde husker jeg – en lille slank dame med en indsunket næse, manglende tæer og fingre og et stort smil! Hun kom direkte hen til os, gav os hånden og udstrålede varme og gæstfrihed i allerhøjeste grad!

Vi blev vist hen til nogle bænke og satte os. Det blev hurtigt klart, at der langt fra var 45 til stede. De fortalte, at lejren egentlig er styret af regeringen. Desværre er der sket det, at de ikke giver ret mange penge til projektet mere, så mange af dem har det rigtig svært. Det betyder, at de som kan, går/kravler ind til byen for at tigge.

Præsterne sagde lidt forskelligt og begyndte så at finde en masse poser og sække frem, som de havde taget med. Det bragte stor jubel! Poserne var fulde af tøj, som præsterne i deres kirker havde samlet ind. Derudover var der indsamlet penge til at købe mad for. Det var virkelig fedt at opleve, hvordan kirkerne havde samlet penge ind, uden det var noget, de selv fik noget ud af. Indsamling har i de fleste kirker en meget stor plads i gudstjenesten, hvilket er rigtig fedt at se. Problemet er så bare desværre, at de har svært ved ikke at bruge pengene indenfor kirken og dermed ikke får rakt ud til dem, som måske i virkeligheden har brug for pengene (det er dog ikke tilfældet alle steder). Det var derfor en stor opmuntring at se, hvor meget de havde fået samlet sammen!

Tøjet blev delt op i bunker – mænd, kvinder og børn. De fik alle udleveret, til der ikke var mere! Man kunne se glæden og taknemmeligheden i deres ansigter – det var fedt!

Noget som gjorde stort indtryk, var at se, hvilken glæde de havde. På trods af, at mange af dem manglede fingre og tæer, ikke kunne gå, men skulle kravle og masse sig frem, havde de alligevel et smil på læben og var taknemmelige for det de havde og fik.