En FANTASTISK tur til Kipili!

Onsdag eftermiddag kørte Susanne Merethe og jeg ned til havnen. Færgen Liemba sejler hver anden uge fra Kigoma, hele vejen ned af Tanganyikasøen, til Zambia og tilbage igen. De fleste af de andre volontører som er udsendt af BDM, bor hos Knud i Kipili, en lille landsby ud til søen. Vi ville ned at besøge dem, og valgte at tage den godt 30 timer lange sejltur.

Merethe har flere gange været nede på billetkontoret her i byen for at bestille billetter – dog uden held. Enten har der været en meget lang kø, ham som sælger billetterne har ikke lige været der (typisk tanzaniansk – de går fra deres arbejde på de mærkeligste tidspunkter!) eller der har været noget andet galt. Hun fik dog til sidst billetten til turen derned. Returbilletten købte vi inden færgen sejlede. I løbet af den time vi stod i kø blev vi to gange spurgt af de som sælger billetterne, om vi ikke ville op foran. Det er nogle gange skræmmende, hvor meget forskel der blive gjort på mennesker bare fordi hudfarven er anderledes.

Vi kom ombord på Liemba, fik vist vores kahyt og satte os op på dækket og nød udsigten ind over byen. 2½ time efter planmæssig afgang sejlede vi (båden havde lagt i havnen over en uge – alligevel var den forsinket…).

På vejen til Zambia stopper Liemba en del gange. Den ligger stille i vandet noget tid mens små både sejler fra landsbyerne ud til færgen med passagerer og varer. I løbet af de måneder jeg har været her i Tanzania, har jeg mange gange oplevet at de lokale har meget god tid – tingene foregår ikke altid så hurtigt og effektivt som man er vant til hjemme. På turen med Liemba fik man set folk i et meget hurtigt og kaotisk tempo! De folk som i landsbyerne er bedste venner, bliver i de små både fjender. Det handler om at komme først ud til færgen, få læsset af og på igen. At stå oppe på dækket og kigge ned i de små og store træbåde der blev læsset af og på kunne til tider godt være lidt nervepirrende. Kæmpe sække, dunke, sofaer, stole, mamaer med børn på ryggen og kufferter på hovedet skulle op og ned i bådene.

Klokken blev midnat og vi kom frem til Kipili. Arne, Rebekka og Thomas, volontører i Kipili, kom ud for at hente os i en af Knuds både. Vi havde fået besked på, at vi skulle gå ud i venstre side, men da vi kom ned under dækket, viste det sig ikke at være så nemt. Der var proppet med mennesker! Merethe og jeg havde hver vores rygsæk og en kasse med guitarer som Knud skulle have. Vi kom frem og blev dirigeret til højre. Jeg prøvede at forklare, at vi altså skulle til venstre – det ville de ikke rigtig høre på, og vi kom frem til hullet ned til bådene. Vi kiggede efter Knuds båd, men kunne ikke finde den nogle steder. En mand tog kassen min kasse med guitarer og ville smide den ned i en båd. Jeg hev den tilbage og forklarede, at jeg altså ikke skulle med den båd. Vi fik mast os over i den anden side og fik øje på nogle hvide hoveder ude i mørket – hvilken lettelse!

Fredag var vi med Amalie, Rebekka, Theresa og Thomas i Cheke Chea – et førskoleprojekt for knap 40 børn. Vi fik den dejligste velkomst af de søde børn! De var rigtig frimodige og synes det var spændende med gæster. Dagen startede ud med lidt sang. Derefter fik børnene forklæder på og spiste en kopfuld grød. Bagefter skulle de alle ud og have børstet deres tænder! Et sjovt syn at se 40 børn og 2 lærere stå og børste deres tænder…

Efter tandbørstning og pause gik vi alle ned til søen. Børnene skulle bade, og Rebekka havde fået den ide at tage noget shampoo med derned – hvilket var en succes!  Efter at have vasket en masse af børnene, siger Rebekka til mig: ”Mette, hende der er altså blev vasket tre gange…” Det var ikke så nemt at kende forskel på de mange børn J

Sidst på eftermiddagen gik vi med Anna Elisabeth op til en gammel klosterruin. Der var rigtig smukt, og udsigten deroppe fra var fantastisk! Vi gik derefter om til en fin lodge som ligger et par kilometer fra Kipili. De andre kom og vi badede og sluttede af med at spiste den lækreste 3-retters menu! Ret kontrastfuldt hvordan der på den ene side af bjerget ligger en meget fin lodge og på den anden side en fattig landsby.

Vi stop op lørdag morgen med en forventning om at Liemba ville komme en gang inden middag. Man kan ikke gå ud fra nogen rejseplan, da det er meget forskelligt hvor lang tid det tager at læsse af og på de forskellige steder. Vores plan om at skulle fra Kipili lørdag formiddag endte med at blive til lørdag aften – det betød endnu en dag med masser af oplevelser! Vi gik lørdag formiddag en tur for at finde et ”kloster”, hvor der skulle bo nogle søstre. Vi fandt det og blev budt velkommen med smil og åbne arme! Tre kvinder boede sammen og forsørgede sig selv ved at dyrke grøntsager og have lidt dyr. De viste os rundt i deres lille ”paradis”. Har aldrig mødt så venlige og kærlige mennesker som de tre søstre! De plukkede nogle af deres grøntsager vi kunne få som gave. Det var fantastisk at se deres mark/køkkenhave bestående af ananas, bønner, appelsin, majs, banan, papaya, squash, salat og meget mere!

Mens vi spiste aftensmad så vi lysene fra Liemba ude på søen. Vi fik pakket det sidste, gik ned til molen og satte os i båden. Arne trak snoren for at starte motoren – den sprang! Der gik en smule panik i mig, selv om jeg godt var klar over, at Liemba ikke ville sejle med det samme. De fik fundet en ny motor og vi kom ud til båden. Vi vinkede farvel og Merethe og jeg lagde os derefter op på dækket. Der var den mest fantastiske stjernehimmel! At ligge der og vugge lige så stille frem og tilbage i den lune aftenluft med udsigten til millioner af stjerner var ret ubeskrivelig!

Hele søndag blev brugt på færgen. Efter at have sat os i restauranten for at spise aftensmad, satte en ung mand sig overfor mig. Jeg sad og lavede lidt sudoku, hvilket han fulgte meget med. Jeg prøvede på swahili at forklare ham det, og han prøvede at lave en selv (det lykkedes med lidt hjælp en gang i mellem…). Han sluttede af med at skrive sit navn og nummer ved siden af – hvis jeg lige skulle få brug for det. J Til aftensmad bestilte vi fisk og ris. Lige inden maden kom, kom vi til at snakke om, om der mon kom en hel fisk på tallerkenen – sandelig om der ikke gjorde! Vi kiggede lidt efter en anden mand ved bordet og så hvordan han spiste sin fisk. Da vi efter noget tid kiggede på hans tallerken igen, var kun halen tilbage! Så meget fik vi dog ikke helt spist.

Mandag morgen kom vi til Kigoma og kunne gå i land efter en FANTASTISK tur til Kipili! Dejligt at opleve et tanzaniansk landsbysamfund helt tæt på, med alt hvad det indebærer. Fattigdommen var på mange måder mere tydelig – men ligeså var glæden og gæstfriheden!

TIA

I fredags havde Susanne fødselsdag, så vi skulle ud at spise på ét af de to fine hoteller som ligger her i byen. Vi kom der op omkring kl. 18.00 og bestilte vores mad ca. halv syv. Vi gik lidt rundt og satte os derefter til bords. Der sad vi så en halv time, en time, halvanden time, to timer som til sidst endte med at blive til 2½ time! Halvdelen af os fik vores mad (den var kold, fiskene var ikke de vi havde bestilt og de var skåret over i halve).Vi fik at vide, at der var lidt forvirring i køkkenet (hvad den forvirring gik ud på, nåede vi at digte mange historier om – de kunne ikke fange fiskene, koen skulle fodres, inden denne kunne slagtes osv.). Vi endte med at tage derfra 3 timer efter maden var bestilt, hvor kun halvdelen havde fået deres mad. Vi fik dog det hele gratis! Vi kørte hjem og lavede klokken lidt over ti bacon, scrambled eggs og ristede noget brød! Vi blev enige om, at man i denne situation kun kan sige – TIA (this is Africa…)



Udsigten fra hotel Hilltop - solen der går ned over bjergene i Congo

Lidt hverdagsoplevelser...

Tiden flyver stadig af sted, og oplevelser er der nok af! Det er ikke fordi, at vi har oplevet det helt vilde siden sidst, men der sker da lidt nye en gang i mellem J

Vi har lige for tiden besøg af forskellige ”mzunguer” (hvide). De sidste 14 dage har Michael, missionær udsendt for LM, været på besøg. Han har hjulpet Just på farmen og repareret forskellige landbrugsmaskiner. Derudover har Bettina, ansat af BDM, været på besøg nogle dage sammen med Knud, missionær i Kipili. Det har været rigtig hyggeligt!

Inden Michael kom, havde han kort forinden været et smut hjemme i Danmark, hvilket betød, at kufferten var pakket med en masse godter! Vi fik i sidste uge et rigtigt festmåltid bestående af rugbrød (hvilket var første gang siden DK!), varm leverpostej, spegepølse, ost og pålægschokolade! Det lyder måske ikke af det store, men når man er hernede, er det fantastisk! Det var samme aften som Mortens aften hjemme i Danmark, men jeg savnede nu ikke and!

Sidste lørdag var vi ude og ”bestige” et vandfald. Eller vi gik i hvert fald over et bjerg for at komme til vandfaldet, og fik da også kravlet op på toppen af vandfaldet. Just og Susanne havde været der et par gange før, men var ikke helt sikre på hvad vej vi skulle. Vi fik parkeret bilen da vi ikke kunne køre længere, og gik derefter over bjerget. Vi kom frem og nød det flotte syn! Da vi skulle tilbage, var de fleste kræfter ved at være brugt, men frem til bilen kom vi da (for ikke at få mig til at lyde som en svækling, vil jeg lige fremhæve, at jeg var lidt småsyg…). I bunden af dalen man kan se på billedet ligger vandfaldet. Selvom man er i ”tørre” Afrika, er det i regntiden frodigt og grønt!

I sidste uge, havde jeg lidt sygdom i kroppen bestående af malaria. Eller det vil sige, at jeg egentlig ikke er helt sikker på om det var malaria. Jeg havde det en aften dårligt, og fik taget en malariatest. Inden Just testede, havde Merethe været med et termometer som hun havde fået af Just (Susanne var ikke hjemme!) Jeg proppede den i munden og lagde med den lidt – ingen feber. Næste morgen fandt jeg ud af, at Just ved et uheld havde givet mig det forkerte termometer – det skulle altså ikke lige have været i munden... FØJ! Hvis ikke jeg var syg, skulle jeg da i hvert fald nok blive det! Jeg har fortalt ham, at jeg, næste gang han er syg, nok skal sørge for at tage hans temperatur! Næste formiddag tog Susanne og jeg hen på en lokal klinik for at få mig tjekket igen. Vi snakkede med en læge og jeg blev vist ind til en anden mand som tog en malariatest (man får et lille prik i fingeren og de tager lidt blod på en glasplade). Vi satte os ud for at vente. Da vi sidder og venter, går lige pludselig to høns rundt henne i døren ud til. Ikke ligefrem noget man er vant til – at se høns hos lægen. En mand kom efter et kvarters tid ud og sagde, at der ikke var noget strøm, så resultatet ikke helt var klar endnu. Susanne spurgte om de da ikke havde en generator, men nej. Strømmen kan nogle gange godt være væk hele dagen, men denne gang kom den heldigvis hurtigt igen. Vi snakkede igen med lægen, som sagde at testen ikke viste noget. Han sluttede af med at sige, at hvis jeg fik det værre, skulle jeg indlægges – med drop! Ved ikke lige helt, hvor han fik det fra. Vi tog hjem, og jeg fik det i løbet af den næste dag lidt bedre. Om natten blev jeg igen lidt dårlig, så Just tog fredag formiddag med mig hen på en anden klinik. Jeg fik igen taget en malariatest som ikke viste noget, men fik alligevel at vide, at jeg havde malaria. Jeg fik noget medicin, og har derefter fået det meget bedre!  Er nu helt ovenpå igen, hvilket er skønt! Om jeg virkelig havde malaria, finder vi vist aldrig ud af.

Som jeg tidligere har skrevet, har vi brugt en del tid på at male. Den sidste uge, har vi skulle vente ret lang tid på dala-dala. Mens vi har stået og ventet, har en del mennesker henvendt sig til os. I længden kan det godt blive lidt frustrerende, da man prøver at være flink, men nemt kommer til at virke sur, da man ikke altid er i humør til at børn og voksne mennesker bare står og glor på en. En dag vi ventede, kom Gideon, en dreng fra ungdomsgruppen, forbi. Vi snakkede med ham og nød meget at møde en som vi faktisk kendte!

Dala-dalaerne har den sidste uge ikke kørt så regelmæssigt, så det er flere gange endt med, at vi har taget en taxa. En dag vi ikke gad at vente længere, gik vi ned til nogle taxachauffører. Da vi går ned mod dem, går 10 mænd os i møde og råber om vi skal med taxa. Vi sagde ja, og spurgte hvor meget det kostede – 5000 shilling svarede de. Vi rystede på hovedet og sagde, at vi ville give 3000 (de andre gange vi har kørt med taxa, har vi givet 3000). Det ville de ikke være med til, så vi vendte os om for at gå. Én af dem gav sig og sagde okay. Vi var på vej ind i bagi, da der kommer en og hamrer døren i og siger vi skal køre med ham i stedet. Vi kom til sidst ind i en taxa og kørte derud for 3000 shillings – så alt endte som det skulle! J

Hygge med andre missionærer

Her i Kigoma og omegn er en del andre missionærer – nordmænd, englændere, tyskere, svenskere og en del amerikanere. Vi mødes med nogle af kvinderne hver tirsdag til noget bibelstudie og hver onsdag med alle missionærer til bibelkreds. Det er rigtig hyggeligt at være sammen med nogle andre ”mzunguer” (hvide)!

De sidste to lørdage har Merethe og jeg været på stranden med nogle af de unge amerikanere. To drenge som er missionærbørn (fungerer dog også selv som missionærer), Eric og Christian, og Stacey, Justin, Larry og JR.

I lørdags var Merethe og jeg af sted med Eric og Christian. Lidt væk fra stranden er en klippe man kan hoppe ud fra – ca. 10 meter høj. Vi gik på klipperne, hoppede i vandet og svømmede resten af vejen. Vi fik klatret op på toppen (eller det vil sige de andre gjorde… Jeg skulle ikke nyde noget af at springe!) og de hoppede i. Det så ret sygt ud. Da vi svømmede der ud, spurgte jeg Eric, om der egentlig ikke var farlige dyr i vandet. Han svarede, at de ikke havde set nogle i et stykke tid. Tror jeg er glad for, at jeg ikke spurgte mere ind til det!

Lørdag aften besøgte vi Stacey og hendes og de tre drenge hun er her sammen med. Vi spiste og så en film sammen.

Skønt at kunne være sammen med andre unge hernede!

En dag på farmen

(Skrevet lørdag d. 29. oktober)

Onsdag til torsdag var vi alle med Just ude på farmen. Han er ved at opdyrke noget jord, som skal bruges til et landbrugsprojekt. Unge drenge skal bo der, dyrke jorden og lære om landbrug.

I sidste uge var det tid til at så (10 hektar som skulle sås i hånden), så Just havde brug for al den hjælp han kunne få.

Vi kørte onsdag morgen sammen med 4 unge drenge fra ungdomsgruppen. Egentlig var det meningen, at der kun skulle tre med, men da vi onsdag morgen skulle af sted, kom der lige en mere. Bilen var godt pakket med 11 mand i bilen – 3 bagi sammen med en masse bagage + vand, diesel og bagage på taget! (man kunne nok ikke helt se, at vi kun skulle være væk i 2 dage…)

Da vi først på formiddagen kom ud på den lille jordvej ind til farmen, holdte en lastbil som sad fast i mudderet. Just fandt en kæde, satte den fast foran på bilen og trak i løbet af ingen tid lastbilen op.

Lige inden man kommer til farmen, skal man køre ned gennem en flod. Lige nu er der næsten ingen vand i. Vi kom ned, men kunne ikke komme på da vi kom over på den anden side. Just skulle skynde sig at sætte nogle i gang med arbejdet, så vi parkerede bilen nede i floden. Lastbilen som vi trak op, havde været inde og læsse en masse gødning af – på den ”forkerte” side af floden. Det skulle derfor bæres over på den anden side, hvor vi så kunne hente det med bilen. De 4 unge drenge begyndte at bære de MANGE 50 kg’s sække. En af de unge bar i alt omkring 15 sække på nakken/hovedet! Det var imponerende. Han havde en da tid til at stoppe op og smile til kameraet med en sæk på hovedet!

Merethe, Susanne og jeg bar også nogle sække – dog 2 og 2 sammen. Var smadret efter at have båret 3-4 stykker…

Sidst på formiddagen kom Oddvar (en nordmand som ejer den jord Just bruger til landbrugsprojektet) sammen med en lokal mand som hjælper Just, Aron, og tre unge amerikanere – Larry, Justin og JR. Merethe og jeg var i gang med at sætte telte op (hvilket var ved at gå helt kage - der var stænger og telt ud over det hele) da de kom. De hjalp os færdige og gik derefter med Just ud i marken. Merethe og jeg underviste pigerne, var med dem nede og bade og hjalp med aftensmaden.

Fire unge, 3 amerikanere, ca. 20 mamaer fra en lokal landsby og Just hjalp hinanden med at så. Man bliver virkelig imponeret over tanzanianernes udholdenhed. Tit brokker vi os over, at de er så dovne og ikke gider at lave noget – heldigvis er der bestemt også mange som gider! Mamaerne havde tidligt morgen gået 1½ kilometer fra landsbyen ud til farmen. Derefter går de hele dagen i solen (nogle af dem med et barn på ryggen) og sår og holder kun få pauser. Udholdenhed får en lidt anden dimension når man ser hvordan de knokler!

Det blev tid til aftensmad (som selvfølgelig var lavet over bålet) og de stoppede i marken. Efter aftensmaden sad vi alle sammen rundt om olielamperne og sang lovsange sammen. Justin havde sin guitar med og spillede sammen med os. Vi startede ud med at synge nogle engelske lovsange, hvorefter drenge fra ungdomsgruppen sang nogle sange på swahili. Det lød rigtig godt! Vi sluttede af med at Larry delte nogle bibelvers med os. En rigtig hyggelig aften med lovsang, olielamper og ildfluer!

Torsdag fortsatte de ude i marken og vi underviste igen pigerne og hjalp med at lave mad. Undervisningen bestod af en natur teknik dag, hvilket betød at vi skulle fange dyr i floden og plante vores egne majs. Merethe og jeg ville på et tidspunkt hente vand i floden til at vaske hænder i. Vi gik ned til floden med en spand, balancerede oven en træstamme, fyldte spanden op og balancerede derefter tilbage over træstammen med en fuld spand vand! Vi ville lige prøve at bære den på hovedet (hvilket alle tanzanianere gør – selv små børn!), men det gik ikke så godt. To skridt og man havde ondt i hovedet og benene…

Midt på eftermiddagen kom Oddvar igen. Just blev derude til fredag sammen med de 4 unge og Aron. Det betød, at alle os andre skulle køre med Ingrid og Oddvar tilbage (knap 2 timer). Merethe, Susanne, Thea, Esther, Anna og jeg sad helt bagi, de tre amerikanere midt i og Ingrid og Oddvar foran. Der var læs på!

En rigtig hyggelig og spændende tur.

Tanzaniansk skoleafslutning

I Tanzania er skolesystemet opbygget med primary- og secondary school. I primary går man de første 7 år og rykker derefter op i secondary som tager 6 år. I primary får de undervisning i engelsk, og når de så kommer til secondary, begynder al undervisning at foregå på engelsk! De færreste har lært ret meget engelsk, da det meste af undervisningen foregår ved at læreren står ved tavlen, mens eleverne skriver af. Når de så kommer i secondary uden at kunne ret meget engelsk, bliver de hægtet endnu mere af. I oktober og november er der eksamener. Form 4 i secondary, er der ikke ret mange der består. Her i Kigoma, var der sidste år kun 10% der bestod. Hvis de dumper, skal de gå secondary om. En dreng fra ungdomsgruppen går nu i form 2 efter at være dumpet form 4. Han taler rigtig godt engelsk (er nogle gang tolk når der komme udlændinge) og også fransk. Han er rigtig klog, men kunne alligevel ikke bestå form 4! Det er frustrerende at se, at så mange dumper og derfor har svært ved at komme videre med uddannelse!

Vores naboer, Katale og Mama Katale, har 4 børn, hvoraf de to ældste er bortrejst for at gå i skole. De to yngste, Jackie og Casper, er rigtig meget sammen med Anna, Esther og Thea. Derudover tager familien sig af to piger, Marge og Maria. Man ser ofte, når en familie tjener penge og lever godt, at der bliver sendt slægtninge som kan bo der og gå i skole.

Marge går i form 4 og har lige været oppe til eksamener. Der var afslutningsfest den anden dag, hvor nabofamilien havde inviteret os. Dagen vi skulle af sted, var der ikke nogle arbejdere, så Susanne blev nød til at blive hjemme sammen med pigerne. Merethe og jeg tog alene af sted sammen med Mama Katale, Jackie og nogle venner. Vi kom lidt for sent derover, så de var allerede godt i gang. Det foregik udenfor i den MEGET varme sol. Der var sat stole op under presenninger, men alle pladserne var taget. Vi havde stået op lidt, da der kommer nogle med stole til os (fordi vi var hvide…). Vi satte os ned og kiggede på at to drenge dansede til høj musik. Mens vi sidder og kigger, kommer to drenge hen til os og siger hej. De spørger om lidt forskelligt, og spørger så midt i det hele om vi ikke vil komme med så de kan tage et billede sammen med os. Mærkeligt hvordan vildt fremmede mennesker kommer hen og vil have taget billeder sammen med en. Vi fik dem efter noget tid til at forstå, at vi ikke var så interesserede i at blive fotograferet…

En pige fra ungdomsgruppen, Rose, går på skolen. Hun kom hen og sagde hej og spurgte om, hvor vores gave var. Merethe og jeg kiggede lidt på hinanden, da vi ikke anede vi skulle have nogle gave med! Lidt pinligt…

Efter at have siddet i solen lidt, kommer Casper gående med en paraply. Mama Katale rejser sig op, åbner paraplyen og holden den over os! Der sad vi så som to dronninger til en graduationfest, hvor vi kender én elev (som vi ikke engang kender ret godt) med en præstekone som holder en paraply over os for at give os skygge! Det var noget af en oplevelse. Da Merethe og jeg lidt senere går tilbage, snakker en del af eleverne til os. Vi bor lige ved siden af skolen, så der var ikke så langt at gå. Da vi næsten er hjemme, kigger jeg tilbage og ser to drenge der er fulgt efter os. Lige da vi når til porten og går ind, vender de om og går tilbage til skolen. Godt vi ikke havde længere hjem! J

Det var noget af en oplevelse!