Når enden er god, er alting godt!

Så er tiden i Kigoma for alvor ved at være slut! Der er kun få dage tilbage, og vi er begyndt at sige farvel til alle de herlige mennesker vi har mødt og brugt tid sammen med. Det er mærkeligt at tænke på, at det som har været min hverdag de sidste 10 måneder, pludselig snart er slut.

Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det har været, at være udsendt som volontør! Der er sket så mange ting som jeg aldrig vil glemme – både på godt og ondt. Jeg er blevet udfordret på så mange måder, som jeg aldrig ville være blevet det i Danmark. Jeg har mødt mennesker, som har gjort særligt indtryk ved at være helt dem selv! Jeg har set og oplevet steder, som bare har understreget, hvor stort Guds skaberværk er.

Når folk spørger mig, hvad den bedste ting har været, har jeg svært ved at svare. Jeg kan ikke bare nævne én ting. Der er så mange ting, som jeg er taknemlig for. Det har været noget helt specielt at blive en del af den tanzanianske kultur. Når man rejser rundt som turist, får man mange gode oplevelser – men det kan bestemt ikke sammenlignes, med de oplevelser som man får, når man bor et sted i næsten et år. Mange ting i den tanzanianske/afrikanske kultur har jeg fået større forståelse for. Andre ting synes jeg stadig, virker helt ude i skoven…

Det at blive en del af en anden kultur har gjort, at jeg har fået øjnene op for mange ting i min egen kultur. Jeg er blevet opmærksom på, hvor fantastisk et land Danmark er! Der er så mange værdier og ting, som er blevet en selvfølge; tillid, troværdighed, at holde hvad man lover, ingen korruption (i hvert fald ikke hvad jeg ved af…), mulighed for at få en GOD uddannelse og muligheden for at få god behandling, når man er syg. Tanzania er et dejligt land, men der er mange ting, som jeg aldrig helt vil kunne komme til at forstå og acceptere. Jeg er hvid og er vokset op et helt andet sted.

Fællesskabet med de lokale unge i ungdomsgruppen har på mange måder været berigende. At mærke de unges frimodighed, åbenhed og ærlighed har været stort! De fortæller åbent vidnesbyrd og om oplevelser i deres liv. De ser værdien i at have et kristent fællesskab at komme i. Det tror jeg også, at mange i Danmark gør, men jeg tænker nogle gange, om man udnytter det nok.

Sidste lørdag med ungdomsgruppe!

Noget af det, som for mig bliver aller sværest af rejse fra, er det fællesskab som vi har fået med de andre missionærer og volontører her i Kigoma. Det har været fedt at lære så mange unge at kende fra andre lande og dermed også lære noget om deres kultur. Vi har brugt mange timer sammen med hygge på stranden, spilleaftener, filmaftener, ture og set fodboldkampe.

En god eftermiddag på stranden i selskab med dejlige mennesker!

Både i forhold til ungdomsgruppen og fællesskabet med missionærer og volontører har det været fedt at opleve, hvordan man kan være sammen som kristne brødre og søstre på tværs af kirkeretninger. Der har været folk fra pinsekirken, den lutherske kirke, katolikker og mange andre. Man bliver klar over, at det som virkelig betyder noget, er vores fælles tro på Frelseren! Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en sætning jeg har hørt: Enighed i det væsentlige, uenighed i det uvæsentlige, kærlighed i alle forhold!

Til bibelkreds. Et dejligt fællesskab med folk fra forskellige lande og kirkesammenhænge.

Specielt to ting håber jeg, at kunne tage med mig tilbage til Danmark; taknemlighed og ikke at bekymre og ærgre mig over unødvendige ting. Når man ikke har så meget, er man ofte mere taknemlig for det man får – både store og små ting. Det har været dejligt at opleve, hvor stor glæde små ting kan bringe. At se børnene i Simbo smile så det stråler, når de leger med sæbebobler – det er så fantastisk. Og at høre vores hushjælps taknemlighed, når man forærer hende noget, man selv synes er ”skrammel” og bare skal ud; ”Tusind tak. Dette er en fantastisk dag. Gud er stor!”

I forhold til det med at bekymre sig, er jeg blevet opmærksom på, at jeg i bund og grund nok ikke har så meget at bekymre mig og brokke mig over. Når man har set, hvordan nogle her lever og hvilke ting de går i gennem, kan man godt få lidt dårlig samvittighed, når det eneste man har at bekymre sig om, er, om de nu har flere af de nye sko til 900 kr. i min størrelse…

Jeg tror ikke, at hele mit liv ændrer sig nu, fordi jeg har været i Afrika. Men jeg tror og håber, at nogle ting vil være anderledes!

Jeg tror, at jeg mister meget af min ”berømmelse” når jeg kommer hjem. Det bliver dejligt at kunne gå på gaden, uden at folk glor, råber efter én og sender lidt for kærlige blikke. Ordet ”mzungu” vil jeg i hvert fald ikke savne lige med det første…

Til slut vil jeg dele et vers, som en ven sendte til Merethe og jeg aftenen inden vi rejste til Tanzania:

”Foran mig er en sti, hvorom jeg intet ved. Men ét jeg ved – mit liv er i Guds hænder lagt, og Gud er evig kærlighed!”

Jeg takker Gud, for 10 FANTASTISKE måneder i Tanzania!

Medarbejderne hos Susanne og Just. Fra venstre: Mama Baraka (hushjælp), Merethe,
Baraka (praktisk arbejde udendørs), Witness ("vaskekone"), Mette og Alfons (nattevagt). Vi havde medarbejderfest i dag, med tanzaniansk festmåltid, stoledans og en masse andet sjov!

Merethe, Samuel og jeg. Samuel er på vores alder og har det sidste halve år været afsted på
skole for at blive uddannet som lærer. Samuel er en fantastisk dreng! Han er et stort forbillede og går foran
i mange ting - især søndagsskolearbejdet. Børnene elsker ham!

BUNKE!!!

Billeder fra den sidste tid

Søndagsskole i Mwanga

Faldskærmen er et hit!

 

"Alle sammen - ind under!"



Det er dejligt, at blive fotograferet...

 

Så skal der trommes!



Butikker i Kigoma

En hyggelig lørdag!



Merethe og jeg passer børn – pandekager til morgenmad.

Annas kommentar: ”I er bare de bedste børnepassere…”



På vej hjem fra stranden. Vi sad på taget af bilen (noget af vejen!) og følte nærmest at vi var på safari. Vi var da også så heldige at se zebraerne!

Just, pigerne, nabobørnene, Michael (tysk volontør), Merethe og jeg.



Som at finde en nål i en høstak!

Fredag aften besøgte Merethe og jeg en lokal familie – Phoebe og Sylvester og deres to børn Christoffer og Helen. I begyndelsen af vores ophold hernede, underviste vi en gang i ugen Christoffer og pigerne på engelsk.

Christoffer, Helen, Sylvester og Phoebe

Denne familie er noget langt ud over det sædvanlige! De har som nogle af de få valgt at sætte spørgsmålstegn og lave ændringer i forhold til kulturen. Man kan helt uden at snakke med dem, se, at de har noget, som gør dem anderledes end andre lokale. Da vi besøgte dem, fik Merethe og jeg en rigtig dejlig snak med dem om alt muligt. Det var rigtig spændende at høre dem fortælle om, hvordan de har valgt at leve deres liv. De er altid åbne og ærlige og de viser respekt og forståelse for vores holdninger og meninger.

Når man i Tanzania skal giftes, er det normalt at manden betaler en brudepris til kvindens familie. Brudeprisen består af 5-10 køer. For nogle, giver det rigtig store problemer, da de ikke har pengene til at skaffe så mange køer. De kan derfor ikke blive gift, hvilket medfører, at nogle stikker af fra familie og venner for at blive gift. Phoebe og Sylvester var allerede ved deres bryllup anderledes end de fleste andre. De snakkede meget sammen inden brylluppet om hvordan, de ønskede at deres liv skulle forme sig i forhold til børn, bosted og så meget andet. Det er meget atypisk hernede, da man normalt bare bliver gift, får en masse børn og manden bestemmer det hele. Sylvester viser Phoebe respekt og accepterer hendes holdninger og ideer.

Da de begyndte at lægge bryllupsplaner, ville Phoebe og hendes familie ikke have nogen brudepris. Sylvester var godt tilfreds, da han heller ikke kunne se nogen mening med det – de elskede jo hinanden! Folk omkring dem – selv deres nærmeste familie og venner – synes det var helt uhørt.

Årene efter brylluppet medførte også undrende blikke fra menneskene omkring dem. De fik ikke børn lige da de var blevet gift. Folk spurgte dem om der var noget galt og foreslog at de tog på hospitalet for at få hjælp. Sylvester grinede over hele femøren da han fortalte det! De ønskede nogle år alene inden det med børn kom på banen.

Efter at have været gift nogle år fik de Christoffer og lidt senere Helen. Sylvester hjalp med at passe dem, vaskede deres bleer og ordnede deres tøj. Folk troede, at han var blevet sindssyg. Nogle spurgte endda, om Phoebe havde givet ham noget medicin eller snakket med en heksedoktor. Det forventes at kvinden klarer ALT husholdningen og børnepasningen, mens manden dagen lang kan sidde og spille ”dam” med alle de andre mænd som heller ikke laver noget…

Børnenes opdragelse har Phoebe og Sylvester også tacklet på en helt anden måde end andre mennesker hernede. De snakker engelsk i hjemmet hvilket gør, at begge børn taler flydende engelsk! Det er en fantastisk gave, som man i Danmark ikke forstår betydningen af. Hvis du ikke kan tale engelsk, er det umuligt for dig at få en uddannelse. Har vist skrevet om det i et tidligere blogindlæg, men de første 7 år i skolen foregår på swahili. Man har engelskundervisning, hvor læreren står ved tavlen og eleverne sidder og gentager. Når man begynder i secondary school foregår al undervisningen på engelsk. De fleste kan næsten ingenting, og kan derfor slet ikke følge med. En lille procentdel består og har mulighed for mere uddannelse. At Helen og Christoffer kan tale engelsk, er derfor en kæmpe hjælp i forhold til deres fremtid.

Phoebe underviser børnene hjemme, så de får ordentlig undervisning og dermed kan gå en fremtid i møde med muligheder frem for begrænsninger.

Som jeg nævnte i starten, kan man se at de er anderledes bare ved at kigge på dem. Sylvester slår ikke Phoebe, men ære og respektere hende. De slår ikke deres børn, men lytter til dem og bruger tid sammen med dem. Sylvester går hver dag en tur sammen med børnene, hvilket naboerne synes er noget mærkeligt noget. Først og fremmest at bruge tid sammen med sine børn på den måde, men mest af alt fordi han er en mand. De taler alle pænt til hinanden og er på lige fod. Sylvester er manden i familien men han klarer opgaven ved at elske sin familie og tjene dem som ligestillede.

Phoebe og Sylvester er et stort vidnesbyrd for andre. Man kan ikke undgå at opdage, at der er en kærlighed omkring dem, som er noget helt specielt. De fortæller selv, at de ønsker at folk skal tage ved lære af dem. De ønsker, at andre skal se hvordan de lever deres liv med hinanden og med Kristus på en helt naturlig måde.

For år tilbage boede de i nærheden af en muslim. Sylvester hilste på ham hver dag når han gik forbi, hvilket gjorde et stort indtryk på manden. Han snakkede med Sylvester og sagde, at han ønskede at få det som Sylvester havde. Manden er i dag kristen!

På trods af, at Phoebe og Sylvester har et helt anderledes liv og klarer sig godt, er de ydmyge. De fører sig ikke frem, men lever som resten af lokalbefolkningen. Phoebe og Sylvester er noget helt specielt! De går imod strømmen og står fast ved deres holdninger og beslutninger, selv om det er svært. At finde en familie som dem, er som at finde en nål i en høstak!

Inden Phoebe og Sylvester flyttede til Kigoma, boede de i Dar Es Salaam. En aften kom en pytonslange og dræbte og slugte to hundehvalpe. Sylvester og nogle andre mænd dræbte slangen og Sylvester har skindet – knap 5 meter langt og 40 cm bredt!

Slangeskind fra en pyton

Når der lukkes en dør, åbnes et vindue

Hvad er Guds mening med, at lige netop jeg skal være i Tanzania? Det spørgsmål har nogle gange kørt rundt i mit hoved i løbet af de sidste 10 måneder. Den ene dag har jeg følt, at jeg lige præcis har kunne se Guds plan, den næste dag har jeg overvejet, om Gud overhovedet har lavet en plan over lige præcis mit liv…

Merethe og jeg har i løbet af den tid vi har været udsendt, forlænget vores ophold et par gange. Vi har langt fra hver gang været sikre, inden beslutningen blev taget. Er det Guds som ønsker, at jeg skal blive, eller er det en skør ide, jeg selv har fået? Jeg tror på, at det er Guds ide. Hvis der har været problemer eller spørgsmål ved at skulle blive længere, har Gud løst problemerne og besvaret vores spørgsmål.

På trods af, at vi har følt, at det har været Guds plan med os, har der stadig nogle gange været tvivl. Da vi kom i august, var vi hver mandag sammen med en gruppe unge lokale. Vi startede med at undervise dem i engelsk, men hverken Merethe eller jeg følte os helt tilpas i det. Det gik mig rigtig meget på, og påvirkede resten af det arbejde jeg lavede hernede. Vi var ved at være nået dertil, at vi ikke kunne se så meget mening i at fortsætte, da Susanne foreslog at vi bare var sammen med dem og hyggede os med dem ved at spille spil og volleyball og på den måde forberede deres engelsk. Vi prøvede ideen og det virkede perfekt! Tak Gud!

Det gik godt nogle måneder, men så begyndte deltagerantallet af falde. Vi blev igen frustrerede, men valgte at sige, at hvis det ikke var Guds mening, at det skulle fortsætte, måtte vi stole på at det var hans plan.



Alle mine venner...

I forbindelse med, at vi ikke længere havde noget mandag eftermiddag med de unge, stoppede vi med at male på det hospital, hvor vi har hjulpet et amerikansk missionærpar. Merethe og jeg snakkede en del om det, og synes pludselig det var lidt svært at se meningen med at vi skulle være her 1½ måned mere, uden noget at lave hver eftermiddag. Gud havde lukket en dør, men vi oplevede, at han derefter åbnede et vindue!

En aften kom Merethe til at snakke med Casey, en amerikansk missionær, om at hun godt kunne bruge hjælp til at få orden i det bibliotek som tilhører organisationen hun arbejder for. Det var lige, hvad vi havde brug for! Vi havde bedt Gud om, at han måtte vise os, hvad vi nu skulle (og vi kom med et lille ønske til Ham om, at det måtte være noget praktisk… J) og han besvarede vores bøn.

Casey, Merethe og jeg rydder op i biblioteket!

Jeg har oplevet, at Gud virkelig har vist os, hvad det er, at Han ønsker, vi skal lave. Men så har et nyt spørgsmål rejst sig; er det arbejde jeg gør godt nok? Burde jeg starte nogen nye ting op, frem for bare at hoppe med på vognen hos de andre missionærer? Når jeg kommer hjem fra Tanzania, vil folk så tro, at jeg bare har siddet og gloet ud i luften halvdelen af tiden? Det håber jeg ikke J Vi har oplevet, at kunne være til hjælp og velsignelse for andre, når vores egne planer og ideer ikke helt er gået, som vi håbede på.

Alt har langt fra været perfekt og gået som jeg regnede med i løbet af den tid jeg har været hernede – men jeg har valgt at stole på, at det er Guds ønske, at jeg skal være her og lave det jeg gør, indtil Han har givet mig en anden ide og vej jeg skal gå. Hvis jeg vælger at fokusere på de rigtige ting, givet det hele pludselig meget mere mening!

Gud har sendt mig til Tanzania og Han har vist mig, at det lige præcis var en del af den plan, Han har for mig!

Computeren til reparation

Min 5 år gamle computer gik for halvanden måned siden i stykker! Hvilket held at der her i Kigoma så er en alle tiders computer-/elektronik”fundi” (håndværker), Christopher.

Vi har før været forbi med diverse apparater som ikke længere fungerede – alt fra kogekedel til cd-afspiller og computeroplader. Christopher har hver gang formået at reparere så det igen virker uden problemer. Han har førhen arbejdet som flymekaniker, så uddannelse og erfaring er ikke noget han mangler!

I Danmark ville man uden at tænke over det, smide en ødelagt cd-afspiller eller computeroplader ud, da det ikke kan betale sig at reparere. Hernede er det anderledes. Det er dejligt at opleve, at man kan lave tingene i stedet for altid bare at smide ud, når der er noget i vejen! Det gælder elektronik såvel som sko og tøj. Det er måske ikke altid det bliver lige smukt, men det fungere, så det er som det skal være!

Jeg gik en eftermiddag ned med min computer til Christopher. Merethe og jeg kom op til hans kontor/værksted og blev budt velkommen af hans sekretær (som sad og spillede computer, som om det var det mest almindelig at gøre, når man nu er på arbejde…). Rummet vi kom ind i var kæmpe stort og der var ikke andet end to skriveborde og en lille reol (typisk for kontorer hernede – kæmpe rum uden nogle møbler!)



Dejligt med meget gulvplads...



Vi snakkede lidt med Christopher, og han lovede at kigge på det og se om han kunne gøre noget. Vi fik besked om, at vi kunne komme tilbage en uge efter.

Der gik en uge, og jeg kom tilbage – han havde kigget på det, men han havde ikke helt fundet problemet endnu. Han forklarede på engelsk hvad der var galt, mens jeg stod og nikkede og sagde ”yes, yes” som om jeg forstod det hele... Han havde skruet computeren helt fra hinanden og stod mod de forskellige stumper og dele og forklarede og pegede.

Efter et kig over i hjørnet af rummet, hvor jeg så en MASE rod, var det pludselig ikke så betryggende at se sin computer skruet fuldstændig fra hinanden…

En smule rod...

Jeg gav ham nogle uger til at kigge mere på det, da jeg ikke havde mulighed for at komme forbi inden.
Ugerne gik, og jeg kom igen ned på hans kontor. Denne gang var det ikke sekretæren, men Christopher selv som sad og spillede computer.

Computerspillet er sat på pause.

Han satte spillet på pause og fortalte, at han havde lavet noget på computeren, men det virkede stadig ikke. Han manglede en lille del, som han skulle have fundet hos en anden mand. Han sagde, at han lige skulle bruge 5 dage mere. Jeg stod pænt og smilte og sagde okay (inderst inde var jeg dog ved at blive vanvittig – han havde haft computeren i 1½ måned og var ikke færdig – måske computerspillet havde lidt med det at gøre!?). Christopher er rigtig dygtig til sit arbejde, men arbejdsmoralen ligner på nogle punkter mange andre tanzanieres. Ofte er det nødvendigt man står og puster dem i nakken før de laver noget. For nogle er det en selvfølge, at man selvfølgelig ikke arbejder videre, når personen som har sat en i arbejde er gået. Så sætter man sig ned og glor ud i luften og slapper af som om det er den mest normale ting i verden! Det er nogle gange til at få pip af! Langt fra alle er dog sådan – der findes hårdtarbejdende og troværdige tanzanianere som man kan blive ved at glæde sig over!

Jeg har ikke fået computeren endnu, men skal ned forbi i næste uge og se hvordan arbejdet skrider (frem?). Man kan håbe på det bedste! Er vist nået dertil, hvor jeg bliver glad bare jeg får computeren igen – uanset om den virker eller ej…

Lidt blandede billeder fra livet i Kigoma!

Emnedag om Tanzania. Esther klarer det lige så godt som de lokale!

En meget seriøs krea-time... Esther, Thea og Anna.

Gåtur ved stranden. Nabobørnene, Casper og Jackie, og jeg leger i "kviksand".

Regnvejrsdag i Kigoma! Langs vejene er de dybe grøfter - det er bestemt også nødvendigt i regntiden, hvor der nogle gange strømmer store mængder vand! Længere fremme leger nogle børn.

En tre-benet gekko. Firbenene som er inde i husene.

En hyggelig spilleaften med unge volontører og missionærer i Kigoma.




Vi sov på trampolinen med myggenet og stjernehimmel! Vagten syntes vist, at vi var en smule skøre...

Anderledes dag på stranden... Fantastisk syn!

Merethe springer ud fra "White Tip". Hun er for sej!

Guds skaberværk er FANTASTISK!

Merethe nyder de sidste solstråler.



Glade børn i Simbo!

I dag var det igen tid til søndagsskole i Simbo. Fire unge drenge var med og stod for leg, sang og undervisning. Ham som skulle undervise var blevet syg og kom ikke, hvilket Prosper havde hørt. Prosper havde så forberedt det som skulle undervises og gjorde det i stedet – så dejligt! Man kan blive ved med at glæde sig over Prosper – han er en af de få som tør gå mod strømmen og som virkelig har fundet ud af hvad det vil sige at være kristen og leve sit liv efter det.

Vi kom til Simbo og blev modtaget af børnene, som stod og hoppede og dansede i vejkanten. Det var tre uger siden, vi sidst havde været der, så børnene var i ekstra godt humør i dag! Skønt at sidde i bilen og se børnene løbe ved siden af, mens deres smil bare blev større og større.

Prosper startede med at lege med børnene. Han havde forberedt forskellige lege – bl.a. en stafet, hvor børnene skulle balancere med en sten på en ske og dyste mod hinanden to og to. Flere af de lidt større børn prøvede og til slut to af de mindste. En dreng og en pige på 2-3 år stillede sig begge op var klar til start! Legen blev sat i gang og de begyndte begge at løbe – dog på lidt forskellige måder… Den lille pige fulgte reglerne og gik lige så stille fremad med skeen i den ene hånd. Drengen brugte lidt andre metoder – han tog fat om stenen med den frie hånd og løb derefter hele vejen ned i den anden ende! Det kan man vist kalde snyd med stort S! Alle børnene klappede og heppede, og de to deltager grinede og væltede rundt i græsset. Et dejligt syn og et godt grin. J

Det blev tid til sang og Nahumu, en af de unge, begyndte med et par sange. Efter kort tid kom en af de små drenge ind i midten af rundkredsen og skulle synge for. Han klappede i hænderne (dog ikke helt i takt med os andre) og sang så godt han kunne – det var herligt! Vi har gjort det før, og man ser hver gang, hvordan de små børn lige vokser et par centimeter når de får lov at stå der midt i rundkredsen og nyde al opmærksomheden. Mens vi sang sad 5-6 børn rundt om den lille tromme og hamrede løs.

Efter undervisningen fik alle børnene hver udleveret et stykke slik og en ballon. Ballonerne bragte stor glæde! De stod alle udenfor og prøvede at puste deres ballon op. De store børn fik hurtigt held med det og lukkede derefter luften ud så der var høje pibetoner overalt! De mindre børn pustede så deres kinder var helt store, men der kom desværre ikke luft i ballonen. Efter kort tid stod 10 små børn foran Susanne med deres ballon og ville have hjælp til at puste den op. Ballonerne var savlet godt til og mange af dem havde været nede på jorden mere end én gang. Mmm…

En skøn dag i Simbo. Dejligt at være sammen med børnene og mærke deres glæde – både over de, i deres verden, store ting, som at få en ballon, og de små ting som at få en smule opmærksomhed.

Taknemmelighed og glæde

I udkanten af Kigoma ligger en slags lejr/et område, hvor der bor spedalske. Nabopræsten og en række andre præster fra forskellige kirker i byen skulle ud og besøge dem. Vi tog i går med dem derud et par timer.

Vi kom ud til området, hvor de spedalske bor. Vi steg ud af bilen og blev hurtigt mødt med smil og ”karibu” (velkommen) – både fra de spedalske og andre fra lejren. Vi fik at vide, at der bor 45 voksne i lejren. Derudover har nogle af dem børn eller anden familie, som også bor der.

Efter at være blevet budt velkommen gik vi rundt og sagde goddag til de spedalske, som sad på gulvet. De var alle glade og bød os velkommen. Efterhånden som tiden gik, kom flere og flere til. Nogle kom i en kørestol, andre kom gående med krykker og nogle kom kravlende. Især én kvinde husker jeg – en lille slank dame med en indsunket næse, manglende tæer og fingre og et stort smil! Hun kom direkte hen til os, gav os hånden og udstrålede varme og gæstfrihed i allerhøjeste grad!

Vi blev vist hen til nogle bænke og satte os. Det blev hurtigt klart, at der langt fra var 45 til stede. De fortalte, at lejren egentlig er styret af regeringen. Desværre er der sket det, at de ikke giver ret mange penge til projektet mere, så mange af dem har det rigtig svært. Det betyder, at de som kan, går/kravler ind til byen for at tigge.

Præsterne sagde lidt forskelligt og begyndte så at finde en masse poser og sække frem, som de havde taget med. Det bragte stor jubel! Poserne var fulde af tøj, som præsterne i deres kirker havde samlet ind. Derudover var der indsamlet penge til at købe mad for. Det var virkelig fedt at opleve, hvordan kirkerne havde samlet penge ind, uden det var noget, de selv fik noget ud af. Indsamling har i de fleste kirker en meget stor plads i gudstjenesten, hvilket er rigtig fedt at se. Problemet er så bare desværre, at de har svært ved ikke at bruge pengene indenfor kirken og dermed ikke får rakt ud til dem, som måske i virkeligheden har brug for pengene (det er dog ikke tilfældet alle steder). Det var derfor en stor opmuntring at se, hvor meget de havde fået samlet sammen!

Tøjet blev delt op i bunker – mænd, kvinder og børn. De fik alle udleveret, til der ikke var mere! Man kunne se glæden og taknemmeligheden i deres ansigter – det var fedt!

Noget som gjorde stort indtryk, var at se, hvilken glæde de havde. På trods af, at mange af dem manglede fingre og tæer, ikke kunne gå, men skulle kravle og masse sig frem, havde de alligevel et smil på læben og var taknemmelige for det de havde og fik.

Krokodiller, slanger og en laaaaang bustur…

Påsken er også nået til Tanzania, hvilket har betydet nogle dage fri fra undervisningen. Merethe og jeg besluttede i sidste øjeblik, at vi ville tage til Burundi (et lille land nordvest for Tanzania). Vi tog af sted onsdag middag og nåede frem til Bujumbura (hovedstaden) sidst på eftermiddagen – en 5 timers køretur. Turen føltes ikke så lang, da der var asfaltvej det meste af vejen og naturen omkring var fantastisk! Bjergene var store og flotte – mange steder var toppene dækkede af skyer.

Efter stop ved 3 forskellige grænsekontrol kom vi ind i Burundi. På mange måder, er det ligesom Tanzania, men nogle forskelle kunne dog ses. Bl.a. de mange mennesker! Burundi er et lille land med rigtig mange mennesker! I løbet af de 3 timers kørsel vi havde fra grænsen til hovedstaden kunne man stort set hele tiden se mennesker gå langs vejene eller arbejde i deres små marker. En anden ting som skiller sig ud, er den måde alt jorden er opdyrket og udnyttet på – alt fra stejle bjergskråninger til små marker helt ned til vandet.

Bjerge dækket af skyer

Vi boede i Bujumbura ved ”Rainbow Centre” – et center for børn startet af amerikanere. Lige nu fungerer det som en slags børnehave, så da vi ankom, løb små børn rundt og legede. Vi fik vist vores værelse og mødte Rachel – en amerikaner som bor og arbejder i Bujumbura. I løbet af de tre dage vi havde i Burundi brugte vi en del tid sammen med hende. Hun hjalp med at finde rundt, anbefale gode restauranter og bare være sammen og hygge med os!

Torsdag formiddag (efter at have sovet længe – det skal jo nydes, at det er ferie…) tog vi en bus ind til byen. Jeg blev ret overrasket over at se hvor få mennesker der var i bussen – de havde ikke flere med, end der var sæder til. Noget som ikke finder sted i Kigoma. Her proppes de små minibusser så folk hænger ude af vinduerne og sidder oven på hinanden.

Vi kom ind til centrum og jeg blev igen overvældet af de mange mennesker! Man gik tæt, trafikken var sindssyg (et held at man ikke er blevet kørt ned…) og der var utrolig mange som tiggede. I Kigoma er der nogle, men ikke mange i sammenligning med Bujumbura. Mange børn kom løbende hen til én, tog en i armen og snakkede kirundi (minder om swahili) eller fransk. Man forstod ikke så meget, men hvad de ville, var klart – have penge. Det kan være svært at vurdere hvornår man skal hjælpe. Noget vi nogle gange snakker om, er, om det er godt at vænne børnene til bare at kunne få penge. Men så igen – hvis de virkelig har et behov, skulle man måske hjælpe dem.

”Living Museum”

Efter at have gået lidt rundt på et lille marked, besøgt en fotobutik og spist lækker frokost (der er nogle gode restauranter i Bujumbura!) gik vi ned til ”Living Museum”. Et museum med krokodiller, slanger, aber og lidt andre dyr. Vi betalte lidt penge for at komme ind (20 kr.) og bliv vist rundt af en guide. Vi startede ved krokodillerne. At stå på en meters afstand og kigge ned på en 2 meter lang krokodiller er vildt! De så absolut ikke levende ud, men lignede bare udstoppede dyr. Det eneste som bevægede sig, var krokodillernes næsebor. Et sted ville guiden vise os hvordan krokodillen reagerede når han plaskede med en pind i vandet. Den reagerede hurtigt og bed efter pinden. Er glad for, at jeg ikke stod og holdt pinden…

 Vi kom om til en af de største af krokodillerne og guiden sagde, at hvis vi ville, kunne vi gå ind og røre dens hale mens vi tog et billede. Han fortalte, at når krokodillen ikke er i vand, kan den ikke gøre så meget. Ingen af os synes det var en god ide, men da han selv gik der ind og rørte ved den, skulle vi alligevel prøve. Så ind med os, røre ved halen og hurtigt ud igen!

Vi kom nu ind i et lille hus med slanger. Guiden var igen hurtig til at finde en lille slange som vi kunne holde. Han forsikrede os om, at den ikke var farlig! 

Vi gik rundt og han fortalte om de forskellige slanger – alt fra pyton og kobra til en af verdens farligste slanger – en grøn mamba.

Grøn mamba

Burene som slangerne var i, var langt fra lige så sikre, som man ville have dem i Danmark. Et tyndt lag glas, en låge i den ene ende og gitter under bunden. I Danmark ville man nok heller ikke overveje at lade turisterne gå ind til krokodillerne eller tage meget giftige slanger ud af deres burer – men det gjorde han os. Han tog en pind, fik fat i slangen og lagde den ned på gulvet. Så kunne denne ellers kravle rundt der et par meter fra os! Da vi kom hjem og snakkede med Just om det, fortalte han, at den slange han havde taget ud af buret, er den slange som dræber allerflest mennesker i Afrika!

Puffadder

Jeg spurgte ham efterfølgende guiden om, hvor lang tid der går fra bid til man dør af giften. Han sagde, at ved nogle af dem, går der helt ned til 3 minutter! Han fortalte også, at man skal køres direkte på hospitalet – men det er dog ikke alle hospitaler der han modgiften. Godt vi ikke vidste det inden han tog dem ud af burene!

Udover slanger så vi en leopard, chimpanse, abe og lidt fisk. Det var rigtig spændende og vildt at opleve krokodiller og slanger så tæt på! Efterfølgende kan man så overveje, om det hele nu også var helt sikkert...

Er der mon noget at stjæle?

Inden vi kom til Bujumbura, havde vi fra flere hørt, at lommetyveri er et stort problem. Vi var meget opmærksomme på at gå med vores tasker sikkert og have pakket pengene godt at vejen. En eftermiddag gik jeg med en rygsæk på ryggen. Var godt klar over, at det langt fra var sikkert, men da den kun indeholdt bøger, tænkte jeg, at det var lige meget. Vi gik rundt inde på et kæmpe marked midt i byen! Små tætte ”gader”, MASSER af mennesker, larm og støj – rigtig markedsstemning. I løbet af tiden vi gik der inde, kom flere lokale og sagde til mig, at jeg skulle tage tasken om på maven, da der var rigtig mange tyve. Jeg forklarede dem, at det var bøger, men flere af dem rystede dog alligevel på hovedet og synes nok at jeg var tosset. I løbet af en eftermiddag mærkede jeg minimum 5 gange at nogle rørte ved min taske de steder hvor der gik mange mennesker – jeg tog den af og så hver gang en lynlås var blevet lynet op. En hvis komme gående med en rygsæk var for nogle alt for fristende. Vi fik heldigvis ikke stjålet noget.

Afrikansk bustur – med alt hvad det indebærer!

Lørdag morgen kl. 7.00 begyndte vores bustur hjem (vi startede ud med at være forsinkede – 1. tegn på at vi er i Afrika). Vi havde dagen forinden været og bestille vores billet, så der var styr på det der nu kunne være styr på. Vi havde købt lidt brød og noget chokolade, var i godt humør og glædede os til at skulle hjem – så der skulle meget til at slå os ud! Bussen vi skulle køre med, var en lille bus med plads til knap 20 personer. Eller det vil sige, at der reelt var plads til 15, men sæderne var små, så vi sad TÆT! (2. tegn på at vi er i Afrika). Jeg tænkte inden vi skulle køre, at jeg ikke håbede at alle havde lige så meget bagage med som os, da vi da så langt fra ville kunne være der. Vi havde hver en lidt stor rygsæk og en ekstra taske med penge, pas, mad og hvad vi ellers skulle bruge. Det viste sig, at vi nærmest var dem, der havde mindst bagage med! Store tasker blev skubbet ind under sæderne, hvilket betød, at man udover at skulle sidde tæt også skulle sidde med benene oven på en taske (3. tegn på at man er i Afrika). Tanken om at skulle køre i bus mere end 5 timer på den måde, virkede pludselig lidt uoverskuelig…

Eftersom Merethe og jeg nok var lidt forsigtige i forhold til mange af de andre, endte det med, at vi sad med den ene rygsæk på knæene. Efter at have kørt i en times tid fik vi den sat ned på gulvet foran et lille barn. Kort efter stoppede bussen og et par ekstra passagerer kom med. Det lille barn kom op til sin mor og vi fik vores taske igen. Damen sagde lidt efter, at tasken kunne stå mellem hendes ben – hun tog altså tasken og vi fik hendes barn! Merethe sad så med hendes 2-årige pige de næste timer. Vi blev mindet om, at på trods af, at man alle sidder elendigt og ikke kan bevæge benene, hjælper man hinanden og får det bedste ud af det (4. tegn på at man er i Afrika).

Merethe og Elisa hygger sig

I Bujumbura er der hver lørdag formiddag forbud mod at køre i byen. Regeringen har et ønske om, at folk skal bruge tiden på at gøre rent i byen og holde det hele pænt (det var vist desværre ikke virkeligheden), så det er kun tilladt at den mest nødvendige trafik finder sted. Forbuddet betød, at der var meget politi på gaden med vejspærringer. Vi blev på vejen ud af byen stoppet knap 10 gange! En af gangene så politiet Merethe og jeg. De kom hen til vinduet og snakkede lidt med os og ville se vores pas. De studerede dem lidt og vi fik dem igen. Alle de andre i bussen grinede lidt af det hele – inklusiv os selv, da der i virkeligheden ingen grund var til det (5. tegn på at man er i Afrika).

Vi kom efter ca. 3 timer frem til det første kontor ved grænsen. Vi fik vist vores pas og gjort hvad der ellers skulle ordnes. Det tog ikke mange minutter for hver enkel, men det endte alligevel med, at vi holdte der knap en time.

Vi havde i løbet af turen flere gange hørt mærkelig lyde fra udstødningsrøret og de havde også repareret lidt på det under en af pauserne. Da vi havde forladt det første kontor og havde kørt et kvarters tid faldt udstødningsrøret af og slæbte hen af jordvejen! (vi har ikke så meget forstand på biler, men tror, at det var udstødningsrøret). Vi befandt os et sted mellem Burundi og Tanzania – man kan vist roligt sige, at det var på langt ude på landet!

Minibussen

Vi blev alle siddende i bussen mens de gik ud og prøve at lave det. To mand lå under bussen mens 3 andre stod ved siden af og så kloge ud. Chaufføren satte sig ind og prøvede at starte, men der kom ikke andet en brummende/hostende lyd. (6. tegn på at man er i Afrika – de fleste busser er noget gammelt skrammel!) Efter 3 kvartes tid opgav de og chaufføren tog med en forbipasserende bil. Merethe og jeg kiggede lidt på hinanden og viste ikke helt hvad vi skulle gøre. En af de andre i bussen forklarede, at han var taget til grænsen for at finde nogle andre biler som kunne komme og hente os. Vi satte os ind i bussen igen for at finde skygge, læste og sov lidt.

Træt og klar til at komme hjem!

Efter en godt 3 kvarter kom to biler og hentede os. Vi fik al bagagen over i de nye biler og kørte af sted. Ved næste grænsekontor fandt vi dog ud af, at vi ikke helt havde fået al bagagen med. En mand fra bussen havde åbenbart ikke opdaget, at en af hans store tasker ikke var kommet med. Vi sad alle i bussen og var klar til at køre – men nej, han var absolut ikke klar! Han stod udenfor og råbte og lavede store armbevægelser. Chaufføren prøvede at forklare ham, at han nok skulle få sin taske igen. Der gik noget tid, men det endte med, at han var så overbevist at han ville sætte sig ind i bilen igen. Chaufføren og alle vi andre grinede lidt i smug. Vi sad i disse biler også ret tæt – 4 voksne mennesker på et smalt 3-personerssæde. Da han ville sætte sig ind i bilen ved siden af Merethe og to andre var der ikke så meget plads, og han satte sig lige i skødet på Merethe! Vi grinede alle – selv Merethe og den sure mand!

Resten af turen gik uden de store problemer! Inden vi nåede frem til det sidste grænsekontor i Tanzania stoppede bilen og to unge mænd hoppede ud. De gik over et bjerg og vi samlede dem op efter at have været inde på paskontoret. De havde vist ikke helt papirerne i orden!? Hver gang vi kom til steder, hvor der var politi, gik de ud af bilen og vi samlede dem op lidt senere. De sagde farvel lidt før Kigoma og en af dem gik om under førersædet, løftede måtten og tog en pung og nogle papirer op…

Efter 10 timer i bus kom vi frem til Kigoma! Tålmodigheden var mange gange i løbet af dagen kommet på prøvet (7. tegn på at man er i Afrika). Vi klarede overraskende nok at holde humøret oppe – selv da vi sad i ingenmandsland uden mobildækning og ikke anede hvordan vi ville komme videre! Dejligt at være tilbage efter en god påskeferie med mange sjove oplevelser. Dejligt at mærke Guds beskyttelse og nærvær, når tingene ikke altid gik som vi havde regnet med!

Engelsk/tanzaniansk bryllup

I lørdags var vi så heldige at være med til bryllup. Det var en rigtig festlig dag med mange sjove oplevelser. Nicola (engelsk missionær) skulle giftes med Freddy (lokal).

Thea, Esther og Anne var sammen med tre andre piger blevet udvalgt som brudepiger. Det var noget, de havde set frem til i lang tid! De havde alle fået syet fine hvide kjoler. Merethe og jeg skulle en dag ned på markedet for at finde nogle hvide sko de kunne bruge. Vi gik derned med 6 forskellige sko – så var opgaven ellers ”bare” at finde ens sko i den rette størrelse… Vi gik rundt og kiggede i alle skobutikkerne og fandt ét sted, hvor der var nok sko af samme slags!

I sidste uge fik Merethe og jeg vores bryllupsinvitation. Eller det vil sige, at vi fik en seddel hvorpå der stod, at vi var velkomne til bryllup, hvor og hvornår det skulle være, og hvor meget vi skulle betale for at deltage. Hernede er der ikke mange der har råd til at holde et stort bryllup, så man sørger for, at gæsterne selv betaler. Smart! Vi betalte hvad det kostede og fik derefter den rigtige invitation.

Vi var alle blevet inviteret til kirke kl. 10.00. Pigerne og Susanne var taget tidligere af sted, da de skulle fotograferes inden gudstjenesten. Lidt over ti tog Just, Merethe og jeg en taxa ned til kirken. Vi ankom 10.15, hvilket ikke gjorde det mindste, da der kun var kommet få gæster og brudeparret stadig ikke var kommet. Vi satte os ind i kirken og ventede. Og ventede… Kl. 11.15 kom Nicola. Hun gik op af kirkegulvet (i Tanzania plejer bruden og gommen at gå op sammen, så det var lidt svært at få de lokale med på ideen om at Freddy skulle stå oppe og vente på hende) sammen med brudepigerne og ceremonien kunne begynde. Korene sang og musikken var høj. Da de skulle sige ja til hinanden, blev først Freddy spurgt. Han svarede ja til det første spørgsmål, hvilket skabte stor jubel i kirken. Midt i det hele afbrød de, da de mente, at han skulle have en mikrofon, så alle kunne høre hans svar. De gentog derfor spørgsmålet og Freddy svarede igen – denne gang var jublen endnu større! Mamaerne trillede med tungerne og viftede deres tørklæder. Der blev klappet i stor stil.

Lidt over et var bryllupsceremonien ovre. Brudeparret gik ind i deres bil (stor flot bil med soltag, så de kunne stå op og kigge ud) og var klar til at køre ”bryllupskaravane”. I Tanzania er der tradition for, at brudeparret kører langsomt rundt i byen med en hel karavane af biler efter sig. Alle dytter og har slået katastrofeblinket til – for at gøre det hele lidt mere festligt… Vi kørte efter de andre biler og satte kursen mod et hotel, hvor der skulle tages flere billeder. Vi var omkring 20-25 biler som kørte rundt i byen sammen med brudeparret. Lige efter Nicola og Freddy kørte en ladbil, hvorpå der sad et helt orkester! Der blev slået på trommer og blæst i trompeter i takt med at alle bilerne dyttede – det var noget af en oplevelse!

Til lokale bryllupper må bruden ikke smile, da hun så viser, at hun er glad for at skulle væk fra sin familie. Til dette bryllup var det dog lidt anderledes – Nicola smilte det meste af dagen. Tænk sig, at skulle se ulykkelig ud på sin bryllupsdag!

Klokken halv fire kom vi hjem og tog hurtigt nået mad. En time senere kørte vi ned til festen, som skulle begynde kl. 16.00. Vi kom lidt i fem (man lærer efterhånden at tilpasse sig de tanzanianske tider…) og var langt fra de sidste. Vi gik hen til et bord udenfor den store sal for at vise vores indbydelse. De krydsede os af og vi fik udleveret vores madbilletter – 4 sodavand og 1 portion mad til hver. Så var der styr på at ingen spiste for meget.

Vi satte os ind til et bord sammen med de andre unge missionærer. Omkring klokken seks kom brudeparret. De satte sig ved deres bord oppe på scenen og festen kunne begynde – hvilket den så sandelig også gjorde! Musikken blev skruet højt op, så det var umuligt at snakke med den der sad overfor. Efter nogle timer, var det tid til gaveshow. Og det er vist ikke en underdrivelse at kalde det et show! Først gik familien op og afleverede deres gaver. Efterfølgende blev der i mikrofon sagt hvem det var sin tur. De kom til missionærerne og vi gik alle op i en lang række og afleverede vores gaver. Der var stor forskel på hvordan de lokale og vi afleverede vores gaver. De lokale kom dansende ind med gaven mens de klappede og sang. Vi gik lige så stille op og sagde tillykke og gik ned på vores plads igen. Kulturforskelle når de er størst!

Som det sidste fik vi vores mad. Klokken var omkring halv ni da maden blev gjord klar. Vi gik op med vores madbillet og fik udleveret vores tallerken – ris, bønner, chapatti (pandekage), kogebanener, kogt æg, vandmelon og kylling. Til dessert fik vi et stykke kage. Maden var god og alle var godt tilfredse. Efter at have spist gik folk hjem.

En rigtig sjov oplevelse at være med til bryllup – man oplevede virkelig de store kulturforskelle.

(beklager de manglende billeder)

Markedet

Kigoma er, i forhold til indbyggerantallet, en stor by med ca. 120.000 indbyggere. Hvis man kigger på huse, veje og butikker, vil man i dansk målestok ikke sige, at Kigoma er en ret stor by, da mange veje ikke er asfalterede og butikkerne er små.

Vi bor i Mwanga, som er en del af Kigoma. I Mwanga er et stort marked lige neden for hvor vi bor. På markedet kan man købe en MASSE ting – alt fra tøj og sko til frugt, fisk, høns og kød!

De første ture på markedet kunne godt være ret overvældende – man går tæt i de små gader, folk råber efter én og det hele virket ret uoverskueligt.

Når det regner, kan det nogle gange være en udfordring at gå på markedet – ”gulvet” er det rene sand/jord, som ret hurtigt bliver til mudder…

De forskellige ”butikker” ligger meget samlet nede på markedet – i et område kan man købe fisk, et andet sted køber man stof og et helt tredje sted køber man frugt.

Nogle få at butikkerne kan man gå ind i. Resten af butikkerne er små ”huler” – man kommer hen til en ”disk” hvor alle deres varer er lagt og de finder så det man skal bruge.



Alt fra hvidløg, ris og margarine til servietter, snor og stearinlys

Frugtmarkedet er ret stort. Mamaer sidder på række i hver deres lille butik og sælger stort set de samme ting. Når man kommer gående, råber de, stikker agurker frem og prøver på bedste vis at sælge deres varer.

Travlhed på frugtmarkedet

En glad mama der sælger frugt

Udenfor på en lille plads sidder nogle kvinder og sælger løg. De sidder ofte med paraplyer for at finde skygge for solen. Ved siden af står nogle mænd under parasoller og sælger kartofler.

Kvinde som sælger løg

I en stor ”hal” er et hav af små boder, hvor der kan købes ris, jordnødder, flere forskellige slags bønner og meget andet. Alle tingene står i store sække. Man kommer og siger hvor mange kilo man skal have, de øser det op i en skål, finder lodder og vejer det.

Én af de mange butikker med bønner, ris, jordnødder osv.

I et område holder slagterne til. Det kan til tider lugte rigtig ulækkert – den afrikanske varme og ingen køleskabe er ikke en god kombination. Vi plejer at købe kød om morgenen, da det så er mest frisk.

Så skal der parteres!

I
nden man kommer ind på frugtmarkedet, skal man gennem området hvor der sælges fisk og høns (de er levende…). Jeg plejer at tage en dyb indånding og holde vejret til jeg er i gennem – det STINKER!

De små fisk på bordet kaldes dagar – de spiser HELE fisken!

Fisk som er tørret og rullet sammen – vil ikke udtale mig om, hvad det ligner…

Størstedelen af det tøj man kan købe hernede, er brugt tøj, som er sendt fra Vesten. Tøjet ligger udenfor i store bunker på pressening og man kan så rode bunkerne i gennem. Man kan nogle gange være heldig og finde nogle fine ting.

Langs kanten i begge sider ligger store tøjbunker

Skoene er, lige som tøjet, brugte. Nogle steder hænger de i snore, andre steder er de stillet pænt op.

Skobutikker!

Der findes rigtig mange butikker, som kun sælger stof. De fleste kvinder hernede går i tøj de har fået syet – hvilket betyder, at der på markedet også ses rigtig mange kvinder og mænd sidde ved deres symaskiner.

Nogle dage er det en fornøjelse at være på markedet, andre dage er det irriterende. Når folk smiler og hilser, griner med en når man ikke kan sige så meget på swahili og bare er hjælpsomme og flinke, er det dejligt at være dernede. Når de griner af en over en lille ting, bliver ved at råbe ”mzungu” (hvid) og prøver at snyde en i forhold til priserne, har man lyst til at smide det hele og gå hjem! Heldigvis er det oftest gode oplevelser man får på markedet!

Nede i Kigoma centrum er der flere butikker. Om aftenen rykker mange ud på gaden for at sælge. De sætter små borde op med lidt frugt og tænder en lille olielampe. Andre sidder og rister majskolber over en lille smule kul. Der er mange mennesker udenfor (det er godt vejr og de fleste spiser først aftensmad mellem klokken ni og ti). At komme kørende gennem byen om aftenen er en helt speciel oplevelse.