Når enden er god, er alting godt!

Så er tiden i Kigoma for alvor ved at være slut! Der er kun få dage tilbage, og vi er begyndt at sige farvel til alle de herlige mennesker vi har mødt og brugt tid sammen med. Det er mærkeligt at tænke på, at det som har været min hverdag de sidste 10 måneder, pludselig snart er slut.

Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det har været, at være udsendt som volontør! Der er sket så mange ting som jeg aldrig vil glemme – både på godt og ondt. Jeg er blevet udfordret på så mange måder, som jeg aldrig ville være blevet det i Danmark. Jeg har mødt mennesker, som har gjort særligt indtryk ved at være helt dem selv! Jeg har set og oplevet steder, som bare har understreget, hvor stort Guds skaberværk er.

Når folk spørger mig, hvad den bedste ting har været, har jeg svært ved at svare. Jeg kan ikke bare nævne én ting. Der er så mange ting, som jeg er taknemlig for. Det har været noget helt specielt at blive en del af den tanzanianske kultur. Når man rejser rundt som turist, får man mange gode oplevelser – men det kan bestemt ikke sammenlignes, med de oplevelser som man får, når man bor et sted i næsten et år. Mange ting i den tanzanianske/afrikanske kultur har jeg fået større forståelse for. Andre ting synes jeg stadig, virker helt ude i skoven…

Det at blive en del af en anden kultur har gjort, at jeg har fået øjnene op for mange ting i min egen kultur. Jeg er blevet opmærksom på, hvor fantastisk et land Danmark er! Der er så mange værdier og ting, som er blevet en selvfølge; tillid, troværdighed, at holde hvad man lover, ingen korruption (i hvert fald ikke hvad jeg ved af…), mulighed for at få en GOD uddannelse og muligheden for at få god behandling, når man er syg. Tanzania er et dejligt land, men der er mange ting, som jeg aldrig helt vil kunne komme til at forstå og acceptere. Jeg er hvid og er vokset op et helt andet sted.

Fællesskabet med de lokale unge i ungdomsgruppen har på mange måder været berigende. At mærke de unges frimodighed, åbenhed og ærlighed har været stort! De fortæller åbent vidnesbyrd og om oplevelser i deres liv. De ser værdien i at have et kristent fællesskab at komme i. Det tror jeg også, at mange i Danmark gør, men jeg tænker nogle gange, om man udnytter det nok.

Sidste lørdag med ungdomsgruppe!

Noget af det, som for mig bliver aller sværest af rejse fra, er det fællesskab som vi har fået med de andre missionærer og volontører her i Kigoma. Det har været fedt at lære så mange unge at kende fra andre lande og dermed også lære noget om deres kultur. Vi har brugt mange timer sammen med hygge på stranden, spilleaftener, filmaftener, ture og set fodboldkampe.

En god eftermiddag på stranden i selskab med dejlige mennesker!

Både i forhold til ungdomsgruppen og fællesskabet med missionærer og volontører har det været fedt at opleve, hvordan man kan være sammen som kristne brødre og søstre på tværs af kirkeretninger. Der har været folk fra pinsekirken, den lutherske kirke, katolikker og mange andre. Man bliver klar over, at det som virkelig betyder noget, er vores fælles tro på Frelseren! Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en sætning jeg har hørt: Enighed i det væsentlige, uenighed i det uvæsentlige, kærlighed i alle forhold!

Til bibelkreds. Et dejligt fællesskab med folk fra forskellige lande og kirkesammenhænge.

Specielt to ting håber jeg, at kunne tage med mig tilbage til Danmark; taknemlighed og ikke at bekymre og ærgre mig over unødvendige ting. Når man ikke har så meget, er man ofte mere taknemlig for det man får – både store og små ting. Det har været dejligt at opleve, hvor stor glæde små ting kan bringe. At se børnene i Simbo smile så det stråler, når de leger med sæbebobler – det er så fantastisk. Og at høre vores hushjælps taknemlighed, når man forærer hende noget, man selv synes er ”skrammel” og bare skal ud; ”Tusind tak. Dette er en fantastisk dag. Gud er stor!”

I forhold til det med at bekymre sig, er jeg blevet opmærksom på, at jeg i bund og grund nok ikke har så meget at bekymre mig og brokke mig over. Når man har set, hvordan nogle her lever og hvilke ting de går i gennem, kan man godt få lidt dårlig samvittighed, når det eneste man har at bekymre sig om, er, om de nu har flere af de nye sko til 900 kr. i min størrelse…

Jeg tror ikke, at hele mit liv ændrer sig nu, fordi jeg har været i Afrika. Men jeg tror og håber, at nogle ting vil være anderledes!

Jeg tror, at jeg mister meget af min ”berømmelse” når jeg kommer hjem. Det bliver dejligt at kunne gå på gaden, uden at folk glor, råber efter én og sender lidt for kærlige blikke. Ordet ”mzungu” vil jeg i hvert fald ikke savne lige med det første…

Til slut vil jeg dele et vers, som en ven sendte til Merethe og jeg aftenen inden vi rejste til Tanzania:

”Foran mig er en sti, hvorom jeg intet ved. Men ét jeg ved – mit liv er i Guds hænder lagt, og Gud er evig kærlighed!”

Jeg takker Gud, for 10 FANTASTISKE måneder i Tanzania!

Medarbejderne hos Susanne og Just. Fra venstre: Mama Baraka (hushjælp), Merethe,
Baraka (praktisk arbejde udendørs), Witness ("vaskekone"), Mette og Alfons (nattevagt). Vi havde medarbejderfest i dag, med tanzaniansk festmåltid, stoledans og en masse andet sjov!

Merethe, Samuel og jeg. Samuel er på vores alder og har det sidste halve år været afsted på
skole for at blive uddannet som lærer. Samuel er en fantastisk dreng! Han er et stort forbillede og går foran
i mange ting - især søndagsskolearbejdet. Børnene elsker ham!

BUNKE!!!

Billeder fra den sidste tid

Søndagsskole i Mwanga

Faldskærmen er et hit!

 

"Alle sammen - ind under!"



Det er dejligt, at blive fotograferet...

 

Så skal der trommes!



Butikker i Kigoma

En hyggelig lørdag!



Merethe og jeg passer børn – pandekager til morgenmad.

Annas kommentar: ”I er bare de bedste børnepassere…”



På vej hjem fra stranden. Vi sad på taget af bilen (noget af vejen!) og følte nærmest at vi var på safari. Vi var da også så heldige at se zebraerne!

Just, pigerne, nabobørnene, Michael (tysk volontør), Merethe og jeg.



Som at finde en nål i en høstak!

Fredag aften besøgte Merethe og jeg en lokal familie – Phoebe og Sylvester og deres to børn Christoffer og Helen. I begyndelsen af vores ophold hernede, underviste vi en gang i ugen Christoffer og pigerne på engelsk.

Christoffer, Helen, Sylvester og Phoebe

Denne familie er noget langt ud over det sædvanlige! De har som nogle af de få valgt at sætte spørgsmålstegn og lave ændringer i forhold til kulturen. Man kan helt uden at snakke med dem, se, at de har noget, som gør dem anderledes end andre lokale. Da vi besøgte dem, fik Merethe og jeg en rigtig dejlig snak med dem om alt muligt. Det var rigtig spændende at høre dem fortælle om, hvordan de har valgt at leve deres liv. De er altid åbne og ærlige og de viser respekt og forståelse for vores holdninger og meninger.

Når man i Tanzania skal giftes, er det normalt at manden betaler en brudepris til kvindens familie. Brudeprisen består af 5-10 køer. For nogle, giver det rigtig store problemer, da de ikke har pengene til at skaffe så mange køer. De kan derfor ikke blive gift, hvilket medfører, at nogle stikker af fra familie og venner for at blive gift. Phoebe og Sylvester var allerede ved deres bryllup anderledes end de fleste andre. De snakkede meget sammen inden brylluppet om hvordan, de ønskede at deres liv skulle forme sig i forhold til børn, bosted og så meget andet. Det er meget atypisk hernede, da man normalt bare bliver gift, får en masse børn og manden bestemmer det hele. Sylvester viser Phoebe respekt og accepterer hendes holdninger og ideer.

Da de begyndte at lægge bryllupsplaner, ville Phoebe og hendes familie ikke have nogen brudepris. Sylvester var godt tilfreds, da han heller ikke kunne se nogen mening med det – de elskede jo hinanden! Folk omkring dem – selv deres nærmeste familie og venner – synes det var helt uhørt.

Årene efter brylluppet medførte også undrende blikke fra menneskene omkring dem. De fik ikke børn lige da de var blevet gift. Folk spurgte dem om der var noget galt og foreslog at de tog på hospitalet for at få hjælp. Sylvester grinede over hele femøren da han fortalte det! De ønskede nogle år alene inden det med børn kom på banen.

Efter at have været gift nogle år fik de Christoffer og lidt senere Helen. Sylvester hjalp med at passe dem, vaskede deres bleer og ordnede deres tøj. Folk troede, at han var blevet sindssyg. Nogle spurgte endda, om Phoebe havde givet ham noget medicin eller snakket med en heksedoktor. Det forventes at kvinden klarer ALT husholdningen og børnepasningen, mens manden dagen lang kan sidde og spille ”dam” med alle de andre mænd som heller ikke laver noget…

Børnenes opdragelse har Phoebe og Sylvester også tacklet på en helt anden måde end andre mennesker hernede. De snakker engelsk i hjemmet hvilket gør, at begge børn taler flydende engelsk! Det er en fantastisk gave, som man i Danmark ikke forstår betydningen af. Hvis du ikke kan tale engelsk, er det umuligt for dig at få en uddannelse. Har vist skrevet om det i et tidligere blogindlæg, men de første 7 år i skolen foregår på swahili. Man har engelskundervisning, hvor læreren står ved tavlen og eleverne sidder og gentager. Når man begynder i secondary school foregår al undervisningen på engelsk. De fleste kan næsten ingenting, og kan derfor slet ikke følge med. En lille procentdel består og har mulighed for mere uddannelse. At Helen og Christoffer kan tale engelsk, er derfor en kæmpe hjælp i forhold til deres fremtid.

Phoebe underviser børnene hjemme, så de får ordentlig undervisning og dermed kan gå en fremtid i møde med muligheder frem for begrænsninger.

Som jeg nævnte i starten, kan man se at de er anderledes bare ved at kigge på dem. Sylvester slår ikke Phoebe, men ære og respektere hende. De slår ikke deres børn, men lytter til dem og bruger tid sammen med dem. Sylvester går hver dag en tur sammen med børnene, hvilket naboerne synes er noget mærkeligt noget. Først og fremmest at bruge tid sammen med sine børn på den måde, men mest af alt fordi han er en mand. De taler alle pænt til hinanden og er på lige fod. Sylvester er manden i familien men han klarer opgaven ved at elske sin familie og tjene dem som ligestillede.

Phoebe og Sylvester er et stort vidnesbyrd for andre. Man kan ikke undgå at opdage, at der er en kærlighed omkring dem, som er noget helt specielt. De fortæller selv, at de ønsker at folk skal tage ved lære af dem. De ønsker, at andre skal se hvordan de lever deres liv med hinanden og med Kristus på en helt naturlig måde.

For år tilbage boede de i nærheden af en muslim. Sylvester hilste på ham hver dag når han gik forbi, hvilket gjorde et stort indtryk på manden. Han snakkede med Sylvester og sagde, at han ønskede at få det som Sylvester havde. Manden er i dag kristen!

På trods af, at Phoebe og Sylvester har et helt anderledes liv og klarer sig godt, er de ydmyge. De fører sig ikke frem, men lever som resten af lokalbefolkningen. Phoebe og Sylvester er noget helt specielt! De går imod strømmen og står fast ved deres holdninger og beslutninger, selv om det er svært. At finde en familie som dem, er som at finde en nål i en høstak!

Inden Phoebe og Sylvester flyttede til Kigoma, boede de i Dar Es Salaam. En aften kom en pytonslange og dræbte og slugte to hundehvalpe. Sylvester og nogle andre mænd dræbte slangen og Sylvester har skindet – knap 5 meter langt og 40 cm bredt!

Slangeskind fra en pyton

Når der lukkes en dør, åbnes et vindue

Hvad er Guds mening med, at lige netop jeg skal være i Tanzania? Det spørgsmål har nogle gange kørt rundt i mit hoved i løbet af de sidste 10 måneder. Den ene dag har jeg følt, at jeg lige præcis har kunne se Guds plan, den næste dag har jeg overvejet, om Gud overhovedet har lavet en plan over lige præcis mit liv…

Merethe og jeg har i løbet af den tid vi har været udsendt, forlænget vores ophold et par gange. Vi har langt fra hver gang været sikre, inden beslutningen blev taget. Er det Guds som ønsker, at jeg skal blive, eller er det en skør ide, jeg selv har fået? Jeg tror på, at det er Guds ide. Hvis der har været problemer eller spørgsmål ved at skulle blive længere, har Gud løst problemerne og besvaret vores spørgsmål.

På trods af, at vi har følt, at det har været Guds plan med os, har der stadig nogle gange været tvivl. Da vi kom i august, var vi hver mandag sammen med en gruppe unge lokale. Vi startede med at undervise dem i engelsk, men hverken Merethe eller jeg følte os helt tilpas i det. Det gik mig rigtig meget på, og påvirkede resten af det arbejde jeg lavede hernede. Vi var ved at være nået dertil, at vi ikke kunne se så meget mening i at fortsætte, da Susanne foreslog at vi bare var sammen med dem og hyggede os med dem ved at spille spil og volleyball og på den måde forberede deres engelsk. Vi prøvede ideen og det virkede perfekt! Tak Gud!

Det gik godt nogle måneder, men så begyndte deltagerantallet af falde. Vi blev igen frustrerede, men valgte at sige, at hvis det ikke var Guds mening, at det skulle fortsætte, måtte vi stole på at det var hans plan.



Alle mine venner...

I forbindelse med, at vi ikke længere havde noget mandag eftermiddag med de unge, stoppede vi med at male på det hospital, hvor vi har hjulpet et amerikansk missionærpar. Merethe og jeg snakkede en del om det, og synes pludselig det var lidt svært at se meningen med at vi skulle være her 1½ måned mere, uden noget at lave hver eftermiddag. Gud havde lukket en dør, men vi oplevede, at han derefter åbnede et vindue!

En aften kom Merethe til at snakke med Casey, en amerikansk missionær, om at hun godt kunne bruge hjælp til at få orden i det bibliotek som tilhører organisationen hun arbejder for. Det var lige, hvad vi havde brug for! Vi havde bedt Gud om, at han måtte vise os, hvad vi nu skulle (og vi kom med et lille ønske til Ham om, at det måtte være noget praktisk… J) og han besvarede vores bøn.

Casey, Merethe og jeg rydder op i biblioteket!

Jeg har oplevet, at Gud virkelig har vist os, hvad det er, at Han ønsker, vi skal lave. Men så har et nyt spørgsmål rejst sig; er det arbejde jeg gør godt nok? Burde jeg starte nogen nye ting op, frem for bare at hoppe med på vognen hos de andre missionærer? Når jeg kommer hjem fra Tanzania, vil folk så tro, at jeg bare har siddet og gloet ud i luften halvdelen af tiden? Det håber jeg ikke J Vi har oplevet, at kunne være til hjælp og velsignelse for andre, når vores egne planer og ideer ikke helt er gået, som vi håbede på.

Alt har langt fra været perfekt og gået som jeg regnede med i løbet af den tid jeg har været hernede – men jeg har valgt at stole på, at det er Guds ønske, at jeg skal være her og lave det jeg gør, indtil Han har givet mig en anden ide og vej jeg skal gå. Hvis jeg vælger at fokusere på de rigtige ting, givet det hele pludselig meget mere mening!

Gud har sendt mig til Tanzania og Han har vist mig, at det lige præcis var en del af den plan, Han har for mig!