Ganske "almindelig" undervisning!

Jeg er kommet til at tænke på, at jeg da vist ikke har skrevet så meget om det, jeg egentlig er i Tanzania for at lave; undervisning af Thea, Esther og Anna. Vi underviser dem hver formiddag fra mandag til fredag.

Thea, 7 år, er lige nu i gang med 2. klasse og Esther, 6 år, er i gang med 1. klasse. De er begge rigtig dygtige og er godt med i forhold til deres alder. Vi har valgt at dele det op, så jeg underviser Thea og Merethe underviser Esther, hvilket fungere rigtig godt!

Anna, 4 år, er endnu ikke begyndt på den rigtige undervisning. Hun er sammen med os hver dag og har lidt forskelligt legetøj med. Skolestuen består af et bord, 5 stole og en seng. Anna har indtil nu mest siddet i sengen og leget selv. Det har nogle gange været lidt svært for hende at lade være at forstyrre os for meget. Vi har lavet en lille bog til hende, hvor hun skal skrive lidt bogstaver og tal. Hun synes selv hun er ret sej, da hun jo også går i ”rigtig” skole så! Vi har taget en lille skammel og en børnestol så hun sidder ved sit eget lille bord. Jeg tror, at vi alle sammen nyder, at hun laver lidt, da hun så snakker lidt mindre… J

En normal skoledag begynder kl. 8.30 med morgengymnastik. Merethe og jeg skiftes til hver anden uge at lege noget med pigerne. Vi hopper på trampolin, spiller fodbold, leger dåseskjul, går balance, hopper i sjip og hvad vi ellers kan finde på af sjove ting!

Kl. 8.50 begynder den første time, som enten er dansk eller matematik. Efter ca. 45 minutters undervisning har vi en halv times pause med madpakke, historielæsning og frikvarter.

Kvart over ti begynder anden time. Den er lidt kortere, ca. en halv time. Efter den, kommer vi til hver dags højdepunkt – kreativ! (specielt for Anna, som flere gange i løbet af dagen spørger: ”er der kreativ nu?”) Vi slutter hver dag af med at tegne, male, lave karton, klippe-klistre, lave figurer ud af gips, papmache og alt muligt andet! Det er en rigtig god afslutning på dagen!

Mandag, onsdag og fredag er som beskrevet ovenfor. De to ”seriøse” timer er skiftevis dansk og matematik. Onsdag i kreativ underviser Merethe skiftevis Esther og Thea i klaver.

Tirsdag har vi i den første time natur/teknik med alle pigerne. Det er rart, med lidt andre fag end bare dansk og matematik, og man kan mærke, at de også nyder det meget. Til kreativ om tirsdag, plejer vi at have ”kreativ kristendom”. Vi laver noget kreativt som passer til en bibeltekst eller et emne. Vi har bl.a. lavet collager om den barmhjertige samaritaner, det fortabte får og tavler med de ti bud.

Hver torsdag kommer Christoffer, 6 år. Det en lokal dreng, hvis forældre arbejder inden for mission. Han er rigtig dygtig til engelsk, da de derhjemme snakker både swahili og engelsk. Når han er her, plejer vi at snakke engelsk sammen, så pigerne på den måde også lærer engelsk. De kan allerede rigtig meget! (ret vildt, at der i en 4-årigs hoved kan være både flydende dansk og swahili og en del engelsk!) Det er dog nogle gange lidt svært for dem, ikke at slå over i swahili, da det er det sprog, de alle 4 kan rigtig godt!

Undervisningen går godt! Det er rigtig spændende og til tider rigtig udfordrende. Man kan måske tænke, at det da er meget nemt, når vi kun har én elev hver vi skal undervise. Det er nogle dage også nemt. Andre dage, er der mange udfordringer og det hele går bare skævt. Det kan bl.a. være fordi, at lærervejledningen og undervisningen generelt ofte er tilrettelagt med henblik på, at man underviser en hel klasse. Så nogle gange, skal man være lidt kreativ, når der gang på gang står gruppearbejde…

Langt de fleste dage er rigtig gode og går som planlagt!

De fleste uger går som beskrevet ovenfor. Efter at være kommet mere og mere ind i undervisningen, har det givet overskud til at variere og gøre undervisningen mere spændende. Vi har indført, at vi ca. hver 3. uge har en emnedag. Vi har indtil nu haft en bamsedag, natur-/teknikdag på farmen og indianerdag(e)! Det er rigtig hyggeligt og sjovt med nogle helt anderledes dage!

Den tanzanianske sommerferie ligger i december måned, så nabobørnene Casper og Jackie har haft fri den sidste tid. De har derfor været med til indianerdagene torsdag og fredag i denne uge. Thea, Esther, Anna, Casper, Jackie, Christoffer og Helen (Christoffers lillesøster) har været med! Vi startede torsdag ud med at male dragter, lave pandebånd med fjer, tipi og totempæl. Mens det hele tørrede, lavede vi bål og popcorn. Rigtig indianermad… J Vi havde onsdag i kreativ lavet lerperler, som vi torsdag brændte på bålet. Vi fik alle (inklusiv Merethe og jeg) vores tøj på og løb rundt om totempælen!

Fredag fortsatte vi med indianertemaet. Vi malede de brændte lerperler (de havde vist fået en smule for meget…), lavede en slangebøsse, pandekager over bål og legede ellers bare en masse!

Nogle rigtig gode dage med dejligt vejr (hvilket var ret fantastisk – to dage helt uden regn – midt i regntiden!), godt humør og masser af sjov og ballade.

De vilde indianere!

Gudstjeneste i Kasulu Memba

I går var jeg til gudstjeneste i en landsby ca. en times kørsel fra Kigoma. Det har været planlagt længe, og ungdomsgruppen havde forberedt et dramastykke de skulle vise. Det var et Merethe og jeg havde fundet på nettet, som vi så hjalp dem med at øve. Det regnede lidt søndag morgen, så vi var spændte på om de 7 drenge ville komme kl. 8.00 som planlagt. De kom alle sammen og vi kørte ca. 8.30! Overraskende tidligt… Katale og hans kone Rachel var med sammen med Susanne, de 7 unge, mig og to mænd fra en landsby på vejen der ud – 13 mennesker i bilen. Der var godt klemt.J

Vi kom derud lidt i 10.00 og tænkte, at nu ville gudstjenesten nok snart begynde (eller det var, hvad jeg tænkte – de lokale og Susanne kender det ret godt, så de vidste godt, at der ville gå noget tid…). Vi blev budt ind i den lille kirke og satte os på bænkene. Efter lidt tid, besluttede vi at gå ud og lege med børnene udenfor, for at bruge tiden lidt fornuftigt. Ligesom vi var kommet ud, blev vi hentet ind igen – så er der te! Susanne, Katale og Rachel, de to fra landsbyen og jeg blev vist op foran i kirken. Vi fik vasket vores hænder og begyndte at spise chapati (pandekager med en masse olie) og drikke te. Mens vi sad os spiste, bøvsede og smaskede de lokale lidt en gang i mellem – et tegn på at de godt kan lide maden.

Klokken blev 10.45, og gudstjenesten begyndte. Koret sang nogle sange, hvilket lød rigtig godt! (lille landsby og ingen strøm = ingen larm fra keyboard og guitar – man kunne rent faktisk høre hvad de sangJ). Efter koret havde sunget, var drengene fra ungdomsgruppen oppe at synge lidt.

Ungdomsgruppen der synger

Der blev læst nogle bibeltekster, sunget, læst, sunget, læst, sunget osv. Når man hernede synes noget lyder godt, laver man tungetriller – hvilket blev brugt meget! En af gangene koret sang og der var godt gang i den, gik nogle fra ungdomsgruppen op for at danse/synge med. Vi sad nogle stykker tilbage og kiggede og klappede, da en mand fra koret kommer hen mod mig. Jeg prøvede ihærdigt at kigge væk, mens jeg undersøgte mulige flugtveje – det var desværre for sent! Han tog min hånd og trak mig med op. Så kunne jeg ellers bare begynde at synge en sang jeg ikke kendt og danse lidt frem og tilbage (havde kort tid forinden siddet og tænkt, at de trin da så lette ud – det var de bestemt ikke!). Hvis der er noget, jeg ikke bryder mig om, er det at danse og stå foran mange mennesker – så det var jo bare helt perfekt! J

Når man er gæst i en kirke, skal man gerne sige lidt. Mama Katale rejste sig op og fortalte om hendes familie osv. Hun sagde så, at hun ville give nogle penge til koret. Så gik de ellers amok! Hele koret begyndte at synge/skrige og danse helt vildt. Mange fra menigheden kom med op og dansede med. Gulvet i de fleste kirker er sand, så det støvede helt vildt. De fik danset færdig og Mama Katale sagde så, at hun også ville give penge til at døren blev lavet. Så kom hele forestillingen igen...J

Sang og dans efter nyheden om at de fik penge til koret

Drengene viste deres dramastykke, hvilket gik rigtig godt! De er rigtig gode til at leve sig ind i det og bare gøre det sjovt at se på. De brugte noget tid på at forklare det både før og efter, hvilket nogle gange kan være nødvendigt hernede. Meget af det som vi tænker, er en selvfølgelig eller simpelt, kan de have meget svært ved at forstå, da det for dem ikke er noget de oplever i hverdagen. Pointen med stykket var, at man ikke kommer i himlen ved gode gerninger, men ved nåden! Man kan ikke vide, hvor meget de i virkeligheden forstod, men man kan håbe på det bedste!

Vi havde inden gudstjenesten aftalt med præsten, at vi skulle køre kl. 12.00, da vi skulle hjem forbi, inden vi skulle til børneklub i Simbo. Da klokken blev 12.15 begyndte prædikenen! Den tog ca. en time og gudstjenesten var færdig 13.30. Jeg troede så, at det var tid til at tage hjem. Men nej, vi skulle da lige have lidt at spise inden vi kørte, vi var jo gæster! (de var udmærket godt klar over, at vi skulle køre tidligt da vi skulle nå hjem – alligevel laver de mad…) Vi blev vist over i et hus ved siden af kirken og satte os på bænke rundt langs muren. Vi fik vasket vores fingrer, og der kom tallerkener ind med mad. En STOR portion ris med spinat og noget kød. Jeg kiggede lidt på kødet – det lignede absolut ikke noget jeg havde set før. Jeg sad ved siden af Susanne og spurgte hende, hvad det var for noget. Hun prøvede at lade være at grine og svarede så: KOMAVE! Jeg sad lidt uden at sige noget. Mama Katale forstod, hvad vi snakkede om, så hun byttede min tallerken med en tallerken med ”normalt” kød. Tak! Vi sad længe og grinede af den lidt komiske situation.

Vi fik spist færdig og sagde farvel til dem alle sammen. Gang på gang blev der sagt ”karibu tena” (velkommen igen)! Skønt at mærke deres oprigtige glæde og utrolige gæstfrihed. Deres store hvide smil i deres mørke ansigter – man kan ikke andet end at blive glad!

En rigtig god oplevelse trods en tre timer lang gudstjeneste! J

En FANTASTISK tur til Kipili!

Onsdag eftermiddag kørte Susanne Merethe og jeg ned til havnen. Færgen Liemba sejler hver anden uge fra Kigoma, hele vejen ned af Tanganyikasøen, til Zambia og tilbage igen. De fleste af de andre volontører som er udsendt af BDM, bor hos Knud i Kipili, en lille landsby ud til søen. Vi ville ned at besøge dem, og valgte at tage den godt 30 timer lange sejltur.

Merethe har flere gange været nede på billetkontoret her i byen for at bestille billetter – dog uden held. Enten har der været en meget lang kø, ham som sælger billetterne har ikke lige været der (typisk tanzaniansk – de går fra deres arbejde på de mærkeligste tidspunkter!) eller der har været noget andet galt. Hun fik dog til sidst billetten til turen derned. Returbilletten købte vi inden færgen sejlede. I løbet af den time vi stod i kø blev vi to gange spurgt af de som sælger billetterne, om vi ikke ville op foran. Det er nogle gange skræmmende, hvor meget forskel der blive gjort på mennesker bare fordi hudfarven er anderledes.

Vi kom ombord på Liemba, fik vist vores kahyt og satte os op på dækket og nød udsigten ind over byen. 2½ time efter planmæssig afgang sejlede vi (båden havde lagt i havnen over en uge – alligevel var den forsinket…).

På vejen til Zambia stopper Liemba en del gange. Den ligger stille i vandet noget tid mens små både sejler fra landsbyerne ud til færgen med passagerer og varer. I løbet af de måneder jeg har været her i Tanzania, har jeg mange gange oplevet at de lokale har meget god tid – tingene foregår ikke altid så hurtigt og effektivt som man er vant til hjemme. På turen med Liemba fik man set folk i et meget hurtigt og kaotisk tempo! De folk som i landsbyerne er bedste venner, bliver i de små både fjender. Det handler om at komme først ud til færgen, få læsset af og på igen. At stå oppe på dækket og kigge ned i de små og store træbåde der blev læsset af og på kunne til tider godt være lidt nervepirrende. Kæmpe sække, dunke, sofaer, stole, mamaer med børn på ryggen og kufferter på hovedet skulle op og ned i bådene.

Klokken blev midnat og vi kom frem til Kipili. Arne, Rebekka og Thomas, volontører i Kipili, kom ud for at hente os i en af Knuds både. Vi havde fået besked på, at vi skulle gå ud i venstre side, men da vi kom ned under dækket, viste det sig ikke at være så nemt. Der var proppet med mennesker! Merethe og jeg havde hver vores rygsæk og en kasse med guitarer som Knud skulle have. Vi kom frem og blev dirigeret til højre. Jeg prøvede at forklare, at vi altså skulle til venstre – det ville de ikke rigtig høre på, og vi kom frem til hullet ned til bådene. Vi kiggede efter Knuds båd, men kunne ikke finde den nogle steder. En mand tog kassen min kasse med guitarer og ville smide den ned i en båd. Jeg hev den tilbage og forklarede, at jeg altså ikke skulle med den båd. Vi fik mast os over i den anden side og fik øje på nogle hvide hoveder ude i mørket – hvilken lettelse!

Fredag var vi med Amalie, Rebekka, Theresa og Thomas i Cheke Chea – et førskoleprojekt for knap 40 børn. Vi fik den dejligste velkomst af de søde børn! De var rigtig frimodige og synes det var spændende med gæster. Dagen startede ud med lidt sang. Derefter fik børnene forklæder på og spiste en kopfuld grød. Bagefter skulle de alle ud og have børstet deres tænder! Et sjovt syn at se 40 børn og 2 lærere stå og børste deres tænder…

Efter tandbørstning og pause gik vi alle ned til søen. Børnene skulle bade, og Rebekka havde fået den ide at tage noget shampoo med derned – hvilket var en succes!  Efter at have vasket en masse af børnene, siger Rebekka til mig: ”Mette, hende der er altså blev vasket tre gange…” Det var ikke så nemt at kende forskel på de mange børn J

Sidst på eftermiddagen gik vi med Anna Elisabeth op til en gammel klosterruin. Der var rigtig smukt, og udsigten deroppe fra var fantastisk! Vi gik derefter om til en fin lodge som ligger et par kilometer fra Kipili. De andre kom og vi badede og sluttede af med at spiste den lækreste 3-retters menu! Ret kontrastfuldt hvordan der på den ene side af bjerget ligger en meget fin lodge og på den anden side en fattig landsby.

Vi stop op lørdag morgen med en forventning om at Liemba ville komme en gang inden middag. Man kan ikke gå ud fra nogen rejseplan, da det er meget forskelligt hvor lang tid det tager at læsse af og på de forskellige steder. Vores plan om at skulle fra Kipili lørdag formiddag endte med at blive til lørdag aften – det betød endnu en dag med masser af oplevelser! Vi gik lørdag formiddag en tur for at finde et ”kloster”, hvor der skulle bo nogle søstre. Vi fandt det og blev budt velkommen med smil og åbne arme! Tre kvinder boede sammen og forsørgede sig selv ved at dyrke grøntsager og have lidt dyr. De viste os rundt i deres lille ”paradis”. Har aldrig mødt så venlige og kærlige mennesker som de tre søstre! De plukkede nogle af deres grøntsager vi kunne få som gave. Det var fantastisk at se deres mark/køkkenhave bestående af ananas, bønner, appelsin, majs, banan, papaya, squash, salat og meget mere!

Mens vi spiste aftensmad så vi lysene fra Liemba ude på søen. Vi fik pakket det sidste, gik ned til molen og satte os i båden. Arne trak snoren for at starte motoren – den sprang! Der gik en smule panik i mig, selv om jeg godt var klar over, at Liemba ikke ville sejle med det samme. De fik fundet en ny motor og vi kom ud til båden. Vi vinkede farvel og Merethe og jeg lagde os derefter op på dækket. Der var den mest fantastiske stjernehimmel! At ligge der og vugge lige så stille frem og tilbage i den lune aftenluft med udsigten til millioner af stjerner var ret ubeskrivelig!

Hele søndag blev brugt på færgen. Efter at have sat os i restauranten for at spise aftensmad, satte en ung mand sig overfor mig. Jeg sad og lavede lidt sudoku, hvilket han fulgte meget med. Jeg prøvede på swahili at forklare ham det, og han prøvede at lave en selv (det lykkedes med lidt hjælp en gang i mellem…). Han sluttede af med at skrive sit navn og nummer ved siden af – hvis jeg lige skulle få brug for det. J Til aftensmad bestilte vi fisk og ris. Lige inden maden kom, kom vi til at snakke om, om der mon kom en hel fisk på tallerkenen – sandelig om der ikke gjorde! Vi kiggede lidt efter en anden mand ved bordet og så hvordan han spiste sin fisk. Da vi efter noget tid kiggede på hans tallerken igen, var kun halen tilbage! Så meget fik vi dog ikke helt spist.

Mandag morgen kom vi til Kigoma og kunne gå i land efter en FANTASTISK tur til Kipili! Dejligt at opleve et tanzaniansk landsbysamfund helt tæt på, med alt hvad det indebærer. Fattigdommen var på mange måder mere tydelig – men ligeså var glæden og gæstfriheden!

TIA

I fredags havde Susanne fødselsdag, så vi skulle ud at spise på ét af de to fine hoteller som ligger her i byen. Vi kom der op omkring kl. 18.00 og bestilte vores mad ca. halv syv. Vi gik lidt rundt og satte os derefter til bords. Der sad vi så en halv time, en time, halvanden time, to timer som til sidst endte med at blive til 2½ time! Halvdelen af os fik vores mad (den var kold, fiskene var ikke de vi havde bestilt og de var skåret over i halve).Vi fik at vide, at der var lidt forvirring i køkkenet (hvad den forvirring gik ud på, nåede vi at digte mange historier om – de kunne ikke fange fiskene, koen skulle fodres, inden denne kunne slagtes osv.). Vi endte med at tage derfra 3 timer efter maden var bestilt, hvor kun halvdelen havde fået deres mad. Vi fik dog det hele gratis! Vi kørte hjem og lavede klokken lidt over ti bacon, scrambled eggs og ristede noget brød! Vi blev enige om, at man i denne situation kun kan sige – TIA (this is Africa…)



Udsigten fra hotel Hilltop - solen der går ned over bjergene i Congo

Lidt hverdagsoplevelser...

Tiden flyver stadig af sted, og oplevelser er der nok af! Det er ikke fordi, at vi har oplevet det helt vilde siden sidst, men der sker da lidt nye en gang i mellem J

Vi har lige for tiden besøg af forskellige ”mzunguer” (hvide). De sidste 14 dage har Michael, missionær udsendt for LM, været på besøg. Han har hjulpet Just på farmen og repareret forskellige landbrugsmaskiner. Derudover har Bettina, ansat af BDM, været på besøg nogle dage sammen med Knud, missionær i Kipili. Det har været rigtig hyggeligt!

Inden Michael kom, havde han kort forinden været et smut hjemme i Danmark, hvilket betød, at kufferten var pakket med en masse godter! Vi fik i sidste uge et rigtigt festmåltid bestående af rugbrød (hvilket var første gang siden DK!), varm leverpostej, spegepølse, ost og pålægschokolade! Det lyder måske ikke af det store, men når man er hernede, er det fantastisk! Det var samme aften som Mortens aften hjemme i Danmark, men jeg savnede nu ikke and!

Sidste lørdag var vi ude og ”bestige” et vandfald. Eller vi gik i hvert fald over et bjerg for at komme til vandfaldet, og fik da også kravlet op på toppen af vandfaldet. Just og Susanne havde været der et par gange før, men var ikke helt sikre på hvad vej vi skulle. Vi fik parkeret bilen da vi ikke kunne køre længere, og gik derefter over bjerget. Vi kom frem og nød det flotte syn! Da vi skulle tilbage, var de fleste kræfter ved at være brugt, men frem til bilen kom vi da (for ikke at få mig til at lyde som en svækling, vil jeg lige fremhæve, at jeg var lidt småsyg…). I bunden af dalen man kan se på billedet ligger vandfaldet. Selvom man er i ”tørre” Afrika, er det i regntiden frodigt og grønt!

I sidste uge, havde jeg lidt sygdom i kroppen bestående af malaria. Eller det vil sige, at jeg egentlig ikke er helt sikker på om det var malaria. Jeg havde det en aften dårligt, og fik taget en malariatest. Inden Just testede, havde Merethe været med et termometer som hun havde fået af Just (Susanne var ikke hjemme!) Jeg proppede den i munden og lagde med den lidt – ingen feber. Næste morgen fandt jeg ud af, at Just ved et uheld havde givet mig det forkerte termometer – det skulle altså ikke lige have været i munden... FØJ! Hvis ikke jeg var syg, skulle jeg da i hvert fald nok blive det! Jeg har fortalt ham, at jeg, næste gang han er syg, nok skal sørge for at tage hans temperatur! Næste formiddag tog Susanne og jeg hen på en lokal klinik for at få mig tjekket igen. Vi snakkede med en læge og jeg blev vist ind til en anden mand som tog en malariatest (man får et lille prik i fingeren og de tager lidt blod på en glasplade). Vi satte os ud for at vente. Da vi sidder og venter, går lige pludselig to høns rundt henne i døren ud til. Ikke ligefrem noget man er vant til – at se høns hos lægen. En mand kom efter et kvarters tid ud og sagde, at der ikke var noget strøm, så resultatet ikke helt var klar endnu. Susanne spurgte om de da ikke havde en generator, men nej. Strømmen kan nogle gange godt være væk hele dagen, men denne gang kom den heldigvis hurtigt igen. Vi snakkede igen med lægen, som sagde at testen ikke viste noget. Han sluttede af med at sige, at hvis jeg fik det værre, skulle jeg indlægges – med drop! Ved ikke lige helt, hvor han fik det fra. Vi tog hjem, og jeg fik det i løbet af den næste dag lidt bedre. Om natten blev jeg igen lidt dårlig, så Just tog fredag formiddag med mig hen på en anden klinik. Jeg fik igen taget en malariatest som ikke viste noget, men fik alligevel at vide, at jeg havde malaria. Jeg fik noget medicin, og har derefter fået det meget bedre!  Er nu helt ovenpå igen, hvilket er skønt! Om jeg virkelig havde malaria, finder vi vist aldrig ud af.

Som jeg tidligere har skrevet, har vi brugt en del tid på at male. Den sidste uge, har vi skulle vente ret lang tid på dala-dala. Mens vi har stået og ventet, har en del mennesker henvendt sig til os. I længden kan det godt blive lidt frustrerende, da man prøver at være flink, men nemt kommer til at virke sur, da man ikke altid er i humør til at børn og voksne mennesker bare står og glor på en. En dag vi ventede, kom Gideon, en dreng fra ungdomsgruppen, forbi. Vi snakkede med ham og nød meget at møde en som vi faktisk kendte!

Dala-dalaerne har den sidste uge ikke kørt så regelmæssigt, så det er flere gange endt med, at vi har taget en taxa. En dag vi ikke gad at vente længere, gik vi ned til nogle taxachauffører. Da vi går ned mod dem, går 10 mænd os i møde og råber om vi skal med taxa. Vi sagde ja, og spurgte hvor meget det kostede – 5000 shilling svarede de. Vi rystede på hovedet og sagde, at vi ville give 3000 (de andre gange vi har kørt med taxa, har vi givet 3000). Det ville de ikke være med til, så vi vendte os om for at gå. Én af dem gav sig og sagde okay. Vi var på vej ind i bagi, da der kommer en og hamrer døren i og siger vi skal køre med ham i stedet. Vi kom til sidst ind i en taxa og kørte derud for 3000 shillings – så alt endte som det skulle! J

Hygge med andre missionærer

Her i Kigoma og omegn er en del andre missionærer – nordmænd, englændere, tyskere, svenskere og en del amerikanere. Vi mødes med nogle af kvinderne hver tirsdag til noget bibelstudie og hver onsdag med alle missionærer til bibelkreds. Det er rigtig hyggeligt at være sammen med nogle andre ”mzunguer” (hvide)!

De sidste to lørdage har Merethe og jeg været på stranden med nogle af de unge amerikanere. To drenge som er missionærbørn (fungerer dog også selv som missionærer), Eric og Christian, og Stacey, Justin, Larry og JR.

I lørdags var Merethe og jeg af sted med Eric og Christian. Lidt væk fra stranden er en klippe man kan hoppe ud fra – ca. 10 meter høj. Vi gik på klipperne, hoppede i vandet og svømmede resten af vejen. Vi fik klatret op på toppen (eller det vil sige de andre gjorde… Jeg skulle ikke nyde noget af at springe!) og de hoppede i. Det så ret sygt ud. Da vi svømmede der ud, spurgte jeg Eric, om der egentlig ikke var farlige dyr i vandet. Han svarede, at de ikke havde set nogle i et stykke tid. Tror jeg er glad for, at jeg ikke spurgte mere ind til det!

Lørdag aften besøgte vi Stacey og hendes og de tre drenge hun er her sammen med. Vi spiste og så en film sammen.

Skønt at kunne være sammen med andre unge hernede!

En dag på farmen

(Skrevet lørdag d. 29. oktober)

Onsdag til torsdag var vi alle med Just ude på farmen. Han er ved at opdyrke noget jord, som skal bruges til et landbrugsprojekt. Unge drenge skal bo der, dyrke jorden og lære om landbrug.

I sidste uge var det tid til at så (10 hektar som skulle sås i hånden), så Just havde brug for al den hjælp han kunne få.

Vi kørte onsdag morgen sammen med 4 unge drenge fra ungdomsgruppen. Egentlig var det meningen, at der kun skulle tre med, men da vi onsdag morgen skulle af sted, kom der lige en mere. Bilen var godt pakket med 11 mand i bilen – 3 bagi sammen med en masse bagage + vand, diesel og bagage på taget! (man kunne nok ikke helt se, at vi kun skulle være væk i 2 dage…)

Da vi først på formiddagen kom ud på den lille jordvej ind til farmen, holdte en lastbil som sad fast i mudderet. Just fandt en kæde, satte den fast foran på bilen og trak i løbet af ingen tid lastbilen op.

Lige inden man kommer til farmen, skal man køre ned gennem en flod. Lige nu er der næsten ingen vand i. Vi kom ned, men kunne ikke komme på da vi kom over på den anden side. Just skulle skynde sig at sætte nogle i gang med arbejdet, så vi parkerede bilen nede i floden. Lastbilen som vi trak op, havde været inde og læsse en masse gødning af – på den ”forkerte” side af floden. Det skulle derfor bæres over på den anden side, hvor vi så kunne hente det med bilen. De 4 unge drenge begyndte at bære de MANGE 50 kg’s sække. En af de unge bar i alt omkring 15 sække på nakken/hovedet! Det var imponerende. Han havde en da tid til at stoppe op og smile til kameraet med en sæk på hovedet!

Merethe, Susanne og jeg bar også nogle sække – dog 2 og 2 sammen. Var smadret efter at have båret 3-4 stykker…

Sidst på formiddagen kom Oddvar (en nordmand som ejer den jord Just bruger til landbrugsprojektet) sammen med en lokal mand som hjælper Just, Aron, og tre unge amerikanere – Larry, Justin og JR. Merethe og jeg var i gang med at sætte telte op (hvilket var ved at gå helt kage - der var stænger og telt ud over det hele) da de kom. De hjalp os færdige og gik derefter med Just ud i marken. Merethe og jeg underviste pigerne, var med dem nede og bade og hjalp med aftensmaden.

Fire unge, 3 amerikanere, ca. 20 mamaer fra en lokal landsby og Just hjalp hinanden med at så. Man bliver virkelig imponeret over tanzanianernes udholdenhed. Tit brokker vi os over, at de er så dovne og ikke gider at lave noget – heldigvis er der bestemt også mange som gider! Mamaerne havde tidligt morgen gået 1½ kilometer fra landsbyen ud til farmen. Derefter går de hele dagen i solen (nogle af dem med et barn på ryggen) og sår og holder kun få pauser. Udholdenhed får en lidt anden dimension når man ser hvordan de knokler!

Det blev tid til aftensmad (som selvfølgelig var lavet over bålet) og de stoppede i marken. Efter aftensmaden sad vi alle sammen rundt om olielamperne og sang lovsange sammen. Justin havde sin guitar med og spillede sammen med os. Vi startede ud med at synge nogle engelske lovsange, hvorefter drenge fra ungdomsgruppen sang nogle sange på swahili. Det lød rigtig godt! Vi sluttede af med at Larry delte nogle bibelvers med os. En rigtig hyggelig aften med lovsang, olielamper og ildfluer!

Torsdag fortsatte de ude i marken og vi underviste igen pigerne og hjalp med at lave mad. Undervisningen bestod af en natur teknik dag, hvilket betød at vi skulle fange dyr i floden og plante vores egne majs. Merethe og jeg ville på et tidspunkt hente vand i floden til at vaske hænder i. Vi gik ned til floden med en spand, balancerede oven en træstamme, fyldte spanden op og balancerede derefter tilbage over træstammen med en fuld spand vand! Vi ville lige prøve at bære den på hovedet (hvilket alle tanzanianere gør – selv små børn!), men det gik ikke så godt. To skridt og man havde ondt i hovedet og benene…

Midt på eftermiddagen kom Oddvar igen. Just blev derude til fredag sammen med de 4 unge og Aron. Det betød, at alle os andre skulle køre med Ingrid og Oddvar tilbage (knap 2 timer). Merethe, Susanne, Thea, Esther, Anna og jeg sad helt bagi, de tre amerikanere midt i og Ingrid og Oddvar foran. Der var læs på!

En rigtig hyggelig og spændende tur.

Tanzaniansk skoleafslutning

I Tanzania er skolesystemet opbygget med primary- og secondary school. I primary går man de første 7 år og rykker derefter op i secondary som tager 6 år. I primary får de undervisning i engelsk, og når de så kommer til secondary, begynder al undervisning at foregå på engelsk! De færreste har lært ret meget engelsk, da det meste af undervisningen foregår ved at læreren står ved tavlen, mens eleverne skriver af. Når de så kommer i secondary uden at kunne ret meget engelsk, bliver de hægtet endnu mere af. I oktober og november er der eksamener. Form 4 i secondary, er der ikke ret mange der består. Her i Kigoma, var der sidste år kun 10% der bestod. Hvis de dumper, skal de gå secondary om. En dreng fra ungdomsgruppen går nu i form 2 efter at være dumpet form 4. Han taler rigtig godt engelsk (er nogle gang tolk når der komme udlændinge) og også fransk. Han er rigtig klog, men kunne alligevel ikke bestå form 4! Det er frustrerende at se, at så mange dumper og derfor har svært ved at komme videre med uddannelse!

Vores naboer, Katale og Mama Katale, har 4 børn, hvoraf de to ældste er bortrejst for at gå i skole. De to yngste, Jackie og Casper, er rigtig meget sammen med Anna, Esther og Thea. Derudover tager familien sig af to piger, Marge og Maria. Man ser ofte, når en familie tjener penge og lever godt, at der bliver sendt slægtninge som kan bo der og gå i skole.

Marge går i form 4 og har lige været oppe til eksamener. Der var afslutningsfest den anden dag, hvor nabofamilien havde inviteret os. Dagen vi skulle af sted, var der ikke nogle arbejdere, så Susanne blev nød til at blive hjemme sammen med pigerne. Merethe og jeg tog alene af sted sammen med Mama Katale, Jackie og nogle venner. Vi kom lidt for sent derover, så de var allerede godt i gang. Det foregik udenfor i den MEGET varme sol. Der var sat stole op under presenninger, men alle pladserne var taget. Vi havde stået op lidt, da der kommer nogle med stole til os (fordi vi var hvide…). Vi satte os ned og kiggede på at to drenge dansede til høj musik. Mens vi sidder og kigger, kommer to drenge hen til os og siger hej. De spørger om lidt forskelligt, og spørger så midt i det hele om vi ikke vil komme med så de kan tage et billede sammen med os. Mærkeligt hvordan vildt fremmede mennesker kommer hen og vil have taget billeder sammen med en. Vi fik dem efter noget tid til at forstå, at vi ikke var så interesserede i at blive fotograferet…

En pige fra ungdomsgruppen, Rose, går på skolen. Hun kom hen og sagde hej og spurgte om, hvor vores gave var. Merethe og jeg kiggede lidt på hinanden, da vi ikke anede vi skulle have nogle gave med! Lidt pinligt…

Efter at have siddet i solen lidt, kommer Casper gående med en paraply. Mama Katale rejser sig op, åbner paraplyen og holden den over os! Der sad vi så som to dronninger til en graduationfest, hvor vi kender én elev (som vi ikke engang kender ret godt) med en præstekone som holder en paraply over os for at give os skygge! Det var noget af en oplevelse. Da Merethe og jeg lidt senere går tilbage, snakker en del af eleverne til os. Vi bor lige ved siden af skolen, så der var ikke så langt at gå. Da vi næsten er hjemme, kigger jeg tilbage og ser to drenge der er fulgt efter os. Lige da vi når til porten og går ind, vender de om og går tilbage til skolen. Godt vi ikke havde længere hjem! J

Det var noget af en oplevelse!

Elefanter og giraffer på hospitalet

De sidste dage har Merethe og jeg været ude på baptisthospitalet som ligger i Kigoma. Der arbejder en amerikansk læge, hvis kone har spurgt Merethe og jeg, om vi ville have lyst til at hjælpe med at male forskellige dyr og bibelvers på væggene derude. De har før været missionærer i Uganda, hvor der på hospitalet var malet dyr på væggen hos børnene. De mente, at hospitalet her godt kunne trænge til det samme, da det kristne over hospitalet så vil komme mere frem. Vi satte en projektor op på væggene med forskellige dyr, som vi så først tegnede op med blyant og derefter har vi malet dem. Det tager ret lang tid, men det er rigtig hyggeligt og dejligt at kunne hjælpe på den måde!

Engelskundervisning = ludo, uno og kinaskak!

(Skrevet mandag d. 17. oktober)

Hver mandag underviser Merethe og jeg unge drenge i engelsk. Vi har indtil nu undervist ud fra bøger, sange og haft diskussioner om forskellige emner. Vi var kørt lidt fast i det, da det kan være svært at undervise, da deres niveau er MEGET forskelligt. Nogle kan lige så meget som vi kan, andre kan nærmest ingenting. Vi har erfaret, at de fleste er gode til at skrive og stave, men har meget svært ved at snakke og formulere sig. Derudover har gruppen været meget ustabil, hvilket har gjort det svært at forberede sig. Vi havde snakket med hinanden om, hvad vi kunne gøre, for at få mere lyst til at undervise og føle, at de fik noget ud af det. Susanne foreslog, at vi prøvede at tage nogle spil med og ellers bare sad og snakkede og hyggede. Vi tog forskellige spil med og valgte at prøve og se hvordan det ville gå. Da vi satte os ud foran porten omkring kl 16, så nogle gadebørn os. De havde i går været med til søndagsskole, og troede at det også var for dem nu. Vi hentede Susanne, som forklarede, at det ikke var søndagsskole. Vi sad og spillede lidt med dem indtil de første unge kom. Der kom 6 unge og spillede sammen med os og det fungerede rigtig godt! Vi hyggede os med det og fik snakket en masse engelsk. De fortalte om forskellige kortspil de ville lære os. Inden de forklarede dem, fortalte de først om to spil – i det ene spil skal man slå hinanden, det andet kan man ende med at skulle gifte sig med en af de andre spillere! Vi blev ret hurtige enige om, at det nok ikke lige var et af dem vi skulle spille… Vi spillede et kortspil, som vi efter noget tid fandt ud af var det samme som uno. Som vi plejer, sluttede vi af med at spille volleyball. Nabodrengen Casper og en tidligere ansat spillede sammen med os. Han skulle egentlig øve med koret i kirken, men synes nok at det var mere spændende at spille volley. Mens vi spillede, stod han og dansede på banen, da han kunne se de andre stå udenfor kirken og øve sig.

Det er rigtig rart at mærke, hvordan man kommer tættere og tættere på de unge – vi kan gøre grin med hinanden og bare have det sjovt. På et tidspunkt ramte jeg bolden lidt (meget) skævt. En af drengene grinede helt vild, kiggede på mig og rakte tommeltotten i vejret mens han fortsatte med at grine…

Fest med drama, solosang, "heksedoktor" og film!

(Skrevet mandag d. 17. oktober)

I lørdags holdte vi fest for ungdomsgruppen, som tak for det arbejde de gør i Simbo, med undervisning af børnene. Susanne, Merethe og jeg havde lavet nogle skriftlige invitationer, så vi vidste lidt om hvem der kom. Vi havde inviteret 15, men vi var godt klar over, at der højst sandsynligt ville komme nogle uden invitation. Kl. 16.00 begyndte vi, men allerede lidt i fire kom den første som ikke var inviteret. Der kom ca. 5 uden invitation – én af dem havde aldrig været her før. De kom alle i fint tøj – nogle kom endda med (jule)slips. Vi havde forberedt nogle lege, men sagde til de unge, at de gerne måtte optræde med noget eller foreslå lege, hvis de ville. En gruppe gik lidt væk og ville forberede et dramastykke. Mens legede vi andre nogle lege. De kom tilbage og opførte den fortabte søn. Derefter var nogle af drengene oppe foran og synge. De satte sig ned, forklarede lidt om hvorfor de gerne ville synge den sang og hvad den betød for dem. En af drengene, sang to sange, som han selv havde lavet – det var rigtig godt. En gruppe opførte endnu et dramastykke om, hvordan man ikke kan finde ægte livsglæde andre end hos Jesus. Med i stykket var en ”heksedoktor” – en af drengene havde været omme i haven og plukke forskellige grene og blade som han havde sat bag ørerne, i skjortelommen og forskellige andre steder. Ret sjovt!

"Heksedoktoren"

Det er helt vildt hvilken frimodighed de har! De er åbne omkring deres tro, og deler gerne store og små ting. Dejligt at mærke, hvordan de ser det som en naturlig ting, at have Gud med i alt hvad de laver! Vi bad sammen, en af de unge havde noget han gerne ville dele og de lavede dramastykker og sang.

Vi legede lidt mere og spiste sammen. Vi fik tanzaniansk festmåltid – pilav. Det er ris blandet med noget kød og nogle krydderier. Dertil fik vi spinat og kogebananer. Det smagte meget godt. Efter vi havde spist begyndte nogle af de unge at tage billeder med deres kamera (to af dem havde nogle gamle kamera med). De tog først billeder af hinanden, men ville så have nogle sammen med Merethe og jeg. Vi stillede os op, de tog et billede og vi tænkte det var det. Men nej – der blev ved at komme nogle som ville have taget billeder sammen med os. Nogle ville holde os i hænderne og vi blev nogle gange sat ned foran. Merethe og jeg grinede en del af den lidt komiske situation. En sjov oplevelse! Det var meningen, at vi skulle se film sammen nede i kirken. Det meste af lørdag havde der været et møde nede i kirken. Vi havde fået besked om, at de ville være færdige kl. 18, men kvart i syv var de stadig i gang… Vi valgte derfor at sætte lærred og projektor op inde i gården. En rigtig god dag med hyggeligt samvær med de unge!

Ungdomsgruppen

Swahiliundervisning

To gange i ugen får Merethe og jeg en times swahiliundervisning af Daniel (han arbejder som vagt for Susanne og Just). Det går egentlig meget godt, men vi er desværre ikke så gode til at få øvet på det... Egentlig er swahili et ”nemt” sprog, da man udtaler ordene præcis som de står. At nogle ord så nærmest er umulige at udtale er en hel anden sag. F.eks. hedder hund mbwa! En dag på vej til Simbo sad jeg ved siden af en af drengene som sad med en børnebibel. Han sagde, at jeg skulle prøve at læse noget. Jeg læste nogle linier, og han spurgte, hvordan i al verden jeg kunne det. Jeg forklarede ham så, at jeg godt kunne læse, men absolut ikke forstod noget som helst af hvad jeg lige havde læst!

Daniel er en rigtig godt lærer. Han er meget hyggelig og vi griner ofte af hinanden. Enten fordi han prøver at lære os noget som vi ikke forstå, vi siger noget der er helt hen i vejret eller han sidder og laver de mærkeligste ansigtsudtryk for at lære os, hvordan man udtaler en eller anden mærkelig kombination af bogstaver!

En sætning som med sikkerhed kommer mange gange i løbet af en times undervisning er: ”are we together” – Daniel siger det hele tiden, vi siger ja (selv om vi langt fra altid er helt ”together”…) og fortsætter.

Vi satser på at kunne sproget flydende i løbet af den næste måneds tid. Eller ikke…

En weekend med afslapning!

Denne weekend er blevet brugt på masser af afslapning. Et norsk par som bor her i Kigoma, er lige nu hjemme i Norge. De ejer stranden vi bader ved og har, på grund af larmen fra nabodiskoteket, tilbudt, at vi måtte bo i deres hus, mens de er hjemme. Vi tog af sted torsdag aften og kom hjem søndag eftermiddag.

Fredag morgen efter vi havde spist morgenmad og skulle til at undervise pigerne, sagde jeg for sjov til Esther, at der var en del stole tilovers, så jeg ville lige åbne døren og råbe ud om der var nogle der ville være med til undervisning. Da jeg åbner døren, står der ovre mellem træerne 3 zebraer! De andre kommer farende og vi står alle og glor. Zebraerne løber væk da der kommer et par vildhunde. En ret vild oplevelse.

Natten til lørdag vågnede vi alle med et sæt pga. et KÆMPE tordenbrag. Det regnede, tordnede og lynede som jeg ikke har oplevet det før. Faldt heldigvis i søvn igen, men vågnede en del gange.

Lørdag formiddag kørte Susanne, Merethe og jeg hjem for at holde ungdomsgruppe. Det regnede en del, så vi forventede ikke at der kom så mange – måske slet ingen. Knap halvanden time efter vi egentlige skulle begynde kom to drenge. Vi sang lidt sammen og snakkede om hvad der skulle ske til børneklub i Simbo dagen efter.

Lørdag eftermiddag var vi nede at bade. Da de andre var gået hjem og Merethe og jeg sad dernede selv, kom en fisker padlende ind på stranden med sin båd (som lignede en lille kano). Han begyndte med en spand at øse vand ud af båden. Vi sad og kiggede lidt på hinanden uden at vide, hvad vi skulle gøre. Inden vi nåede at gøre noget, tog han kondisko på og løb.

På stranden er der en del små aber. De kommer meget tæt på, hvis de kan lugte mad i nærheden - hvis man efterlader noget, kan man være sikker på, at aberne finder det. Søndag middag sad vi og spiste, mens aberne rendte udenfor nær terrassen og sprang rundt i træerne. Pludselig løber en af aberne ind på terrassen, tager et tomt Pringles-rør og hopper op i et træ. Der sidder den så og prøver at få låget af – først med hænderne og dernæst munden. Først falder låget ned, og lidt efter røret, da den opdager, at den er tom…

Vi fik i løbet af weekenden, badet, læst bøger (fik læst lidt over én bog i løbet af 3 dage…), set aber og zebraer og ellers bare slappet af!

Skønt at falde i søvn til lyden af bølger der slår mod klipperne frem for disko natten lang!

Missionærkonference og safari

Fredag i sidste uge, gik turen mod Sikonge. Bilen var godt fuld da vi begav os af sted, da vi skulle have Erik Baun (generalsekretær for BDM) og Mama Katale (præstens kone, vores nabo) med. Hun og jeg sad bagi bilen sammen med al bagagen. Jeg var godt træt, da vi kørte forholdsvis tidligt hjemmefra. Havde tænkt, at jeg kunne sove lidt, men det blev der desværre ikke meget af pga. de ujævne veje – egentlig er ordet ”ujævne” ikke nok at bruge. En blanding af de dårlige veje og Justs kørsel giver ikke gode odds for søvn! Det fik jeg vist også fortalt ham…

Missionærkonferencen begyndte fredag aften, hvor vi ankom til Sikonge hos Lisbeth og Steen Andersen. Vi var i alt 11 volontører, 5 missionærer + 3 børn og Erik Baun.

Weekenden bød på mange gode, spændende og udfordrende oplevelser. Vi havde bibeltimer, rapporter fra de forskellige missionærer om deres arbejde, missionærernes og volontørernes aften, vi ”optrådte” i kirken (os volontører havde øvet en sang, som vi til søndagens gudstjeneste sang – det endte med tungetrillen, så helt skidt kan det ikke have været!) og Steen viste os rundt i en spedalskheds camp som ligger i Sikonge. Det var en meget spændende oplevelse! At se hvordan mange af disse mennesker, som på mange måder har grundt til at være utaknemlige og kede af livet, alligevel var glade, lavede sjov og gladelig smilede til kameraet – det var opmuntrende!

Tirsdag formiddag kørte vi fra Sikonge og videre til nationalparken Katavi. Det meste af onsdag blev brugt på safari – hvor var det bare en fantastisk oplevelse at se dyrene så tæt på i deres rette element. Vi spiste morgenmad og kørte derefter af sted. I løbet af formiddagen så vi zebraer, giraffer, flodheste, aber, krokodiller, gazeller, impalaer (ligner rådyr lidt), ørne, storke, perlehøns, en masse flotte fugle, elefanter og bøfler på lang afstand. Det var helt vildt! Vi kørte tilbage, spiste middagsmad og fik en lille middagssøvn. Sidst på eftermiddagen kørte Just, Merethe og jeg ud igen, mens Susanne blev tilbage sammen med pigerne. For første gang hernede kørte jeg bil! Det var lidt svært både at koncentrere sig om at køre (gearstangen og jeg sad omvendt af hvad jeg er vant til) og se efter elefanter og giraffer! Vi var ude i knap tre timer og kom tæt på en masse bøfler, giraffer og elefanter (en stor han mente vist, at vi kom lidt for tæt på… Den gik foran os, og jeg kørte langsomt frem – den stoppede flere gange op, vendte sig om og løftede det ene forben).

Stedet vi boede, Riverside Camp, lå lige ned til en å fuld af flodheste (åen var stort set udtørret – det vand/mudder flodhestene lå i, var der deres egen afføring, hvilket kunne lugtes!), hvilket betød, at man om natten kunne høre dem ganske tydeligt!

På vejen tilbage til Kigoma, holdte vi middagspause og spiste på et hostel. Da jeg var på vej ud, henvendte en dame sig til mig og sagde: ”he says he likes you” mens hun pegede på en ung mand der stod ved siden af. Ret underligt at få sådan en kommentar fra en man aldrig har mødt før! Jeg sagde ikke så meget, men grinte lidt. De gik igen, så han kunne nok godt mærke på mig, at jeg ikke var så interesseret J

Dala-dala, disko og en oldemor der danser!

Så er den første tur i dala-dala taget! Merethe og jeg ville ned i byen, og valgte at det var nu vi skulle prøve at køre med dala-dala (små minibusser, som bliver proppet godt og grundigt med mennesker). Vi har i løbet af ugen kørt med dem 5-6 gange. Man stiger på, sætter sig (hvis der en plads), rykker lidt sammen, sætter sig ovenpå hinanden og rykker lidt tættere sammen. En af de gange vi har været med, sad en dame med en spand fuld af fisk! Det gør ikke ligefrem lugten bedre! Når man så skal af, skal man mase sig ned mellem de 10 personer der står op foran en. Når man går ud, betaler man 300 tsh (ca. 1 krone – buspriserne er en smule billigere end derhjemme…) til ”billetmanden” og ryster på hovedet af, hvor mange mennesker der kan være der inde, uden egentlig at kunne være der. En af de gange vi har været med, har jeg talt til 30 personer i en bus med siddepladser til max 15… At sige man sidder/står som sild i en tynde, er ikke nok! J

I onsdags skulle Merethe og jeg med Samuel (en af de unge fra ungdomsgruppen) med ud på batisthospitalet i Kigoma for at optælle bøgerne i bogbutikken derude. Vi tog en dala-dala, gik derop og fandt døren til butikken/rummet låst. Samuel ringede til ham som havde nøglen, men han var ikke på hospitalet og havde ikke mulighed for at komme. Vi gik hjemad igen, da Samuel spurgte, om vi havde lyst til at hilse på hans bedstemor. Vi gik hjem til hende, og blevet taget varmt imod af bedstemor, oldemor, mostre, kusiner og hvad der ellers var. Vi gik indenfor, satte os i en blød stol og vaskede vores hænder. Vi fik serveret en cola og mandasi (smager som klejner). Samuel hentede sin kusine, onkel og nabodrengen. De satte sig foran os og sagde alle shikamoo til os (”må jeg kysse dine fødder”). Hernede siger man det til hvide og ældre mennesker, for at vise respekt. Ret specielt. Samuel præsenterede dem, og de gik ud igen. Mens vi sad os spiste, kom først hans bedstemor ind snakkede lidt med os og sagde ”karibu” (velkommen) mindst 20 gange. Hans oldemor kom lidt senere ind. Da hun trådte ind, begyndte hun at danse til den musik der spillede i rummet hvor vi sad. Musikken der spillede, var ikke afrikansk musik, men derimod alle de kendte sange som kører i radioen derhjemme. Ret sjovt, at se en oldemor danse rundt til sådan noget musik! Samuel fortalte, at det var fordi, ramadanen er ovre og de derfor fester i denne uge. Hans bedstemor og oldemor er begge muslimer, mens Samuel og hans forældre er kristne.

At ramadanen er slut, har kunne høres! Diskoteket, som ligger lige ved siden af hvor vi bor, har spillet endnu højere musik end det plejer. De begynder omkring kl. 19.00 og fortsætter til ud på natten. Det er en blanding af rigtige afrikanske sange og kendte amerikanske og europæiske pophits. Vi er så ”heldige”, at det ikke kun er diskoteket vi kan høre. Et af de to kirkekor, øver (utrolig mange gange i løbet af ugen) lige uden for præstens, vores nabos, hus. De stiller keybord, guitarer og bas frem og skruer højt op for de store højtalere!
Jeg sover hver nat med ørepropper pga. diskoteket. En nat vågnede jeg flere gange – først pga. diskoteket, så muslimerne der beder og til sidst hanerne der galer lige udenfor vinduet. Nattesøvnen er ikke helt den samme, men falder dog heldigvis i søvn igen med det samme!
Jeg nyder stilheden, når den en sjælden gang i mellem er her…

Måske det hele kommer til at lyde lidt negativ – det er bestemt ikke meningen! Jeg nyder at være her, morer mig over at kører i dala-dala og sover gladelig med mine ørepropper J

Lidt bonus-info og billeder her til slut:

Det har regnet én gang i løbet af den tid vi har været her (ca. 2 timer)

Jeg har spist mere ananas og vandmelon i løbet af de sidste 3 uger, end jeg har gjort hele mit liv (det smager så godt hernede!!!)

Badene siden jeg kom har alle været med en spand, en bøtte og koldt vand – det er dejligt, når det er så varmt!

En hård skoledag...

Rengøring af jordnødder. De skal saltes og laves til peanuts!

Bananer i haven!

Strandtur og gudstjeneste

Tiden flyver af sted, og jeg oplever utrolig mange ting!
I lørdags var vi igen med Susanne til ungdomsarbejde. Da vi var ved at være færdige og skulle hjem, kom en af de unge drenge og spurgte Merethe og jeg, om vi ville med i kirke næste morgen. Han ville tage os med til en kirke, hvor der bliver prædiket og sunget på engelsk. Merethe og jeg sad ved siden af hinanden, men nåede ikke rigtigt at snakke om, om vi havde lyst til at tage med, inden han sagde, at han ville hente os kl. 8.00 næste morgen. Så var det ligesom bestemt, at vi skulle til gudstjeneste! (vi havde nu nok sagt ja alligevel, men det var lidt sjovt).
Lørdag eftermiddag tilbragte vi på stranden – det var så lækkert! Vi er hver lørdag på en strand sammen med familien. ”Jakobsen Beach” ejes af et norsk par som er gode venner af familien. Det er det bedste sted man kan ønske sig at være! Der er fred og ro, ferskvand, en dejlig ren sandbund og små søde aber der render oppe på klipperne og på stranden (man skal dog passe på sin mad…). Vi badede, byggede sandslotte og lavede snobrød. En rigtig god dag.
Søndag morgen hentede Justin og John, to drenge fra ungdomsgruppen, os. Vi gik til kirken og kom lidt efter det var begyndt. Jeg var ret spændt på hvordan det ville være. Jeg har været til gudstjeneste i kirken hvor vi bor én gang, og denne gudstjeneste var stort set ligesådan, bortset fra at man denne gang forstod lidt J. Musikken og prædiken var MEGET høj, folk dansede, klappede og sagde amen og halleluja ret ofte. En god oplevelse, og rart med en prædiken som man forstod lidt af :)

Den ene af de to dejlige strande!

Med blandede følelser

De sidste to dage har budt på mange oplevelser!
Søndag eftermiddag var Merethe og jeg med Susanne og ungdomsgruppen til børneklub i en landsby, Simbo, ikke langt fra Kigoma. Der skulle syv unge med – nogle stod for forkyndelse, andre for leg og nogle for sang. Vi skulle køre fra Kigoma mellem 14.20 og 14.30. Da klokken blev halv tre, var de tre der stod for forkyndelsen ikke dukket på. Hvis nogle skulle være i tvivl, har ordet ”tid” en helt anden betydning i Tanzania. Aftaler man et tidspunkt at mødes på, kan man være ret sikker på at kun nogle få, hvis ikke ingen, kommer til det aftalte tidspunkt. Da klokken blev lidt i tre kom to af de tre, og vi kørte. I bilen på vej til Simbo sad Merethe og jeg sammen med tre andre unge bagi. Vi havde en tromme med, som en af dem begyndte at spille på. De sang nogle sange på swahili (sange med gang i!), vi sang nogle sammen på engelsk (sange med knap så meget gang i) og vi sang en for dem på engelsk de ikke kendte (meget stille og rolig). Det var rigtig hyggeligt og dejligt at synge sammen med dem. Da vi kom til Simbo og gik vi op hvor vi skulle være, kom børnene en efter en. Nogle var generte og andre kom frimodigt. Det var første gang Merethe og jeg var med, så mange af de små børn var ikke helt trygge ved os endnu. Vi legede og sang sammen og sluttede af med at høre forkyndelse fra to af de unge. Mange af børnene havde meget slidt tøj på og en lille dreng kom hen og satte sig ved siden af mig, løftede den ene fod og viste mig et grimt sår. Det var første gang i løbet af den tid jeg har været i Tanzania, at jeg var så tæt på den fattigdom der mange steder er et stort problem! Trods fattigdommen og de anderledes levevilkår var børnene glade. De løb rundt og grinede, pjattede og skreg da vi legede! Det var skønt.
Da vi kom hjem fra Simbo sad jeg med meget blandede følelser. Jeg var meget overvældet over, at have set den måde de lever på og samtidig have mærket børnenes glæde.
Mandag skulle Merethe og jeg for første gang undervise unge i engelsk. Vi havde besluttet os for, at lege og lære hinanden at kende den første gang. Vi var meget spændte og lidt nervøse for det så vi bad sammen om at det måtte gå godt. Da kl. blev 16.00 og vi skulle begynde, gik vi ud og fandt bænke frem og satte os ned. Klokken blev 16.00, den blev 16.10 og den blev 16.20 inden de første tre drenge kom. Vi præsenterede os, snakkede lidt sammen og legede nogle enkle lege. Da klokken blev lidt i fem (knap en time senere end det begyndte) kom der 7-8 stykker mere. Vi havde egentlig tænkt at vi var ved at være færdige og kunne spille volleyball (plejer vi at gøre sammen med de unge efter engelskundervisningen). Vi spurgte de unge om de havde nogle ideer til emner vi kunne diskutere næste gang. De ville gerne snakke om uddannelse og penge og hvad der er vigtigst af de to – og de ville gerne diskutere det nu. Merethe og jeg troede vi var færdige, de troede lige vi var begyndt! Vi delte os op i to grupper og skulle forsvare en af de to ting. Drengene var rigtig gode til at komme med argumenter og stille kritiske spørgsmål til de andre. Da klokken blev lidt over seks spillede vi volleyball sammen. Mange af drengene var rigtig gode, (hvilket gjorde det endnu tydeligere hvor dårlig jeg er!) og der var meget spil i det. Merethe og jeg kom hjem i godt humør! Gud har endnu en gang hjulpet os og besvaret vores bøn!

Beklager der ikke er så mange billeder. Der skal nok komme nogle! :)

Hverdagen begynder så småt...

Så er endnu nogle dage i Kigoma gået! Føler lige jeg er kommet, men har allerede nået en masse!
Vi er begyndt på den normale hverdag, hvilket er rart. Undervisningen af Thea og Esther er begyndt og har indtil nu været rigtig spændende og udfordrende! Jeg har indtil videre undervist Thea (7 år), mens Merethe har undervist Esther (6 år). Anna (3 år) sidder sammen med os og leger – det er rigtig hyggeligt!
Mandag aften var vi på et hotel for at fejre Esthers fødselsdag. Vi badede først lidt og spiste derefter noget god mad. Hotellet ligger skønt lige ned til Tanganyikasøen. Pga. tørtiden er der meget støv i luften, men i regntiden kan man på den anden side af søen se Congo!
Tirsdag lavede Merethe og jeg sammen med Just et interview med en tanzaniansk mand. Han fortalte om sit liv før og efter mødet med Gud. Det var rigtig spændende at høre ham fortælle om sin opvækst, sin familie og sit åndelige liv.
Der er i Kigoma en del missionærer – hovedsagligt amerikanere. Onsdag aften har de bibelkreds sammen, hvilket Merethe og jeg var med til. En rigtig hyggelig aften!
De sidste dage har også budt på kvindebibelkreds, swahiliundervisning, optælling af bøgerne i en bogbutik, kagemandsbagning, leg og en masse hygge med familien! Det er skønt at lære dem bedre at kende. De har været rigtig gode til at tage imod os og gjort det rart for os at være her.

Vil til slut fortælle om ugens (klammeste og værste) oplevelse! Merethe og jeg gik en aften over på vores værelse (det ligger et lille stykke fra Susanne og Justs hus). Vi havde lommelygte med, hvilket skyldes risikoen for slanger. Vi lyste foran os hvor Bølle, deres hund, stod. Den flyttede sig ikke, så jeg lyste ned foran den. Den havde fanget og dræbt en KÆMPE ROTTE! Vi skreg op og løb hver vores vej. Føj, føj, føj! Lige der, var jeg så godt som klar til at bestille en flybillet tilbage til Danmark… Jeg sov på det og er heldigvis kommet til fornuft. J Må nok hellere bare vænne mig til alle de ”dejlige” dyr som er hernede. Glæder mig over, at jeg sover under myggenet – fri for myg, gekkoer og andet småkravl (forhåbentlig!).

Til slut et billede af det hårde volontørliv...!

Gud rejser med!

Det var hvad en veninde skrev til mig få dage før jeg skulle af sted. Efter at være kommet til Kigoma, kan jeg kun sige at hun havde ret! Togturen til Køge og Kastrup, flyveturen til London og Dar Es Salaam og køreturen til Kigoma – Gud var virkelig med os!

Jeg har i det tidligere blogindlæg fortalt lidt om selve turen, så vil ikke komme mere ind på det.

Just og Thea stod klar i lufthavnen til at tage imod os. Vi fik læsset alt vores bagage i bilen, hvilket var ret meget! Vi havde lidt problemer i Danmark da vi skulle ind og ud af togene, og tog på hovedbanegården også en tur ekstra ned i elevatoren da vi ikke helt nåede ud inden dørene lukkede i igen. De kiggede lidt da vi kom ned igen og stadig stod derinde...
Vi sagde farvel til de andre volontører og kørte ud til et hotel i Dar Es Salaam, hvor vi skulle hente Tim (en amerikansk missionær fra Kigoma) og Aron (en lokal). De havde sammen med Thea og Just været i Dar ca. en uge. Turen i bil gennem Dar var noget af en oplevelse! Lyskrydsene (de som fungerede) ligner egentlig dem herhjemme, men hvordan man skal bruge dem er vi vist ikke helt enige om. Tanzanianerne kører overfor rødt hvis der er (næsten) fri bane. Generelt er trafikken i de større byer ret kaotisk – især når man ikke har vænnet sig til at man hernede kører i venstre side.
Da vi kom ud til Tim og Aron opdagede vi at det ene hjul var punkteret. Det skulle skiftes og vi kom derfor lidt senere af sted end hvad der var meningen. Da vi begyndte at køre, skulle vi selvfølgelig bede for turen. Tim bad en kort bøn og vi kunne så fortsætte. En rigtig god oplevelse!
Vi kørte hele dagen og kom ca. kl. 21.00 til et hotel hvor vi skulle overnatte. Jeg sov utrolig godt efter en nat i fly og en hel dag i bil!
Lørdag morgen kl. lidt over syv kørte vi videre mod Kigoma. Omkring kl. 10.00 begyndte de dejlige afrikanske grusveje! Det hoppede, rystede og støvede mere end man kan forestille sig, men efter et par timer sådan, havde man efterhånden vænnet sig til det. Et par gange så vi små aber rende over vejen – i Danmark er det katte, her er det aber! Ca. 30 km før Kigoma kom der igen asfaltvej, hvilket var skønt! Vi satte Tim og Aron af og kørte hjem til Susanne og Just. På porten ind til deres hus hang et stort skilt hvor Esther og Anna havde skrevet ”Velkommen.” Susanne havde lavet aftensmad til os – kartofler og brun sovs! Vi kom over på vores værelse, fik pakket lidt ud, vasket tæer og gik derefter i seng. På vores bord lagde velkomst-tegninger fra Esther, Anna og to nabobørn (Casper og Jackie), et kort og lidt slik. Dejligt med en så god velkomst!
Vi har fra tidligere volontører og Susanne og Just hørt om de forskellige dyr vi kan være ”heldige” at finde på værelset. Gekkoer (små firben som er indenfor) skulle efter sigende være noget man ser dagligt. Merethe gik den første aften og ledte på værelse i håb om at finde en – hvorfor forstår jeg ikke helt. J
Søndag var Merethe og jeg med Just i kirke. Han mente, at det var rart for os, at være med nu, så vi kunne blive præsenteret og folk kunne se hvem vi var. Lidt inde i gudstjenesten skulle de nye rejse sig op. Eftersom vores ordforråd på swahili stadig er meget småt, præsenterede Just os. Gudstjenesten tog et par timer, og Just sad under prædiken og oversatte hovedpointerne. Når man i Danmark ændre tonelejet er det ofte fordi man har en vigtig pointe man vil frem med. Hele prædikenen foregik højt og hurtigt, så alt det han sagde, må have været meget vigtigt!

Jeg har i løbet af de få dage jeg har været her oplevet en masse! Mange af de ting man tænker og forestiller sig om afrikanere er sande, men mindst ligeså mange ting er overraskende og anderledes. Lige nu glæder jeg mig bare til at lære lidt mere swahili så man kan snakke med de mange venlige og imødekommende tanzanianere man møder.

Den største oplevelse har indtil videre været at mærke hvor meget bøn kan gøre! Dagene før jeg tog af sted, skrev mange af mine venner en sms og ønskede mig en god rejse og fortalte at jeg var med i deres forbøn. Det har virkelig betydet meget! Som min veninde skrev – Gud rejser med!

Eventyret nærmer sig!

...og om en uge sidder jeg i Tanzania!

I denne uge er der volontørkursus i Århus. Vi er ca. 25 volontører samlet som med forskellige organisationer skal til forskellige lande. Vi får undervisning om kulturforskelle og -møder, sundhed og sikkerhed på rejsen og meget andet nyttigt! En masse oplysninger som forbereder os på den bedste måde hjemmefra. Det er rigtig godt at være her og lære de andre at kende. Vi står alle foran de samme oplevelser og udfordringer som volontører, hvilket gør fællesskabet til noget specielt. De mange spændende oplæg og aktiviteter gør, at jeg nu bare glæder mig endnu mere til at skulle afsted!

Jeg skal bo i Kigoma, som ligger i den vestlige del af Tanzania ud til Tanganyikasøen. Merethe og jeg skal bo i vores "eget" lille hus, som ligger på Susanne og Just's grund. Vores opgave hos dem bliver at undervise deres piger, Thea, Esther og Anna.

På onsdag tager Merethe og jeg med tog til Køge, hvor vi skal overnatte hos Mette Thornbech som er uddannet lærer og tidligere volontør for BDM. Vi skal hos hende have lidt hjælp til og informationer om hvordan vi bedst underviser pigerne. Torsdag tager vi toget til Kastrup og mødes med de 7 andre volontører fra BDM, som skal til henholdsvos Kipili og Sumbawanga. Flyet letter fra Kastrup kl. 16:30 hvorefter turen går mod først London og derefter Tanzanias hovedstad Dar Es Salaam hvor vi efter planen ankommer fredag morgen. Merethe og jeg bliver hentet i lufthavnen af Just hvorefter turen går mod Kigoma - 2 dage i bil tværs over Tanzania!

Om en uge sidder jeg i Tanzania! Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til alle de spændende oplevelser, som venter forude!